Rasmus vandrede gennem Københavns gader, der snoede sig som blå floder under underlige, gule skyer. Han følte sig uden for sin egen krop; hans kone, Astrid, havde lige hvisket sandheden om hendes utroskab i øret på ham, som om hun sad bag et tyndt lag is og tryglede om tilgivelse. Verden havde aldrig tidligere virket så uforklarlig. Han kunne ikke fatte, at Astrid havde kunnet gøre sådan. Hun havde altid haft et skær af det overiletsom den gang, hun på bryllupsrejsens anden dag fortalte ham, hun havde taget et lån, de nu begge skulle betale tilbage. Nu føltes det hele som en mosaik af mærkelige beslutninger, der blinkede forbi som ukendte ansigter i morgentoget.
En eftermiddag, da Rasmus så ind i hendes blå øjne, kollapsede Astrid pludselig på køkkengulvet, og ambulancen hylede sin særprægede vintermelodi gennem de gamle brostensbelagte gader. På hospitalet, hvor væggene var lige så hvide som den blæst, der rusker i Limfjorden, fandt Rasmus ud af, at Astrid havde mistet barnetet barn, han slet ikke vidste, de ventede. Det føltes som at vågne i et andet menneskes forvirrede drøm.
Vi har gode jobs nu, masser af kroner på kontoen. Jeg ville ikke ødelægge vores økonomiske facade med et barn, havde Astrid engang sagtog nu dette bedrag. For at bøde for sin egen fejltagelse fandt Astrid på en surrealistisk løsning: hun mente, Rasmus skulle være utro, så de kunne være lige dårlige. Hun præsenterede ham for sin egen veninde, Freja, en høj, slank blondine med smil som perler på snor. Men Rasmus kunne ikke. Bølgerne fra situationens absurditet skyllede over ham.
Er du ikke rigtig mand? sagde Freja på en tone så knivskarp som en efterårsvind på Amager.
Jeg er bare en almindelig fyr, svarede Rasmus og kiggede på sine hænder, og jeg kan ikke med sindsro bedrage min kone.
Han gik hjem i et sort humør, ville hverken tale med Astrid eller se på de billeder af deres bryllupsdag, der stadig stod på kommoden. Han pakkede sine ting og flyttede ind hos sin gamle ven, Søren. Tiden gled forbi som sne, der smelter på fortovene.
Pludselig ringede Astrid, hendes stemme et ekko gennem mørket: Jeg er gravid. Du må hjem til din familie, Rasmus. Der er ingen vej udenom.
Men Rasmus følte ikke længere noget for hende, for barnet, for deres fælles historie. En dag så han Freja i Irma, hvor varerne stod i mystiske hierarkier, og man ikke kunne finde udgangsdøren.
Hvad laver du her? Tænkte du, Astrids plan lykkedes? spurgte Freja tørt, mens hun trillede sin indkøbsvogn gennem mejeriafdelingen.
Pludselig blev alt forskudt for Rasmus. Han krævede at se scanningsbillederne eller en lægeattest, sort på hvidt.
Hvorfor stoler du ikke på mig? sagde Astrid, stemmen blidere, men han var ikke til at overbevise.
Efter din skuffelse kan jeg ikke bare tro uden bevis, sagde han stille.
Astrid havde intet at fremvise. Hun forsvandt ind i drømmens tåge, og Rasmus, træt af løgne og bedrag, begærede skilsmisse, mens regnen trommede blidt mod ruderne i drømme-København, hvor ingen ting længere havde faste grænser.
