Jeg har nogle naboer, et ældre ægtepar, hvis datter bor sammen med dem i deres lejlighed i Valby. Datteren hedder Sigrid man siger, at hun er uden far, eller rettere, at hun har tre døtre, alle med hver sin far. Det hele skyldes, at folk altid snakker, især i opgangen, hvor historierne om Sigrid bliver endnu mærkeligere, som i en skør drøm.
Man hvisker, det begyndte, da hun blev gift som helt ung, blot atten år gammel. Hendes første mand, en fyr fra Nykøbing, var hovedkulds forelsket i hende, og hendes forældre, der hedder Bodil og Poul, var glade for hvem ønsker ikke, at ens barn skal være lykkelig i kærligheden? Men årene gik, fem sommernætter flød forbi som drømme, og der kom ingen børn. Folk begyndte at hviske på mærkelige måder, som om det gik dem på især, at det måtte være Sigrids skyld, eftersom hun havde levet for vildt i ungdommen; sådan taler folk tit på trapperne i de gamle københavner-etageejendomme.
Sigrids svigermor, en kvinde med solide rødder i Himmerland, påstod uden ophør til sønnen, at hans hustru ikke var god nok, og at hendes vigtigste opgave var at føde arvinger. Sønnen lyttede modvilligt, men snart forlod han Sigrid, som nu måtte tage turen gennem endnu et drømmespil: Skilsmissen. Hun beholdt alligevel eksmandens efternavn. Hvad skulle det til for at løbe rundt alle steder, mente hun letheden var mere drømmende end nødvendigheden.
En nat eller var det en morgen? mødte Sigrid en ny mand i Frederiksberg Have, og pludselig var der et barn på vej. Det viste sig ganske surreelt, at det slet ikke var Sigrid, der ikke kunne få børn, men den første mand, som manglede evnen. Barnet kom til verden, men faderen flygtig og tavs som en måge over Øresund ville intet have med det at gøre. Sigrid var tvunget til at skrive det lille liv ind som barn af sin første mand i stedet.
Moderen, Bodil, tog det med ophøjet ro og dansk lun humor endnu et barnebarn var kun velkomment. Tiden gik mærkeligt i deres hjem; Sigrid vendte en skæv dag hjem og annoncerede, at et nyt barn var på vej. Denne gang var der dog en mand ved hendes side, som hun endda havde giftet sig med. Men heller ikke han ønskede børn så tidligt, og da deres datter kom til verden, født med helbredsproblemer, smuldrede han af angst ud af billedet, som skyggen af en flygtig regnbue, og lod skilsmissepapirerne ligge.
Endnu længere henne i drømmestrømmen mødte Sigrid endnu en mand, og selvom hendes forældre var bekymrede der skulle trods alt skaffes mad til så mange små munde var Sigrids vilje urokkelig. Hun fødte barn nummer tre; også denne far forsvandt, ligeså virkelighedsfjernt, som han var dukket op. Den tredje datter fik et nyt efternavn, som om det var givet af vinden, der blæste gennem Kongens Have.
Et lyspunkt i den mærkelige fortælling var, at Sigrid havde fået købt sig en lejlighed i Brønshøj, hvor forældrene også havde lagt nogle kroner i, næsten som om ejendomsmarkedet kun eksisterede i drømme. Men efter et skænderi med forældrene vågnede Sigrid brat op i sin drøm og indså, hun måtte finde penge til sine tre piger. Hun forsøgte at søge børnebidrag: forestil dig det ingen af fædrene ville kendes ved børnene, alle undveg som røg i vinden, én truede endda, mens en anden forsvandt bag cykelstativerne i efterårstætte gader.
Og sådan ender den mærkelige, svævende historie om Sigrid fra Valby, der får børn, men hvor hun, ligesom i en uendelig labyrint, igen står alene, mens København summer mærkeligt, og drømmen fortsætter, uforklarlig, smuk og lidt uhyggelig.
