Min søn er ikke skilt, han bor sammen med sin kæreste, men han har mindre indflydelse i hjemmet end katten, de ikke engang ejer. Hver gang jeg kommer på besøg, får jeg nærmest stukket et regnestykke i hånden fra svigerdatteren med præcis hvor mange penge, jeg bør tage med, ellers får jeg slet ikke et glimt af mit barnebarn.
De blev gift for to år siden. Allerede første gang jeg mødte hende, kunne jeg mærke, at det ikke var nogen, jeg skulle drikke lange kaffeaftener med. Hendes øjne så altid lidt for nysgerrige ud, og hænderne havde en utrolig evne til at pege på ting, jeg skulle betale for. Snart efter vielsen begyndte hun også at antyde, at de tre værelser i min lejlighed burde skrumpe til fordel for et bidrag til deres boligdrømme og at en voksen mand ikke burde bo på lejet adresse.
Vi havde temmelig heftig diskussion om netop det, for for det første har jeg også en datter at tænke på, og for det andet hvorfor i alverden skulle jeg smide med mursten og møbler for svigerdatterens skyld? Børnene har fået en uddannelse, et pænt startskud her i livet, og resten må de altså klare med deres egen snilde og flid. Det var ikke sådan, at min mand og jeg arvede København K og en guldkaret.
Min datter er stadig single, arbejder og har købt ejerlejlighed med realkreditlån. Hun boede engang hjemme og lejede sin egen lejlighed ud for at få lånet til at løbe rundt, men nu bor hun alene. Min søn derimod jamen, han er mere vat end viking. Han finder sig i alt, og hans kone styrer det hele. Han har heller aldrig haft lyst til at bo hos mig formentlig fordi jeg ikke deler min treværelses med en fugl, jeg kun har set én gang til påske.
Jeg var egentlig ikke selv synderligt vild med at skulle bo med dem, men jeg havde nok overvejet det, hvis det kunne hjælpe dem spare op til udbetalingen. Men at give dem eller sælge noget frivilligt det sker ikke. Når jeg en dag ligger under muldet, arver de halvdelen hver, og så kan de selv rode med det.
Det sagde jeg ligeud til svigerdatteren, uden at pakke det ind. Hun blev faktisk nærmest fornærmet. Mor, er det ikke lidt for luksuriøst at bo alene i tre værelser? sagde hun. Skulle det være god stil? Jeg bad min søn sige fra overfor sin hustru, men han brummede bare og kiggede ned i bordet.
Jeg ved ikke, hvem min søn ligner hans far og jeg er ikke ligefrem til at bide skeer med, og min søster er også hårdhudet, men min søn? Han er som en klæbrig makrelmad smattet og svær at få op i gear. Jeg gætter på, at konen bare var ivrig efter at blive gift og slog til, da hun så ham.
Siden det store lejlighedsskænderi har jeg stort set ikke haft kontakt med svigerdatteren. Min søn ringer sommetider, men han kommer aldrig forbi. Hans kone har formentlig givet ham hjemmetrøflen. Jeg fik endda besked over telefonen om, at jeg skulle være farmor. Jeg blev glad, for det var mit første barnebarn. Jeg købte gave og lavede lagkage, men besøget endte med, at hun brokkede sig over, at barnet skulle fødes “i andres lejligheder som en omvandrende cirkusartist” og rakker ned igen over lejligheden.
Vi blev ikke forsonet, og jeg tog hjem uden palaver jeg mener, er man dum, så er man det nok hele livet. Så jeg så ikke til hende resten af graviditeten. Jeg havde rigeligt selv at bøvle med dårligt helbred og flere lægebesøg end en gennemsnitlig politiker. Jeg fik end ikke et opkald ved udskrivningen fra hospitalet først en uge efter ringede min søn.
Da blev jeg inviteret på barselsvisit, men blev i telefonen straks overfaldet af svigerdatteren, som krævede penge i stedet for gave. Og ikke småpenge hele mit månedsbudget i en kuvert. Jeg sagde ikke noget, penge er én ting, og for børnebørn kan et bedsteforældrehjerte vel blø lidt op. Jeg fandt hvad jeg havde liggende, for man får altså ikke et barnebarn hver dag, og mødte op.
Svigerdatteren stak straks næsen ned i kuverten og trak på smilebåndet, som om 10.000 kroner var småpenge. Hun sagde ikke noget, men hendes blik var ligeså surt som en pose citronhalvmåner. Nå, jeg så mit barnebarn. Han var sødere end en kanelstang, og næsen var ligesom sin fars. Jeg blev ikke længe og de har heller ikke efterfølgende inviteret. Jeg trængte mig heller ikke på småbørnsfamilier har nok at se til. Men efter tre måneder gik det op for mig, at de ikke ville ringe, så jeg måtte selv tage affære.
Jeg købte en lille gave og en lagkage, tog af sted, og blev mødt af svigerdatteren i døren. Hun tog imod gaven, stirrede skeptisk på mig og sagde:
Helt ærligt, jeg havde faktisk regnet med, at I forstod det sidste gang. Vi har ikke brug for småkager og legetøj, vi har brug for penge til barnet!
Så hver gang jeg gerne vil se mit barnebarn, skal jeg tage en kuvert med cash med?
Ja, hvad tror du selv? Vi bor til leje, og min mand knokler alene. I har intet gjort for jeres barnebarn, så giv i det mindste penge til hans opvækst!
Jeg kunne knap trække vejret af forargelse. Min søn sad bare dér, levende standerlampe-agtig, og klemte barnet, mens han sagde nul og niks.
Jeg vendte om og gik. Jeg kaster ikke mine penge efter folk, der kræver indgangsbillet for at se mit eget barnebarn.
Siden har vi ikke talt. De ringer ikke, jeg ringer ikke. Men forleden ringede min søn faktisk. Han mindede mig om barnets fødselsdag og at jeg da gerne måtte komme, bare jeg ikke glemte gaven. Kort efter tog svigerdatteren røret og losserede, præcis hvor mange kroner hun forventede, jeg kom med. Svarende til en hel månedsløn!
Jeg blev hjemme. Jeg havde simpelthen ikke de penge. Så måtte jeg tage beslutningen: jeg har ikke det barnebarn og egentlig heller ikke en søn, hvis han synes det er okay, at hans kone afpresser mig med entrépriser for at se mit eget barnebarn. De får lov at koge videre i deres egen suppe. Jeg agter ikke at betale for samvær med min familie.
Og nu må jeg overveje, om jeg ikke skal lave et særligt testamente, så hverken den bløde dreng eller den krævende lille frøken så meget som kan stikke et kaffekrus ind i min lejlighed, selv efter jeg er væk.
