Af en eller anden grund tror mange kvinder, at hvis de er over 40 år og har et eller to skilsmisser bag sig, så er det i orden bare at give op på kærlighedslivet. Jeg står lige midt i den situation. Jeg har været gift to gange. Første gang var jeg helt ung, og jeg fik en datter ud af det ægteskab. Anden gang blev jeg gift som 30-årig. Ingen af ægteskaberne holdt mere end to år. Der var altid et eller andet galt med mændene.
Selvfølgelig har jeg haft forhold siden mit andet ægteskab, men det har aldrig ført til noget fast. Nu er jeg 45 år gammel, og trods alt, hvad jeg har oplevet, tror jeg stadig på, at lykken kan dukke op at min sjæleven stadig er derude et sted i verden. For at gøre historien kort, så mødte jeg for kun en måned siden en mand ude på gaden. Henrik hedder han, 49 år. Jeg gik en tur i Frederiksbergs Have, som jeg ofte gør, velklædt og med styr på det hele, og besluttede mig for at snuppe en kaffe på en fortovscafé.
Henrik kom hen for at hilse. Han var ikke lige billedet på min drømmemand, men han så ordentlig ud, og han virkede rigtig nydelig. Han købte en kop kaffe til mig og vi faldt i snak. Jeg spurgte ham hurtigt, om han havde kone eller kæreste og han svarede lidt undvigende. Det var tydeligt, at der var noget, han ikke fortalte. Alligevel inviterede jeg ham hjem til mig, så vi kunne fortsætte snakken over lidt te og en hjemmebagt kage, jeg havde stående. Ja, jeg ved godt nogen vil sige, jeg var skør efter kun at have kendt ham en halv time, men vi blev set af flere jeg kender, så jeg følte mig tryg nok. Og Henrik virkede ikke spor farlig.
Vi kom hjem til mig på Vesterbro, og da vi trådte ind i entreen, så Henrik sig omkring og smålo.
Du bor sørme stort. Det ligner et sted, der ikke har set en håndværker siden H.C. Andersen var ung.
Jeg lod som om, jeg ikke forstod, hvad han mente. Sidste gang jeg fik renoveret, var for ti år siden, og jeg synes faktisk, lejligheden er fuldt ud godkendt. Hvorfor skulle jeg poste penge i vægge og lofter, når jeg i stedet kan investere i mig selv? Er det forkert tænkt?
Jeg serverede te og kage, og straks begyndte han igen at brokke sig over min lejlighed. Jeg sagde ligeud: Hvad betyder det, hvordan jeg bor? Hvorfor inviterer du mig ikke bare hjem til dig? Det blev han fuldstændig tavs over. Og samtalen døde hen. Da han gik, sagde han, at han ville ringe i løbet af ugen.
Der gik en hel uge, uden at jeg hørte fra ham. Ikke så meget som en sms. Lørdag aften sent skrev han pludselig, at han ville komme forbi. Jeg skrev tilbage, at hvis han kom, så blev det for at hjælpe med at sætte tapet op. Så huskede han pludselig, at han havde et eller andet meget vigtigt, han skulle, og at han ville kontakte mig igen snarest. Jeg er ret sikker på, at han er gift og bare leder efter et lille eventyr med en kvinde, der har penge og det kan jeg så krydse af listen. Det er nu heller ikke vigtigere, end det. Det handler om at se realiteterne i øjnene. Vi havde kun kammeratskabet tilfælles, og det er ikke nok for mig. Jeg er stadig sikker på, at kærligheden nok skal dukke op. Og hvis jeg skal give et godt råd til andre kvinder: Hvis en mand ikke gør noget for dig, hvorfor så spilde tiden på ham?
