Han hader sin kone. Hader hende.
De har nu været gift i 15 år. Femten år, hvor han hver eneste morgen har vågnet op til hendes ansigt, men først det sidste år begynder hendes vaner at irritere ham voldsomt. Særligt én ting: Når hun strækker armene over hovedet, stadig halvt under dynen, og siger: Godmorgen, solsikke! I dag bliver en dejlig dag. Sætningen er umiddelbart harmløs, men de tynde arme, det søvndrukne ansigt det hele vækker væmmelse i ham.
Hun sætter sig op, går stille hen til vinduet og kigger ud i nogle sekunder. Så tager hun nattøj af og går ud på badeværelset. Engang, da de lige var blevet gift, satte han pris på hendes krop, hendes frihed, næsten grænsende til det vovede. Kroppen er stadig flot, men synet vækker kun vrede i ham nu. Han har på et tidspunkt haft lyst til at skubbe til hende, bare for at speede hendes morgenvriden lidt op, men han samler sig bare sammen og siger hårdt:
Skynd dig nu, jeg er træt af det!
Hun skynder sig ikke. Hun ved nemlig alt om hans affære. Ja, hun kender endda den unge kvinde, han har været sammen med i næsten tre år. Sårene i hendes stolthed er blevet dæmpet med tiden; nu er der bare en stille følelse af ikke at være nødvendig. Hun tilgiver ham vreden, manglen på omsorg, hans jagt på ungdommen, der for længst er væk. Men hun lader ham ikke forstyrre hendes stille, afklarede måde at leve på. Hver eneste minut mærker hun.
Sådan har hun levet, siden hun opdagede hun var syg. Sygdommen æder hendes krop, måned efter måned, og snart vil den sejre helt. Første trang var at fortælle det til alle for at gøre smerten mindre ved at dele den. Men de første nætter med diagnosen tilbragte hun alene i mørket, og da lyset kom, besluttede hun sig for at tie om det. Med hver dag voksede der en mærkelig form for visdom frem. En evne til at iagttage livet, som få får mulighed for.
Sin fred finder hun i den lille landsbybibliotek, som det tager halvanden time at nå hver vej. Dagligt står hun i den smalle gang mellem reolerne med det falmede skilt: Livets og dødens gåder, skrevet af bibliotekaren selv. Hun leder altid efter en bog, hvor det måske alt sammen står forklaret.
Han er hos sin elskerinde. Der er alt varmt og farverigt, trygt og velkendt. De har været sammen i tre år nu, og han elsker hende på en besættende måde. Han er jaloux, han nedgør sig selv, han ydmyger hende, og han føler, han ikke kan trække vejret uden hendes unge krop.
I dag kommer han her med en beslutning: De skal skilles. Hvorfor plage tre mennesker? Han elsker ikke sin kone. Han hader hende nu. Her her kan han begynde forfra, leve lykkeligt. Han prøver at huske, hvordan han engang elskede sin kone men det er væk. Det virker pludselig, som om hun altid har irriteret ham. Han finder et billede af hende i sin pung, og beslutsomt river han det i bittesmå stykker.
De har aftalt at mødes på en restaurant. Samme sted, hvor de for et halvt år siden fejrede 15-års bryllupsdag. Hun ankommer først. Han tager forbi huset inden, hvor han leder febrilsk efter papirer til skilsmisseansøgningen. Nervøst vender han alt ud af kommodeskufferne, roder tingene ud over gulvet.
I en skuffe ligger et mørkeblåt, forseglet omslag. Han har aldrig set det før. Han sætter sig på hug og river tapen op. Han forventer alt muligt måske billeder der beviser utroskab? Men inde i mappen ligger kun en bunke lægepapirer, stemplet og underskrevet. På alle ark står hans kones navn.
Det rammer ham som lyn fra en klar himmel, går som en kold rislen langs ryggen. Syg! Han tænder straks computeren, taster diagnosen ind. Skærmen viser med store bogstaver: Mellem 6 og 18 måneder. Han ser på datoerne. Det er allerede seks måneder siden diagnosen. Resten af aftenen husker han ikke tydeligt. Kun én sætning runger konstant i hans hoved: 6 til 18 måneder.
Hun venter i fyrre minutter. Telefonen er tavs, ingen svarer. Hun betaler regningen 410 kr. og går ud i den klare, kølige efterårsluft. Solen varmer stadig, men brænder ikke længere. Hun tænker: Hvor er livet dog smukt, hvor er det godt at kunne gå her, på jorden, sammen med solen og skoven.
For første gang siden hun opdagede sygdommen giver hun sig selv lov til at føle medlidenhed. Hun har haft kræfter til at bære på hemmeligheden, ikke for sin egen, men for alles skyld. Forældrene, veninderne, ham hun skånede dem, selv med prisen for sit eget liv. Snart er kun minderne tilbage.
Hun går gennem byen og ser glæden i folks øjne. Foran venter vinteren og derefter kommer foråret sikkert igen! Den følelse får hun aldrig mere. Inde i sig mærker hun tristheden tage over, og for første gang i lang tid bryder hun ud i gråd midt på gaden
Han farer rundt hjemme. For første gang mærker han virkelig livets skrøbelighed, næsten fysisk tung. Han ser hende for sig, da hun var yngre, deres første møde, kærligheden, håbet. Han elskede hende virkelig engang. Nu føles de femten år borte, som var de aldrig sket. Alt ligger åbent foran dem: lykken, ungdommen, fremtiden
Taget af sorgen bruger han de sidste uger på at passe hende døgnet rundt, og en mærkelig lykke fletter sig ind i hans dage. Han frygter hun forsvinder; han kunne give sit liv for at hun blev. Spurgte nogen ham om hadet og skilsmisseplanerne for en måned siden, ville han kun sige: Det var ikke mig.
Han ser hendes kamp. Hun siger farvel til livet, græder, tror han sover. Han forstår, at der er intet værre end selv at kende dødstidspunktet og vente på det. Han ser hvordan hun griber efter ethvert lille håb, selv det mest vanvittige.
To måneder senere dør hun. Han dækker stien fra huset til kirkegården med blomster. Da kisten sænkes i jorden, græder han som et barn. Han føler sig tusind år ældre.
Hjemme, under hendes hovedpude, finder han en lap papir et ønske fra nytårsnatten: At være lykkelig med ham til mine dages ende. De siger, nytårsønsker går i opfyldelse. Måske det er sandt, for i samme år skrev han: At blive fri.
Hver især fik de, hvad de ønskede sig allermest.
