For femten år siden, midt i en mærkelig tåget drøm, trådte jeg ind i et gammelt børnehjem i Århus. Alt var i blågråt skær, som hvis byen kun bestod af tåge og glemte minder. Pludselig stod der en lille pige foran mig hendes øjne grønne som friske bøgeblade, stirrende ind i mine i flere drømmende minutter. Uventet spurgte hun med en stemme, der lød som regn mod ruden:
Har du en datter?
Forbløffet svarede jeg:
Nej, det har jeg ikke.
Hun sukkede, som om hun indåndede hele drømmens længsel, og sagde med sørgmodigt blik:
Gad du ikke godt have en?
Mens hendes ord snoede sig igennem min bevidsthed som en blid vind, hviskede hun igen:
Jeg kan blive din datter. Hvis… du altså vil…
Mit sind svævede som skyer over Vesterhavet. Jeg har en søn, Johan, nu en voksen mand på 20 år. Jeg havde aldrig tænkt, jeg havde brug for endnu et barn. Men hendes ord, mærkeligt insisterende: “En datter vil aldrig være overflødig,” og det blik, som rummede både stjerner og gamle danske savn, rørte noget indeni mig.
Altid havde jeg drømt om en datter. En lille prinsesse, jeg kunne købe kjoler og hårpynt til, dele hemmeligheder over varm kakao, lege i tusmørket med gamle lege men livet havde givet mig en søn, og jeg havde ikke turdet håbe på mere. Jeg tænkte i drømmen: Jeg er jo en voksen kvinde nu, kan jeg virkelig begynde forfra? Særligt når det kun har været en fjern længsel?
Ja, selvfølgelig, svarede jeg mærkeligt resolut. Straks kastede hun sig i mine arme, som om vi aldrig havde været andre steder end sammen.
I den stund overrumplede hun mig med al den kærlighed, der havde ligget gemt i børnehjemmets hjørner, mellem gamle legetøj og sutsko. Hun hed Frida, og hun var fem år og et halvt. Hun var kommet til børnehjemmet da hun var halvandet, forældrene var døde i et forvredet biluheld, hvor syv sjæle blev borte en nat. Siden havde Frida svævet imellem drømme og venten for de fleste børn blev afhentet af nye familier, men Frida blev ved med at vente, vente.
Du kan ikke forestille dig lykken i hendes ansigt, da hun opdagede, at hun nu havde danske relationer; hun trippede gennem huset, memorerede deres navne som versene i en gammel sang. Hele familien blev straks forelskede i hende hun var barnlig kærlighed i sin reneste form. Selv min mand, Olav, der først var skeptisk og stirrede ud i regnen, overgav sig hurtigt og smeltede for denne lille piges varme sjæl.
Frida begyndte at sige “mor” og “far”, og Olav kunne ikke engang forestille sig, hun ikke var vores. Hun gled ind i vores liv, som var hun altid havde hørt til, og hun fulgte sine jævnaldrende som var hun en skygge og et lys på én gang. Da hun begyndte i første klasse, var det tydeligt, hun var klog og tænksom, fuld af logik og livlig fantasi. Nu har hun opdaget poesien ofte finder jeg små rim og mærkelige sange, skrevet med farveblyanter på køkkenbordet.
Frida er blevet alles yndlings, som et drømmebarn fanget mellem vores verden og den næste. Jeg takker altid min mærkelige skæbne, at jeg netop den tågede dag besøgte børnehjemmet i Århus som om det hele var en dans med lykken, uvirkelig og alligevel sand.
