LIVET ER I ORDEN
– Signe, jeg forbyder dig at have kontakt med din søster og hendes familie! De har deres eget liv, vi har vores. Har du ringet til Marianne igen? Klaget over mig? Jeg har advaret dig. Lad nu være, ellers… Søren knugede mit skulder hårdt.
Som så mange gange før gik jeg stille ud i køkkenet. Tårerne pressede sig på. Nej, jeg klagede mig aldrig over mit liv til min søster. Vi snakkede bare sammen. Vi havde aldrende forældre, der var ting, vi skulle drøfte. Det gjorde Søren rasende. Han hadede min søster Marianne. Hjemme hos hende herskede ro og tryghed, og de manglede aldrig noget. Det kunne man ikke sige om Søren og mig.
Da jeg giftede mig med Søren, troede jeg mig lykkeligere end nogen anden kvinde i hele Danmark. Han fejede mig omkuld med forelskelse. Jeg skænkede ikke en tanke til, at Søren var mindst et hoved lavere end mig. Jeg lagde heller ikke mærke til hans mor, der mødte op til brylluppet så fuld, at hun næsten ikke kunne stå. Først senere gik det op for mig, at min svigermor havde været alkoholiker i mange år.
Blændet af kærlighed så jeg ikke noget dårligt. Men efter kun et år i ægteskabet begyndte jeg for alvor at tvivle på mit rosenrøde eventyr. Søren drak meget, kom hjem døddrukken af øl. Så begyndte han at være mig utro. Jeg arbejdede som sygeplejerske på hospitalet. Lønnen var ikke meget værd, men pengene gik op i røg, for Søren ville hellere drikke med vennerne. Det var ikke ham, der forsørgede mig. Hvor jeg før drømte om børn, var jeg nu endt med kun at passe husets store, sorte racekat. Jeg turde slet ikke længere tænke på at få børn med en mand, der drak så meget selvom jeg stadig elskede Søren.
– Du er skør, Signe! Mændene flokkes om dig, ser dig i øjnene, og du kan ikke se andet end din lille mand! Hvad ser du i ham? Du render rundt med blå mærker, tror du ingen ser det bag makeuppen? Drop ham, før han gør dig rigtig ondt, sagde min kollega og veninde Mette tit til mig.
Ja, Søren gav ofte sin vrede frit løb. Én gang mishandlede han mig så slemt, at jeg ikke kunne møde op til vagt på hospitalet. Han låste mig endda inde og tog nøglen med sig. Siden var jeg panisk bange for ham. Hver gang jeg hørte hans nøgler i døren, snørede alt sig sammen i mig. Jeg følte, han havde ondt på mig, fordi jeg ikke kunne give ham et barn, eller fordi jeg ikke var den kone han ville have.
Alligevel kæmpede jeg ikke imod, hverken mod slagene eller de onde ord, eller når han hånede mig. Hvorfor elskede jeg stadig Søren? Jeg mindes hans mor, der engang sagde til mig med sin hæse stemme:
– Signe, gør hvad din mand ønsker, elsk ham af hele dit hjerte, glem din familie og veninder det fører ikke noget godt med sig.
Så jeg holdt mig væk fra alle andre og gjorde, som Søren sagde. Han havde fuld kontrol over mig, indtil han på sine gode dage tiggede om tilgivelse, knælede for mig, kyssede mine fødder. De forsoninger var søde som honning. Han strøede duftende rosenblade i soveværelset. Jeg svævede på en lyserød sky, selvom jeg godt vidste, at han havde stjålet blomsterne hos vennen i opgangen, der var ligeså fandens fuld som Søren selv. Vennens kone passede sine roser, mens mændene solgte dem videre for en billig penge for at formilde deres koner.
Måske var jeg blevet hængende i det forhold altid, havde det ikke været for en tilfældighed…
– Giv slip på Søren, jeg har en søn med ham. Du kan jo alligevel ikke få børn, sagde en fremmed kvinde bramfrit til mig en dag.
