Ja, altså, for nylig fik jeg job i en dyrehandel. Min prøvetid sluttede i juni, og derefter blev jeg officielt adopteret ind i det storslåede faste personale. Lad mig lige fortælle, hvad det så indebærer.
I denne respektable dyrehandel har vi tradition for, at personalet ved udgangen af hver måned må tage varer med hjem, som ikke længere må sælges. Det vil sige kattemad i bulede poser, udgåede stykker legetøj og kradsetræer med lettere patina. Vi aftaler ganske fredeligt, hvem der får hvad det er umiskendeligt meget dansk.
Nu har jeg jo ikke selv kæledyr, men synes alligevel det er dumt at lade noget gå til spilde. Derfor gjorde jeg som enhver moderne svigersøn i København ville gøre: Jeg snuppede en pose kattemad til svigerforældrenes kat, Ninus. Det gjorde mig populær. Eller, det troede jeg.
Det gik hurtigt op for mig, at jeg fremover altid ville sigte efter katteprodukter til min kommende svigermors yndlingsdyr. Næste måned slæbte jeg et lettere medtaget kradsetræ med selvfølgelig til Ninus. Svigermor trak bare på skuldrene og sagde tørt, Du kunne da have taget mad i stedet! De havde åbenbart spist sig gennem hele deres lager allerede.
Det må jeg da indrømme, det var lidt antiklimatisk. Jeg troede, mit bidrag var tydeligt. Så jeg forklarede igen hvordan det fungerer med udgåede varer. Denne gang nikkede de forstående og kiggede opmærksomt på mig i cirka ti sekunder, indtil tvet slog over på Bonderøven.
På vej hjem i den lave aftensol sagde jeg til min kone, Mathilde, at jeg hver måned fremover selv ville købe god kattemad til hendes forældres kat, og kun tage butiksmad hjem, hvis det virkelig var gratis. Hun smilede og sagde, at det da lød fair. Aftalen var på plads.
Men en måned senere opstod det helt klassiske mysterium: 10 kg kattemad var pist forsvundet. Jeg spurgte svigermor, og så indrømmede hun, at hun havde lovet naboen at dele ud af lageret for du kommer jo alligevel snart med mere. Resultatet: Vi stod bøjet over en seddel fra brugsen, hvor vi netop havde købt den dyreste kattemad på markedet til Ninus.
Nu satte jeg foden ned og forklarede, at de produkter, jeg kunne få med hjem, altså kun er til deres egen kat. Til det fik jeg et himmelflugtende Du arbejder jo i en dyrehandel! som om jeg hver dag vandrede hjem med foder til hele Østerbro.
Det var dér, jeg måtte erkende at enten stopper jeg det cirkus, eller også bliver jeg endeligt familiens gratis kattemads-leverandør. Så jeg sagde ligeud til svigerforældrene, at de nu ikke længere skal regne med gratis kattemad fra os. Ikke mere. Jeg forklarede meget pænt at de ikke skal forvente noget fra vores side.
Sådan gik det til, at jeg med et meget dansk suk satte punktum for min karriere som familiens uofficielle kattechef.
