– Karen, tag den her orkidé med dig, ellers ryger den ud, sagde Camilla og rakte mig bestemt den gennemsigtige potte med blomsten.
– Ej, tusind tak, veninde! Men hvad har orkidéen mon gjort dig? undrede jeg mig. Ved siden af på vindueskarmen stod nemlig endnu tre flotte og velpassede orkidéer.
– Den blomst fik min søn i bryllupsgave. Og du ved jo, hvordan det endte… Camilla sukkede tungt.
– Jeg ved godt, at din Mads blev skilt efter mindre end et år. Jeg spørger ikke hvorfor, jeg kan godt tænke mig, det har været alvorligt. Mads forgudede jo Trine, jeg ville ikke pille i Camillas endnu friske sår.
– En dag fortæller jeg dig om det, Lone, men nu er det for tungt at snakke om, Camilla blev tavs og fældede en tåre.
Jeg tog den “forviste” og “forkastede” orkidé med hjem. Min mand kiggede medfølende på den triste blomst:
– Hvad skal du dog med den stakkel? Der er altså ikke meget liv i den der orkidé. Selv jeg kan se det. Du spilder bare tiden.
– Jeg vil prøve at give den lidt kærlighed og omsorg. Se bare en dag bliver du vild med den, jeg havde sådan lyst til at give den livsmod tilbage.
Min mand blinkede og sagde drillende:
– Hvem siger nej til kærlighed?
En uge senere ringede Camilla:
– Lone, må jeg kigge forbi? Jeg bliver nødt til at fortælle dig alt om Mads kuldsejlede ægteskab kan simpelthen ikke gå med det selv mere.
– Bare kom, Camilla. Jeg venter på dig. Jeg kunne aldrig sige nej til hende ikke efter hun støttede mig gennem både min første bitre skilsmisse og alle problemerne med min anden mand… Vores venskab går langt tilbage.
Camilla var der allerede en time senere. Hun satte sig til rette ved mit køkkenbord. Over et glas tør hvidvin, en kop stærk kaffe og lidt god marcipanchokolade, væltede historierne ud.
– Jeg havde aldrig troet, min tidligere svigerdatter kunne finde på det der. Mads og Trine var sammen i syv år. Han var længe om at beslutte sig. For Trine droppede han Lise. Og jeg kunne så godt lide Lise hun var sådan en hjemlig sjæl. Jeg kaldte hende datter. Men så kom Trine. Smuk som et maleri. Mads tabte hovedet totalt. Fløj om hende som en snurretop. Hans følelser for hende var altopslugende. Lise blev glemt på et sekund.
Bevares, Trine lignede en model. Mads elskede, når hans venner nikkede anerkendende, hver gang hun viste sig. Folk på gaden vendte sig om. Men det undrede mig, at de aldrig fik børn i de år. Mads fortalte os ikke meget om sit privatliv; vi blandede os ikke.
Så sagde Mads:
– Far, mor, jeg gifter mig med Trine. Vi har allerede været på rådhuset. Jeg sparer ikke på noget der skal festes igennem.
Min mand og jeg blev så glade. Endelig en familie Mads var jo fyldt 30.
Men du kan tro, Lone, datoen blev flyttet to gange. Først manglede Mads energi, så sad jeg fast på arbejde i Aarhus. Jeg tænkte, er det nu et dårligt varsel? Men jeg sagde ingenting Mads var jo lykkelig. Han ville også gerne vies i kirken af præsten Erik, men præsten var ude at rejse i månedsvis. Intet lykkedes helt. Det var tegn overalt…
Vi holdt et vældigt bryllup. Her, se billederne prøv lige at se den orkidé! Den stod strunk og flot. I dag hænger dens blade slattent.
Mads og Trine havde planlagt bryllupsrejse til Nice. Men lige inden rejsen blev de stoppet Trine skyldte vist et stort beløb i bøder. I lufthavnen måtte de vende om. Mads lod sig ikke slå ud. Han troede stadig på lykken.
