Robert og Alberte har kendt hinanden siden de legede med legoklodser i børnehaven. De voksede op dør om dør i et gult parcelhuskvarter, hvor forældre besluttede, at deres børn skulle følge den samme vej så længe som muligt. De begyndte i 0. klasse på Skovlundsskolen, samme lærer, samme klasse, og ja, endda samme pult. Han kan jo passe på hende, hvis de andre drenge driller, sagde forældrene smilende over en kop kaffe, mens Øresundvinden sad fast i vinduesrammen.
Alt føltes let og løst i begyndelsen. Skolen var tryg, og bøgerne lugtede af nytrykt papir. Men da de nåede tredje klasse, begyndte Alberte at virke som en kat, der havde fået øje på ukendte skygger i væggen. Hun blev mere stille, ville ikke længere i skole, og en dag hviskede hun ind i sin mors ærme, at hun ville skifte skole. Hendes mor blev så overrasket, at hun ringede til Roberts mor, og det viste sig, at også Robert havde bedt om et skoleskift.
Samme eftermiddag opdagede Roberts mor blå mærker på hans arme skæve striber, som dansede henover huden som et mærkværdigt blåt mønster. Forældrene bestemte sig for at tage på spøgelsesjagt på skolen næste dag, for noget måtte jo være helt galt.
Inde i klasselokalet forsøgte læreren, Fru Madsen, at berolige dem. Her er intet galt, måske har børnene blot skændtes ude på boldbanen? sagde hun, mens lyset fra vinduet blev forvredet til skæve mønstre på tavlen. Netop da stormede en bølge af råbende børn ind, som om de var blevet vækket af et usynligt horn. Mødrene stirrede forvirret, mens drenge hev og sled i både Roberts og Albertes trøjer, så stoffet blev tilstrukket som om det havde sit eget liv.
Mødrene forsøgte at gribe deres børn, råbte navne der ikke eksisterede, men ingen lyttede. Læreren gestikulerede vildt hendes arme var pludselig alt for lange. En pige forsvandt ned ad gangen, og før nogen kunne nå at tænke, stod skolelederen, Fru Berg, i døren med en mærkelig, pletvis regnormeparyk.
Pludselig var der stille. Tiden bøjede sig, og ingen så på hinanden. Mødrene krævede, at noget skulle ske. De truede med at tilkalde politiet og anmelde mishandlingen. Fru Berg smilede forsigtigt, som om hun lyttede til en for længst glemt radiosending. Vi inviterer forældrene til de andre børn i morgen, sagde hun, I får svar.
På vej ud hviskede hun konspiratorisk: Deres forældre er velhavende, de reparerede skolegården, men deres børn hører ikke efter. De skændes, griner højt, river opgaver itu, og forældrene ja, I vil se.
Næste dag sad mødrene i lærerværelset med filterkaffe og ventede. Forældrene til de slemme drenge råbte fornærmelser, som blev hængende i luften som ulidelige balloner. Mine drenge gør ikke noget forkert! råbte én, mens han vippede med sin dyre uldfrakke. Ingen lyttede til de andre børn, og versene om respekt blev knust under skoene. Kun Fru Berg kunne kortvarigt sænke stemmerne, men kun fordi hun kunne lave kaffe uden at spilde.
End ikke en beslutning kunne finde vej gennem den mærkelige luft. Forældrene til bøllerne gik tidligt. Bekymr jer ikke om småting! råbte de, mens døren bøjede sig i mærkelige bølger efter dem. Fru Berg stod tilbage og sukkede i hænderne. Hvad kan man gøre? De hjalp med at male gymnastiksalen, vi kan ikke bare sende deres børn væk.
Senere, i et soveværelse med gardiner for vinduerne, hviskede Robert og Alberte om bøllernes hærværk. Hver gang én gik alene, blev han trukket ind i skyggerne mellem cykelstativer og knust af tomhed. Vi blev banket, fordi vi gik sammen, sagde Robert. Det kunne de ikke lide.
Forældrene lod ikke børnene blive på Skovlundsskolen, men sendte dem til en friskole, hvor gulvene knirkede på en helt anden måde. Fru Berg sagde sit job op, og forsvandt på underlig vis, som om hun smeltede sammen med den skæve solopgang over markerne og ingen så hende igen.
