For nylig købte jeg mig en lejlighed i København, og jeg glædede mig utroligt meget til at dele den gode nyhed med min familie mine forældre og min søster. Men deres reaktion kom bag på mig. Lejligheder i hovedstaden er jo ret dyre, og jeg havde brugt flere år på at spare sammen til hele beløbet. Træt af at flytte fra det ene sted til det andet og måtte døje med ustabile udlejere, tog jeg beslutningen om at tage et lån og købe mit eget sted. Selvom jeg allerede havde sparet sammen til udbetalingen og godt kunne klare lånet, betød det, at jeg ikke længere ville kunne støtte min familie økonomisk med samme generøsitet som før.
I næsten fem år har jeg betalt min søsters universitetsudgifter fuldt ud og sendt hende lommepenge uden at kræve noget til gengæld. Jeg gjorde det af kærlighed og fordi jeg mener, at familier bør hjælpe hinanden. Da jeg inviterede mine forældre og min søster hjem til min nye lejlighed, lagde de egentlig ikke rigtig mærke til det hele, for de troede bare, at det var endnu en lejet lejlighed. Men da jeg fortalte dem, at jeg nu rent faktisk var ejer, overraskede det mig, at der ingen glæde eller engang et enkelt tillykke kom.
Da jeg fortalte dem, at jeg var nødt til at skære ned på min økonomiske støtte på grund af mit lån, reagerede de med vrede og lavede et kæmpe drama ud af det. De kaldte mig egoistisk og sagde, at jeg havde ødelagt deres planer. Min mor udtrykte klart sin skuffelse over, at de nu blev nødt til at bruge nogle af de penge, de havde lagt til side til min søsters uddannelse. Samtidig forlangte min søster, at jeg skulle holde mit løfte og købe hende en ny mobiltelefon, selvom min egen situation nu var ændret. I det øjeblik kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at de kun besøgte mig eller kontaktede mig, når de havde brug for noget, og altid bad om penge uden nogen interesse for, hvordan jeg egentlig havde det, eller hvad jeg ønskede.
Som jeg sad der, lettere chokeret, følte jeg mig ikke opgivende, men undrende. Jeg begyndte at tænke over, hvornår de var begyndt at se mig ikke som familiemedlem, men bare som en pengemaskine. Jeg overvejede, om det altid havde været sådan, og det efterlod mig med en mærkelig og trist følelse, mens jeg reflekterede over, hvordan vores forhold egentlig var blevet.