– Det tror jeg ikke på! Skrid ud af min lejlighed, råbte jeg af hende.
Søren benægtede alt.
– Sværg på, det ikke er din dreng! Jeg vidste, han aldrig kunne nægte sit eget barn.
Søren tav. Jeg forstod alt.
– Signe, jeg har aldrig set dig glad. Problemer? – overlægen Jens Petersen, som jeg troede aldrig så mig, tog pludselig venligt ordet til mig en dag.
– Alt er i orden, svarede jeg undvigende.
– Så er livet smukt, når alt er i orden, sagde Jens Petersen hemmelighedsfuldt.
Jens Petersen havde tidligere været gift og havde en datter. Det blev sagt, han blev skilt på grund af utroskab fra konen. Nu boede han alene. 42 år, lidt skallet og gemt bag briller, lav af statur. Men når han kom tæt på, mærkede jeg et sug i maven. Han bar en diskret duft af barbersprit. Hans ro og varme trak i mig. Jeg skyndte mig væk fra hans nærhed for ikke at falde for fristelsen.
Efter hans ord begyndte jeg at tænke. Alt er i orden, men mit liv var et rod. Årene gik, man kunne ikke trykke på pause for at få styr på det hele.
Så tog jeg hjem til mine forældre i Odense. Min mor blev overrasket:
– Signe, hvad er der sket? Blev du smidt ud?
– Nej mor. Jeg forklarer senere.
Jeg skammede mig over at sætte ord på mit ægteskab.
Senere ringede Søren mor og skældte mig huden fuld. Men nu var det, som om jeg kunne trække vejret frit igen. Tak til Jens Petersen
Søren blev rasende, truede mig, opsøgte mig overalt. Han opdagede aldrig, at han havde mistet enhver magt over mig.
– Søren, brug heller din tid på din søn. Du er færdig i mit liv. Farvel, sagde jeg stille og roligt.
Jeg vendte hjem til Marianne og mine forældre. For første gang i årevis var jeg bare mig selv ikke en dukke i andres hænder.
Min veninde Mette bemærkede straks forandringen:
– Signe, jeg kan slet ikke kende dig! Du stråler og smiler du ser helt nyforelsket ud!
Så friede Jens Petersen til mig:
– Signe, skal vi gifte os? Jeg lover dig, du vil ikke fortryde det. Bare én ting: Kald mig Jens, ikke Petersen, det må du spare til arbejde.
– Elsker du mig da, Jens? Jeg blev overrasket over hans ord.
– Undskyld, jeg glemmer at kvinder har brug for ord. Ja, jeg elsker dig men jeg tror mere på handling end på ord, sagde han og kyssede min hånd.
– Jeg siger ja, Jens. Jeg tror faktisk, jeg kan komme til at elske dig, svarede jeg glad.
Ti år gik.
Jens viste mig hver dag, hvad rigtig kærlighed er. Han kyssede ikke mine fødder, brugte ikke tomme fraser som Søren. Jens tog sig af mig, passede på mig, elskede mig ærligt. Han overraskede mig ofte med storsind og omsorg. Vi fik aldrig børn sammen måske viste det sig virkelig, at jeg ikke kunne få børn. Det bekymrede ikke Jens.
– Signe, så er det meningen, vi skal være os to. Det er rigeligt for mig, sagde han hver gang, jeg blev trist over det, der ikke skulle være.
Jens datter gjorde os til bedsteforældre til lille Anna. Hun blev vores elskede og forkælede barnebarn.
Søren drak sig ihjel og døde før han blev halvtreds. Hans mor sender stadig hadske blikke, hvis hun møder mig på torvet i Odense, men hendes vrede når ikke længere ind til mig. Jeg føler kun medlidenhed for hende.
Og nu er der fred og glæde i mit liv med Jens. Der er ikke perfekthed i hverdagens småting, men alt er alligevel i orden. Livet kan virkelig være smukt især når man lærer at sætte sig selv fri og vælger kærlighed frem for frygt.
