Enhver, der har arbejdet, vil forstå min begejstring over at høre dørklokken ringe tidligt om morgenen på min eneste fridag.
Før jeg overhovedet var helt vågen, var min første tanke – uden helt at ane hvorfor – noget med et VVS-problem. Jeg fór straks ud for at tjekke, om jeg mon havde oversvømmet nogen. Både badeværelset og køkkenet var knastørre, så det var altså ikke underboen fra stueetagen, som jeg havde fået oversvømmet for et halvt år siden.
Dørklokken blev ved med at bimle, og jeg gik lydigt hen til døren. Da jeg åbnede, så jeg først en række kufferter og nogle mennesker bag dem.
Åh, dig ville jeg aldrig have genkendt på gaden! lød et lidt tvivlsomt kompliment fra en ældre dame, hvilket tog mig på sengen.
Jeg kæmpede for at komme i tanke om, hvem hun var
Jeg stirrede nøje på damens ledsager, som smilende rakte mig hånden. Bag dem dukkede hovedet op på en ung mand, heldigvis sagde han ingenting til min forvirring. Damen fortsatte: Nå, hvad står vi her og fryser for, luk os nu ind!
Undskyld altså, hvad mener du med at komme ind?
Nå, du kan ikke kende din onkel? Jeg har jo passet dig som barn! Og ham der – hun nikkede mod den unge mand – det er din fætter, kan du ikke huske ham? Han er kommet til København for at læse og har ingen steder at bo. Derfor har vi besluttet, at han kan bo hos dig. Vi køber en ekstra seng senere, det hele skal nok gå. Vi har taget gaver med! Har din far ikke ringet?
Nej, han har ikke ringet…
Han har sikkert glemt det, vi finder ud af det! Han skal nok indlogeres her!
Hæ, hvad mener du? Skal han bo her?
Ja, men det ordner du jo let du ved, hvordan det er at komme til en fremmed by!
Ved I hvad, jeg skal altså ikke passe nogen. Min forlovede er her hele tiden, der er slet ikke plads.
Det finder vi ud af på en eller anden måde.
Jeg vil ikke have noget på en eller anden måde. Der er kollegieværelser til studerende jeg har også selv boet der engang.
Nej, det er ikke en mulighed! sagde de stædigt.
Mine slægtninge begyndte tydeligt at blive irriterede og prøvede at bære kufferterne indenfor, men jeg blokerede. Jeg indså, at hvis først kufferterne krydsede dørtærsklen, ville det blive umuligt at få dem ud igen. Derfor bad jeg dem venligt vente et øjeblik, og så fulgte jeg dem over til det kollegium, hvor min fætter allerede var blevet optaget.
Det endte med bebrejdelser om, at jeg var kold og egoistisk, smilene forsvandt, og lidt efter forsvandt også både dem og kufferterne fra mit liv. Da jeg ringede til mine forældre for at spørge, hvad det her skulle betyde, blev min mor vred og skældte mig ud for ikke at være en ordentlig familiemenneske.
Sådan var det altså dengang i Danmark selv på den eneste fridag, kunne man tilsyneladende ikke vide sig sikker.
