4. marts 2023
Jeg har aldrig været typen, der skriver dagbog, men i aften føltes det nødvendigt. Jeg kom hjem fra arbejdet med en lille flaske rødvin det har nærmest været min vane at forkæle mig selv efter en lang dag i butikken. Jeg nyder at slentre gennem Irma, bare for at finde noget, der kan sætte lidt prik over iet til aftensmaden.
Men det syn, der mødte mig i vores lejlighed på Nørrebro, slog benene væk under mig: Min samlever, Mads, stod og pakkede sin sportstaske. Har du fundet job? Skal du ud på nattevagt? spurgte jeg lidt halvt i spøg, selvom jeg godt kunne mærke, at der var noget galt. Nej. Jeg smutter. Jeg går, svarede han uden at kigge på mig. Klokken er ti om aftenen, Mads. Hvor vil du gå hen nu? prøvede jeg, men han rullede bare med øjnene. Kan du ikke høre? Jeg går fra dig. Farvel.
Mine ben gav efter, og jeg dumpede ned på den gamle Wegner-stol. Jeg ved egentlig ikke, om jeg græd eller var for chokeret. Du er okay? fik jeg fremstammet. Vi havde to små børn sammen. Mads, er du blevet sindssyg? Jeg har født dine børn. Jeg mødte dig på Bilkas parkeringsplads, da du ikke havde to ører at gnide sammen. Jeg tog dig ind, vaskede dit tøj, lavede mad, gjorde alt hjemme, mens du mest gik derhjemme.
Og sådan kvitterer du? Vil du svigte børnene? Han samlede hurtigt sine ting. Børnene forlader jeg ikke, men dig ja. Jeg kan ikke mere med din vinsutten. Hver aften kommer du hjem med den flaske, og jeg orker det ikke mere. Men Katrine, hun dufter sødt, ikke af vin og røg.
Så han gik altså til Katrine. Mads, ved du, hvem hun er? Hun kom hertil fra Odense, for folk derovre kunne ikke holde hende ud. Du er naiv, hvis du tror det holder. Men Mads gad ikke høre. Han sparkede døren i, og jeg var alene.
Det slog mig helt i stykker. Jeg begyndte at drikke mere. På arbejde som syerske sad jeg med hovedpine og skælvende fingre; kunne næsten ikke sy knapper i. Ugerne sneg sig afsted, og hver aften blev flasken mit eneste holdepunkt. Jeg glemte alt om mad til børnene heldigvis fik de frokost i børnehaven, men når vi var hjemme, var der tit kun rugbrød og spegepølse, hvis jeg overhovedet gad dække bord.
Vores lejlighed begyndte at lugte ikke at mad, men af røg, og der voksede mug i gryderne. Børnene løb rundt med beskidte ansigter, og jeg skammede mig. Så en dag ringede det på døren socialrådgiveren stod der sammen med en kommunal dame. De tog børnene, men sagde, at jeg fik én sidste chance. Jeg havde stadig mit arbejde og mit fireværelses i et af betonhusene, men nu skulle jeg tage mig sammen.
Jeg fik lov til at tage lidt fri. Lå i sengen i flere dage, kunne ikke engang tage mig sammen til at børste tænder. Men jeg holdt alligevel fast i ikke at åbne endnu en flaske. Efter femte dag vågnede jeg med ægte sult og tog det som et tegn. Jeg begyndte at gøre rent, smed alt ud, skrubbede hele lejligheden. Jeg mødte op på arbejde, svedte mig gennem dagene med nål og tråd. Når jeg kom hjem, fortsatte jeg med at gøre rent for at undgå tanken om vin.
Efter et par måneder fik jeg børnene hjem igen, og de kom ofte og tjekkede, om jeg holdt mig fra flasken. Jeg kæmpede videre. Børnene kom først. Selv da jeg hørte, at Mads havde friet til Katrine, faldt jeg ikke tilbage. Det gjorde ondt. Vi havde haft otte år sammen, to børn, men vi havde aldrig lavet papir på det.
Nogle måneder senere dukkede Mads pludselig op med et blåt øje: Undskyld, Anna det viser sig, Katrine flygtede fra sin eksmand. Han fandt hende, kom herover, bankede mig, og slæbte hende med sig tilbage til Fyn. Jeg kiggede på ham og sagde bare: Tak for børnene og for den lektie, du har givet mig. Men du flytter ikke ind her igen. Farvel, Mads.
Jeg har lært, at jeg kan klare mig. Ingen kan tage min styrke fra mig ikke engang den værste sorg eller ensomhed.
