MIN MAND ER DYRERE END BITRE KRÆNKELSER
“Jesper, nu er det nok! Det var dråben. Vi skal skilles! Du kan lade være med at gå ned på knæ, som du plejer det virker alligevel ikke denne gang!” sagde jeg og satte punktum for vores ægteskab.
Jesper troede selvfølgelig ikke på mig. Han var overbevist om, at alt ville gå som det plejer: Han ville undskylde, komme med en buket blomster eller et nyt smykke, og jeg ville tilgive ham. Sådan var det sket flere gange før. Men nu havde jeg altså besluttet mig for at bryde båndene én gang for alle. Mine fingre, helt ud til de yderste led, var pyntet med ringe, men livet var tomt. Jesper drak mere og mere.
Ellers begyndte det ret romantisk. Min første mand, Mads, forsvandt sporløst tilbage i halvfemserne. Det var en tid, hvor alt kunne ske, og ingen følte sig sikre. Mads havde et voldsomt temperament og blandede sig altid i ting, han ikke skulle. Som man siger herhjemme: Store armbevægelser, men ikke meget indhold bag. Hvis noget gik ham imod, blev det drama og ballade. Jeg er ret sikker på, at Mads blev blandet ind i noget rod og nok ikke slap levende fra det. Jeg fik aldrig mere livstegn fra ham. Så sad jeg der alene med to piger. Liva var fem, og Rikke var kun to år. Der gik omkring fem år efter Mads forsvandt.
Jeg troede, jeg ville miste forstanden. Jeg elskede Mads, selvom han kunne være en svær én. Vi var tætte, to halvdelen, og jeg troede virkelig livet var slut. Jeg satte alt ind på pigerne og besluttede, at det var min opgave nu. Men livet havde andre planer.
Det var hårde tider dengang. Jeg arbejdede på en fabrik og fik løn… i kaffemaskiner! Jeg måtte sælge dem på weekendmarkedet for at få penge til mad. En vinterdag stod jeg der på torvet fuldstændig stivfrossen, da en mand kom hen til mig og syntes, det så synd ud.
“Fryser du ikke, frøken?” spurgte den fremmede forsigtigt.
“Det har du da helt luret,” prøvede jeg at joke. Jeg rystede, tænderne klaprede. Men på en eller anden måde bredte der sig en varme fra ham.
“Det var måske lidt dumt sagt. Skal vi finde et sted at varme os du ser ud til at kunne bruge lidt varme. Jeg kan hjælpe med at bære resten af maskinerne.”
“Ved du hvad, tak. Ellers ender jeg som istap her på gaden,” fik jeg sagt.
Vi gik nu ikke på café alligevel. Jeg slæbte ham med hjem, spurgte om han ville vente i opgangen og holde øje med kaffemaskinerne, mens jeg hentede pigerne i børnehaven. Jeg spurtede afsted benene var næsten stivfrosne men hjertet var varmt. Da vi kom hjem, stod Jesper (sådan præsenterede han sig) og trippede udenfor og røg smøger.
Jeg tænkte: “Jeg inviterer ham op til te, og så må vi se hvad der sker!”
Jesper bar min tunge taske op til sjette sal. Selvfølgelig virkede elevatoren ikke. På tredje sal mødte jeg ham igen, på vej ned.
“Vent lige, min redningsmand! Du får ikke lov at gå, før jeg har givet dig varm te!” sagde jeg og greb fat i hans ærme med mine iskolde hænder.
“Er du sikker på, jeg ikke forstyrrer?” kiggede han mod pigerne.
“Overhovedet ikke! Tag et barn i hånden hver jeg løber i forvejen og sætter tevand over,” sagde jeg uden tøven.
Jeg ville ikke miste ham. Søde Jesper var allerede så rar. Over teen foreslog han, at jeg kunne blive hans assistent i firmaet. For løn, som svarede til mere end et helt års fabriksarbejde.
Naturligvis sagde jeg ja! Jeg havde dårligt ord, det føltes som at vinde i Lotto.
Jesper havde været gift før og var i gang med at blive skilt. Han havde en søn fra det første ægteskab.
Det gik stærkt derefter.
Vi blev gift, og Jesper adopterede pigerne. Det var nærmest lykkeland. Vi købte en lækker fireværelses lejlighed i Odense, fyldte den med designer-møbler og nyt køkkenudstyr. Byggede sommerhus ved Sjællands Odde. Hver sommer var vi ved Vesterhavet. Det var næsten for godt til at være sandt.
