Da jeg var barn, havde jeg en stor og klar drøm, som fyldte alle mine tanker. Jeg drømte om at blive mor. Da jeg endelig blev gravid, talte jeg minutterne, indtil jeg kunne omfavne mit barn. Veerne begyndte, og jeg blev ført gennem korridorerne i et mærkeligt snoet københavnsk hospital, hvor vinduerne var så store, at man kunne se ud på en blå himmel fyldt med flyvende cykler. Jeg fødte en dreng. Min glæde føltes uendelig, som om den udvidede sig og fyldte hele rummet med varme hvide liljer.
Ud på eftermiddagen, mens solen blinkede grønt på hospitalets vægge, kom jordemoderen og bragte barnet til mig. Han var lille, med en næse, der lignede en miniaturestor stork, og øjne næsten som granit mod havets sydende vinter. Vi var pludselig alene. Jeg kiggede på ham, begyndte at svøbe ham ind i et uendeligt blødt tæppe med blå og hvide tern, lidt som et forvirret dannebrog. Svøbningen tog en evighed måske ti sekunder, måske ti minutter, hvor mine hænder konstant gled gennem tyk, duftende tåge. Det var første gang, jeg holdt et barn i armene, og jeg var ræd for at knække ham, som om han var lavet af kongelig porcelæn.
Langsomt trak jeg i tæppets hjørner og så hans små fødder meget anderledes end jeg havde forestillet mig, måske havde jeg troet, de ville ligne små rundstykker, men de var som nøgne pilegrene. Han sov med munden fuld af gåsedunsdrømme. Jeg rørte blidt ved hans ben, arme, mave, mens en klokkeklar duft af hav og vanilje steg op fra ham. Jeg lukkede øjnene og holdt ham ind til mit bryst, snusede hans særprægede duft. Det var min søns duft, tænkte jeg. Men pludselig forsvandt min indre ro, som dug for morgensolen over Amager Fælled.
Mærkelige tanker begyndte at danse rundt i mit hoved usikre, kantede danse. Tvivlen duggede mine øjne. Han duftede ikke, som jeg havde forestillet mig. Pludselig føltes det som om, jeg holdt en anden kvindes barn. Hverken hans lille krop eller lyse stemme tilhørte mig, og jeg blev overvældet af lysten til at rejse mig og forsvinde ud af stuen for altid, smelte sammen med eftermiddagslyset over Østerbro. Men hvordan kunne jeg forlade dette hjælpeløse barn, der havde brug for mine hænder, min omsorg, min stemme? I to år havde jeg ventet på det øjeblik, hvor jeg kunne holde mit barn tæt.
Afdelingen virkede enorm og kølig, nærmest uendelig, med vægge af grøn is, der snoede sig fjernt rundt om mig. Jeg kaldte på en sygeplejerske, forsøgte at vikle mit barn ind i tæppet igen, men jeg kunne ikke få det til at lykkes stof og fingre gled fra hinanden som våde fisk. Jeg skulle amme ham, men vidste ikke hvordan. Han ville ikke tage fat. Han åbnede øjnene, kiggede på mig med tågede, ufokuserede blikke, som om han prøvede at opdage, om jeg virkelig var hans mor eller bare en skygge på væggen. Da jeg forsigtigt trykkede hans lille krop ind mod min, gled hans hånd op på min skulder. Den føltes blid og varm, som friskbagt rugbrød.
Alle mine tvivl forsvandt med ét, skyllet væk som blæsten over Vesterhavet. Min søn sov roligt i mine arme, mens hele rummet dansede i blå og hvide cirkler omkring os. Der midt i det uvirkelige blev min gamle drøm til virkelighed. Jeg var blevet mor.
