Freja var på sit sidste år på universitetet, da hun blev gravid. Hun fortalte ikke straks sin kæreste, Mads, om det glade budskab, og han opdagede det først, da hun var fem måneder henne.
“Hvorfor sagde du ingenting?” Mads så vantro på hende. “Du ved jo, hvor vigtigt det er for mig, at vi først får børn, når vi er færdige med studierne og har fået styr på tilværelsen.”
Freja tog en dyb indånding, øjnene fyldt med beslutsomhed. “Det er fint, Mads. Jeg har altid vidst, at universitetet ikke rigtig var for mig. Jeg drømmer bare om en stor familie.”
Mads blev så vred, at han smed den bog, han holdt i hånden, hårdt mod væggen, så papirsiderne blafrede i luften.
“Vi skal nok klare os,” sagde den gravide Freja, hendes stemme svingede mellem håb og frygt. “Vi kan bo i din mormors lejlighed, og din mormor kan hjælpe med barnet. Og bagefter får vi en mere. Men først et bryllup. Snarest muligt.”
“Kan du høre dig selv?” snerrede Mads. “Alt det her tid har du bare spillet sød!” Han trak sin gamle slidte kuffert frem fra skabet og begyndte at smide sine ting ned i den, mens han rystede af vrede.
“Hvorfor går du? Du SKAL gifte dig med mig! Hvis du forlader mig, gør jeg dig til grin på hele Københavns Universitet!”
“Jeg bliver ikke i den her lejlighed sammen med dig,” snerrede Mads, mens han knappede kufferten i. “Bo selv i en måned, så må du gøre hvad du vil. Når barnet er født, laver vi en faderskabstest, og så betaler jeg børnepenge!”
Ti år senere sad Mads på et kontor i indre København. Hans afdelingschef, Jens, havde netop opdaget, at Mads havde en søn.
“Mads, har du nogensinde kontakt med din søn?” spurgte Jens, nysgerrigheden dryppede fra ordene.
“Nej, jeg kender ham faktisk ikke,” svarede Mads køligt.
Senere den dag fortalte Mads åbent sine studerende, hvordan han engang var blevet snydt af en pige.
“Så du lod hende bare være alene med barnet?” spurgte en af de unge.
“Jeg lod hende ikke bare være, jeg hjalp hende med penge!” udbrød Mads, så rødmen steg ham op i kinderne.
“Hun siger, du kun har givet hende en femkrone,” sagde Jens tørt. “Og at du har slået drengen.”
Mads vrede blev igen vakt. Han følte sig ydmyget, især fordi han havde advaret Freja fra starten. Denne gang besluttede han, at børnepengene skulle betales officielt baseret på hans kridhvide løn. Det viste sig at blive langt mindre, end det han tidligere havde sendt.
Freja, nu gift i et år med en ny mand og stadig boende i Valby, havde ifølge Mads opdraget en ustyrlig knægt præcis som hun selv var.