Syv år strøg forbi i lykke. Måske netop derfor begyndte Jesper at drikke mere og mere. Jeg så det lidt på afstand og tænkte: “Han arbejder hårdt, alle har brug for at slappe af.” Men da det begyndte at gå ud over jobbet, blev jeg bekymret. Råd hjalp ikke.
Jeg er Eventyrlysten af natur, så for at aflede ham fra flasken, besluttede jeg: Vi skal have et barn. Jeg var allerede 39, og alle mine veninder rystede bare på hovedet.
“Kom så Johanne, måske frister du os andre til at blive sene mødre også,” sagde de grinende.
Mit svar var altid: “Hvis du får fjernet et barn, vil det altid nage dig og give dig ondt i sjælen, men får du ham eller hende, vil du aldrig fortryde det selv hvis det ikke var planlagt.”
Jesper og jeg fik tvillinger. Nu havde vi fire piger! Men Jesper blev ikke mindre tørstig. Tålmodighed blev min hverdag, og en dag fik jeg bare trang til naturen, til dyr og frisk luft til pigerne og måske kun godt for Jesper også. Ingen tid til at drikke dér.
Vi solgte lejligheden og sommerhuset og købte et gammelt hus i Malling. Startede en lille hyggelig café. Jesper blev ivrig jæger, købte gevær, vildthund og alt mulig udstyr. Skoven bugnede af vildt.
Det hele gik, indtil Jesper igen drak for meget en aften. Jeg ved ikke hvad han havde fået indenbords, men han gik fuldstændig amok. Smadrede køkken og møbler og endte med at skyde i loftet med geværet!
Jeg tog pigerne og løb over til naboen. Jeg var rædselsslagen.
Næste morgen listede vi hjem. Synet var ikke for sarte sjæle. Hele huset var smadret. Pigerne så det hele forfærdeligt, jeg ønskede det aldrig var sket. Jesper lå og sov på gulvet, helt væk.
Jeg pakkede alt vi kunne bruge og gik på række med pigerne hjem til min mor, der boede tæt på. Hun sukkede dybt og sagde: “Åh, Johanne, hvad skal vi dog ende med din børneflok? Gå nu hjem til din mand igen der sker jo så meget i et ægteskab. Tiden læger alle sår.”
Min mor levede efter devisen: “Bedre en smuk mand end dyre tænder” altså, udseendet frem for tingene.
Nogle dage senere dukkede Jesper op. Det var dér, jeg satte punktum. Han kunne ikke huske, hvad han havde lavet troede ikke rigtigt på mine forklaringer. Jeg var ligeglad. Nu havde jeg brændt broer; intet trak mig tilbage.
Hvad skulle jeg gøre nu? Jeg besluttede, at det var bedre at være fattig og i live end dø af sorg i et ægteskab med vold. Caféen måtte sælges for småpenge jeg havde travlt med at komme væk. Vi flyttede til en lille landsby uden for byen, ind i et bitte hus.
De to ældste piger fik hurtigt job. Senere giftede de sig og flyttede hjemmefra. Tvillingepigerne gik i 5. klasse. Alle var glade for Jesper og holdt kontakt med ham. Så jeg vidste lidt om hans liv gennem dem.
Gennem døtrene sendte Jesper tit beskeder om, at han ville have mig tilbage. Børnene plager mig: “Kom nu mor, se at blive gode venner igen. Far har sagt undskyld tusind gange!” De sagde også: “Du er ikke tyve mere…”
Men jeg stod fast. Jeg ville bare have ro og ingen drama.
Så gik der to år.
Jeg begyndte at savne Jesper. Ensomheden nagede. Jeg måtte pantsætte alle mine ringe. Fik dem aldrig tilbage. Jeg begyndte at tænke, mangler jeg ham alligevel? Jesper elskede faktisk alle pigerne lige højt, og vi havde haft det godt sammen. Måske kræver man bare for meget nogle gange.
Nu ringer de store piger bare, de kommer ikke forstår det, de har travlt med deres liv. Tvillingerne flyver snart fra reden, og jeg ja, så sidder jeg der alene. Piger er som gæs: Får de vinger, så flyver de.
Jeg fik overtalt tvillingerne til at spørge far, hvordan han egentlig havde det måske havde han fundet en anden? De fandt ud af, at han arbejdede i Holstebro, rørte ikke alkohol, havde ingen dame, boede solo, og han gav dem sin adresse bare hvis nu.
Tja, nu har vi boet sammen igen i fem år.
Jeg sagde jo, jeg var eventyrlysten…
