Jeg fik min svigermor på benene igen. Men jeg er stadig vred, fordi jeg ikke fik luget i bedene.
Hvad laver du her? råber min svigermor, mens hun står midt mellem højbedene med salat og kål. Sådan en skændsel har vi aldrig haft her før. Jeg behøver ikke gemme mig bag et barn, jeg har haft syv og der var ikke én eneste ukrudtsplante!
Hendes råb får straks naboerne til at stimle sammen. De hænger over hækken som krager og vender alt, de hører. Min svigermor lyser op ved synet af publikum og tager ekstra fat. Hvad hun ikke får sagt! Jeg står tavs, forbløffet. Til sidst, træt af at råbe, trækker hun vejret dybt og siger med høj stemme, så hele vejen kan høre det:
Jeg siger ingenting.
Stille går jeg forbi hende, holder bare mit barn tættere ind til mig. Indenfor pakker jeg alt, min svigermor skulle have med sig den aften og næste morgen, sirligt i en særlig æske fra skabet. Jeg smider hurtigt tøj til mig og min søn ned i tasken. Vi forlader huset uden et ord til hende.
Tre dage senere ringer svigermor:
Hvad gjorde du med alle de ting, lægen lagde i posen til mig? Jeg bad fru Petersen om at købe lidt ind, men hun siger ét glas syltetøj er hammerdyrt. Og dem med fremmede mærker, dem bruger vi slet ikke, dem skal man ikke røre eller bytte. Hvad skal jeg gøre? Du gik bare og blev fornærmet, og nu skal jeg ligge her og dø?
Jeg svarer hende ikke. Slukker telefonen og tager SIM-kortet ud. Det er alt, jeg kan ikke mere, hverken fysisk eller mentalt.
For et år siden, lige før min søns fødsel, mistede min mand kontrollen over bilen på en glat landevej. Jeg husker kun i glimt, hvordan jeg sagde farvel til ham, hvordan ambulancen kørte ham bort, og hvordan jeg allerede næste dag blev mor… Jeg havde ikke lyst til noget. Alt føltes ligegyldigt uden min elskede mand. Jeg gav min søn mad og vuggede ham mekanisk, sådan som jeg var blevet bedt om.
Pludselig ringer telefonen.
Din svigermor har det dårligt. Hun overlever næppe sin søn ret længe.
Jeg besluttede mig med det samme. Efter at have meldt mig ud af lejligheden i København, solgte jeg den straks. En del af pengene brugte jeg på at bygge et nyt hjem, så min søn har noget, når han bliver voksen. Og jeg tog hen for at passe min svigermor.
Det sidste år har jeg ikke levet jeg har bare eksisteret.
Jeg har ikke haft tid til at sove. Hele døgnet har jeg taget mig af min syge svigermor og min lille søn. Barnet var ofte uroligt, og min svigermor krævede konstant hjælp.
Heldigvis havde jeg penge. Jeg fik de bedste specialister fra hele Danmark til at undersøge hende. Jeg købte alt det medicin, der blev ordineret. Til sidst kom svigermor på benene igen. Først måtte jeg skubbe hende rundt i stuen, så lidt i haven. Hen mod sensommeren kunne hun gå selv og så…
Jeg ønsker ikke at have mere med hende at gøre. Hun må selv klare resten af vejen mod helbredelsen. Jeg er i det mindste glad for, at jeg ikke brugte alle mine penge på hende. Min søn og jeg flyttede ind i vores nye lejlighed. Sådan havde jeg ikke forestillet mig, det ville ende.
Jeg ville have prøvet at leve sammen med min mands mor, for jeg er forældreløs selv. Men nu føler jeg mig alene igen. Kun for min søns skyld må jeg lære ham: Ikke alle fortjener at blive behandlet godt. Nogle folk går mest op i, om køkkenhaven er fri for ukrudt.
