For halvandet år siden blev min mand og jeg forældre. Jeg fødte en dejlig lille pige. Så i år, selvom vores datter stadig er så lille, besluttede vi os for at tage på ferie sammen. Da min mor kom forbi på besøg, fortalte jeg hende om vores planer.
Min mor sagde:
Hvordan vil I dog slappe af med sådan en lille én? I får ikke rigtig en ferie med hende. Min nabo er lige kommet hjem fra ferie. Hendes børn tog hende med for at passe deres børn. Jeg ville gerne tage afsted men jeg har simpelthen ikke råd.
Selvfølgelig forstod jeg hentydningen fra min mor, men jeg sagde ikke noget med det samme. Vi besluttede os for at tænke nærmere over det og tale sammen. Alligevel fortalte jeg næste dag min mor, at vi gerne ville have hende med. Men jeg sagde det åbent til hende:
Se, mor, min mand betaler hele rejsen for dig. Du får dit eget værelse, han køber selvfølgelig også dine billetter, og vi giver dig penge til småting undervejs. Men du skal hjælpe os med lillepigen. Jeg giver dig endda lidt ekstra penge! Bare min mand ikke skal vide noget om det!
Mor gik straks med til det. Og sådan rejste vi afsted. Den første dag brugte vi sammen. Vi var trætte efter flyturen og gik tidligt i seng. På andendagen sagde min mand til min mor:
Tag barnebarnet med ind til dig i aften. Vi vil gerne ud at spise i byen! Det ville jeg virkelig gerne, men det går desværre ikke. Jeg har købt to udflugter, og den første er tidligt i morgen! svarede min mor.
Mor, vent! Jeg forstår ikke helt du skulle jo hjælpe os med barnet! Det var jo aftalen fra starten! Men jeg har kun købt to ture. Jeg har to dage, som bare er mine. Så hjælper jeg selvfølgelig med barnet! lovede min mor.
Vi gik modvilligt med til det. To dage senere sagde min mor:
Jeg tror, jeg er blevet forkølet! Kan du ikke selv tage dig af Lillepigen lige nu? Jeg vil nødig smitte hende! Men mor, du ser da ikke syg ud! Ingen løbende næse, ingen hoste! sagde jeg forundret.
En uge gik. Mor klagede hele tiden over, at hun ikke havde det godt. Og så, en dag, opdagede jeg hende, mens hun sad og spiste en stor is. Mor! Hvad laver du? Hvad med din ømme hals? Eller var du slet ikke syg har du bare løjet hele tiden? Jeg har altså også brug for at komme på ferie! Jeg arbejder, og jeg er virkelig træt! Jeg er ikke jeres barnepige! svarede hun.
Jeg blev forarget: Men vi har jo aftalt, at du får en gratis ferie, og så hjælper du med Lillepigen! I stedet slapper du bare af!
Jeg blev virkelig såret af min mor. Faktisk talte jeg ikke rigtig til hende resten af ferien. Da vi kom hjem, talte vi stadig ikke sammen. Nu er der gået tre måneder, og jeg kan stadig ikke tilgive hende for det, hun gjordeMen da jeg skulle lægge vores datter i seng den næste aften, faldt jeg i staver over hendes små hænder og tænkte på min egen barndom på alle de gange, min mor havde knoklet for mig, sagt ja til for meget og altså også været træt og måske brugt en undskyldning eller to. Måske havde vi stillet for store krav til hinanden uden rigtig at kende vores egne grænser.
En uge senere bankede det sagte på døren. Min mor stod ude foran med en lille æske i hånden og tavse øjne. Inden jeg nåede at sige noget, så hun ned og sagde:
Jeg var vel egentlig bare glad for, at I spurgte, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige nej. Det blev bare lidt for meget.
Hun rakte mig æsken. Indeni lå det første foto taget af mig og min datter på stranden os to med viltre hår og vind i kinderne. På bagsiden stod der:
Lad os finde ud af det sammen. Ingen er perfekte, men vi har hinanden.
Jeg følte al vrede forsvinde. Jeg trak min mor ind i et stille, langt kram, mens min datter smilende klappede hænderne. Måske blev ferien ikke, som jeg havde drømt om, men den lærte mig det vigtigste: At familie på godt og ondt må tage rejsen sammen, selvom vi indimellem går lidt fejl af hinanden.
