– Jeg er træt af at høre hendes historier om hendes familie! – Hun er vores nabo, kan du ikke bare lytte lidt til hende? spurgte min kone. – Hun siger altid det samme. Astrid er en tålmodig og rolig kvinde, men når det gælder vores nabo Mette, mister hun hurtigt besindelsen. Og jeg kunne aldrig helt forstå hvorfor. Engang var vi faktisk gode familiebekendte med Mette. Mette er femten år ældre end Astrid, og da hendes forældre døde, begyndte Mette og hendes to søstre at dele huset i Odense. Det virkede til, det hele skulle glide fint, for de blev enige om at sælge huset og dele de penge, de fik ud af det mellem de tre søstre. Men der opstod hurtigt en konflikt.
Astrid kendte ikke alle detaljerne, men havde fra sin mormor hørt, at Mette havde bedt om at blive boende i huset lidt endnu, fordi hun stod i problemer, og lovede at betale sin andel, når det hele faldt på plads. Søstrene sagde ja, og de frasagde sig deres arv på papiret. Hvad der siden skete, aner Astrid ikke helt. Hun mistænker dog, at Mette aldrig har udbetalt dem pengene. Mette kommer ofte forbi hos os og klager over sine søskende: De har fuldstændig glemt mig. De ringer ikke, de skriver ikke, de taler ikke med mig. De tænker kun på penge.
Ja, selvfølgelig gør de det du har jo lovet dem noget, men ikke betalt! Men nej, ifølge Mette er alle andre onde og dumme, kun hun er den fornuftige. Jeg overvejede faktisk at ringe til dem fortsatte hun for jeg har ikke nok penge til selv at holde huset i stand, de burde også hjælpe til, det er ikke kun mit ansvar? Hvordan det? De har jo skrevet under på at give afkald… Jamen hvad så? Det er stadig deres barndomshjem! De er vokset op her, det var også deres fars hus, betyder det ingenting for dem? De er nok blevet såret over, at du endnu ikke har udbetalt dem, hvad du lovede.
For det første var det deres beslutning, ingen tvang dem. For det andet sagde jeg, jeg ville betale, når jeg havde muligheden, og jeg har stadig ikke pengene. Det er da for galt at jeg skal sælge huset bare for at skaffe deres andel. Hvor skulle jeg overhovedet bo så? Som altid tænker ingen på mig, kun på penge. Astrid så hen på mig, min mand. Jeg sad der, med et blik der fortalte, at jeg havde forstået det hele og ikke længere undrede mig over, hvorfor min kone ikke bryder sig om Mettes besøg.
