Da jeg gik på pension, boede jeg alene i en stor toværelses lejlighed i hjertet af Odense. Jeg har lagt mærke til, at mange af de andre pensionister i bygningen også bor på alt for mange kvadratmeter i forhold til, hvad de egentlig har brug for. Da børnene var hjemme, og familien var samlet under ét tag, føltes det naturligt med den store plads. Men efterhånden som alle er flyttet, giver de mange tomme rum mig bare en følelse af tomhed og ensomhed. Det er langt fra optimalt, og især når der nu også skal renoveres hist og her, mærker jeg tydeligt, at jeg hverken har kræfterne eller pengene til de nødvendige forbedringer længere.
Halvdelen af min folkepension går til husleje og faste udgifter, mens jeg nærmest ikke bruger halvdelen af lejligheden. Og rengøringen overvælder mig vinduer, gulve og alle de tre rum bare tanken kan gøre mig træt.
Jeg vidste godt, at jeg burde flytte, men trak tiden ud længe. Jeg holdt af mit hjem og nabolaget, og næsten alle mine gamle venner og minder var her. Men til sidst gik det op for mig, at jeg hverken fysisk eller økonomisk kunne blive ved at holde den store lejlighed alderen trykker, og kræfterne er en anden end før.
Jeg havde heldigvis god hjælp fra familien med flytningen. Min datter, Karen, og min svigersøn, Mads, hjalp mig med at finde et nyt sted og få lavet de små ting, der skulle ordnes. Den nye lejlighed er langt mindre, men jeg har ikke fortrudt et sekund.
For en alene-boende pensionist er en etværelses lejlighed altså helt perfekt. Nu sparer jeg mange penge hver måned, og rengøringen er overstået på under en time derefter kræver det bare lige ti minutters vedligeholdelse om dagen.
Der er plads nok til alt det, jeg skal bruge. Møblerne og husholdningsapparaterne passer ind, og der er stadig lidt luft omkring mig. De tidligere ejere lod et stort hjørneskab stå, så jeg har god plads til opbevaring, og noget er flyttet ud på vindueskarmen i stedet for det gamle pulterrum. Inde i stuen har jeg kun de nødvendige møbler: sovesofa, reol og et lille kaffebord.
Alt det gamle service og pynteting, jeg aldrig brugte alligevel det skilte jeg mig af med. Der er ikke plads til overflødige ting i et lille hjem, og i virkeligheden savner jeg det ikke spor. Det meste har bare samlet støv gennem årene.
Mange mener, at en etværelses lejlighed er for trang til at leve godt. Ja, selvfølgelig kan man ikke rigtig have overnattende gæster, men det har jeg heller ikke behov for. Selv hvis jeg havde pladsen, ville jeg alligevel ikke invitere nogen til at blive natten over. Jeg har vænnet mig til min egen rytme og mine små vaner, og det ville føles forstyrrende at have et andet menneske sovende i samme rum. Der er jo ingen ekstra sengeplads, og ingen har spurgt om at overnatte.
Min datter og hendes familie bor lige i nærheden, så når de kommer forbi, tager de hjem igen efter et par timer. Det samme gælder mine veninder; de kigger forbi om eftermiddagen, men tager hjem til sig selv til aften. Selvom de måske kunne tænke sig at blive, synes jeg ikke, det er rart det er bare for tæt på med to i ét rum.
Alle må selv finde ud af, hvor de vil tilbringe deres alderdom. Nogle hænger fast i det gamle hjem, uanset hvor mange tomme kvadratmeter, der er, mens andre let kan skifte til noget enklere. For mig er det bedste, jeg har gjort, at flytte i noget mindre jeg har ikke brug for en stor lejlighed længere, og skulle helbred og økonomi ændre sig, kan jeg jo altid overveje noget andet.
Mit råd til andre pensionister er at se på mere end blot størrelsen af boligen. Tænk også på, hvor du flytter hen er der apotek, supermarked og læge i nærheden? Er familien ikke langt væk, så det er nemt at ses? Og helst en park eller et torv, så man kan komme ud og få frisk luft.
