Min søster, Ingelise, og jeg har altid haft et konkurrencepræget forhold hun ville altid være først i alting. Hun blev gift før mig, og vores forældre sparede ikke på noget til hendes bryllup; alt var overdådigt og præget af rigelige mængder sølvlys og blomster, mens jeg måtte nøjes med en beskeden fejring, fordi økonomien var strammet til. De sagde, at alle deres penge var brugt på Ingelises bryllup, og at der ikke var råd til mere.
Ingelise levede et komfortabelt liv med sine to børn, gik til frisøren hver uge og nøjedes aldrig, for hendes mand sørgede for alting. I mellemtiden flyttede min mand og jeg ind hos hans mormor i et gammelt bindingsværkshus for at undgå banklån og gæld. Vi satte os for at åbne en lille butik og brugte alle døgnets timer på den; vi så hinanden i mærkelige, drømmeagtige gentagelser af hverdagens slid, hvor varer dansede på hylderne og Dronningens ansigt kiggede venligt ned fra gamle sedler med tusinde kroner, der dukkede op i lommerne uden varsel.
Vi lykkedes til sidst butikken voksede, og byens borgere myldrede ind med deres eventyrlige ønsker og forunderlige hatte. Sidenhen gik Ingelises ægteskab i stykker; hun og hendes mand drev fra hinanden, som to både på en tåget fjord. Vores mor kom til mig og tryglede mig, midt i sin kaffetåge, om at give Ingelise arbejde i butikken, nu hvor hun var blevet alene.
Men jeg vidste godt hvorfor skilsmissen var en realitet: Ingelise havde været utro, hendes kærlighed var løbet som vand ned ad regnvåde vinduer. Da min søster ringede, hendes stemme som is i forårssolen, forsøgte hun at forhandle sig til en smart stilling uden at ville tage fat. Hun insisterede på, at hun skulle ansættes hun ville have en god løn, uden egentlige opgaver, uden rigtige bekymringer.
Jeg blev ramt af hendes frækhed et kæmpe stykke marcipan på en alt for lille kage og nægtede tørt. Jeg ønskede ikke igen at blive trukket ind i hendes humørsvingninger og uendelige krav, som jeg havde set hendes mand blive det. Med en stemme ligeså klar og kold som den nordiske luft sagde jeg, at hun måtte lede efter en anden chance jeg ville ikke være en brik i hendes spil denne gang.