Men så blev Mads meget syg. Han blev indlagt, og det så alvorligt ud. Lægerne rystede på hovedet.
Trine kom i starten og besøgte ham, men sagde så:
– Undskyld, men jeg kan ikke være gift med en invalid. Jeg har søgt om skilsmisse.
Tænk, Lone, hvordan det må føles, at ligge hjælpeløs og få det kastet i hovedet? Men Mads sagde roligt:
– Jeg forstår dig, Trine. Jeg skal ikke stå i vejen.
De blev skilt.
Så skete miraklet: Mads blev rask. Vi fandt heldigvis en rigtig dygtig læge Peter Hald som fik ham på benene igen på kun et halvt år. Peter havde en sød, lille datter, Emma, på tyve. I starten var Mads ikke imponeret:
– Hun er for lille… og ikke engang særlig køn.
Men jeg sagde:
– Tag nu og se ordentligt på Emma. Udseende er ikke alt, Mads. Du havde jo en rigtig smuk kone hellere glæde i hverdagen end skønhed uden sjæl.
Mads kunne ikke glemme Trine, men Emmas forelskelse i ham var ikke til at tage fejl af. Hun ringede tit, ville hele tiden ses.
Vi satte gang i lidt matchmaking tog dem med på skovtur. Men Mads sad bare og så trist ud, uanset hvad vi fandt på. Emma holdt øje med ham hele tiden, men han så aldrig hendes vej.
Jeg sagde til min mand:
– Det er nok spildt, det her. Hun fylder ingenting i ham han tænker stadig kun på Trine.
Tre-fire måneder gik. Så ringer det på døren. Der står Mads med netop dén orkidé i hænderne:
– Her mor, tag resterne af alt det gamle. Jeg kan ikke bruge den her eksotiske ting mere.
Jeg tog modstræbende imod. Kunne faktisk ikke lide blomsten som om den var skyld i min søns ulykke. Jeg satte den på et glemt hjørne, undlod at vande.
For nylig mødte jeg naboen:
– Nå, Camilla jeg så din Mads med en lille mejs. Din gamle svigerdatter var da smukkere!
Jeg troede næsten ikke mine egne ører. Kunne det virkelig være Mads og Emma?
– Se at hilse på din nye svigerdatter, jeg har giftet mig med Emma, sagde Mads og tog kærligt om den spinkle unge kone.
Min mand og jeg stirrede på hinanden:
– Hvordan? Og hvor var festen?
– Det behøves ikke. Det er prøvet før. Vi blev bare gift på rådhuset. Præsten Erik viet os senere. Nu er vi sammen for alvor.
Jeg trak lidt til side med Mads:
– Har du virkelig forelsket dig i hende? Er det ikke bare for at hævne dig på Trine?
– Nej, mor, den sag er død. Trines navn siger jeg ikke mere. Emmas verden passer bare sammen med min.
Sådan gik det, Lone.
Camilla lettede sit hjerte fuldstændigt.
Efter den aften så vi ikke hinanden længe livet gik sin gang.
Men orkidéen begyndte at blomstre smukkere end nogensinde planter kan åbenbart også takke for kærlighed.
Jeg mødte Camilla på barselsgangen forleden:
– Hej veninde. Hvad laver du her?
– Emma har fået tvillinger vi skal hente dem hjem i dag! Camilla smilede.
Lidt længere henne i gangen stod Mads og Camillas mand og ventede. Mads havde en flot buket røde roser i hånden.
Ud ad døren kom Emma, træt men lykkelig; bag hende bar en sygeplejerske forsigtigt to små sovende bylter.
Tæt efter kom min egen datter med sit lille nyfødte barnebarn.
Trine bønfalder nu Mads om tilgivelse og en ny begyndelse.
…Man kan limen en kop sammen, men den vil altid være revnet.
