Jeg mødte en fyr til min venindes fødselsdagsfest. Det viste sig, at han var ven med hendes kæreste. Vi syntes vist begge, at hinanden var ret søde, for han inviterede mig ud i byen.
Da vi mødtes, sagde han, at vi lige skulle et smut i Føtex for at købe lidt ind, fordi vi skulle til en vennens lejlighed bagefter. Det var pivkoldt udenfor, og han foreslog hverken café eller biograf så jeg tænkte, hvorfor ikke?
Han sagde, at vi bare skulle snuppe en pizza og et par småting. Så vi trillede kurven ind i supermarkedet. Men straks begyndte han at lægge dyr cognac, et ordentligt rør med luksuspølser, noget god ost og en hel ananas i vognen.
Jeg blev lidt overrasket og lagde selv bare nogle mandariner og småkager i mit dankort glødede ikke ligefrem, så jeg regnede med, at vi sku hygge os på date, ikke på storindkøb.
Så jeg tænkte, han var sådan en lækker Lars med knasterne i orden.
Pludselig stod vi i køen, fem mennesker foran os, og lige da vi nærmede os kassen, lister han væk fra vognen og siger: “Jeg er tilbage om to sekunder.” Jeg forstod ingenting og nåede akkurat hen til båndet med mine mandariner og småkager, mens jeg med det samme lagde alt det andet tilbage.
Da jeg trådte ud til indgangen, stod han og ventede med min pose. Han kunne straks mærke, at den var lettere, og så stak han hovedet ned og så forvirret ud: “Hvor er resten?”
Jeg pegede ind mod supermarkedet. Så råbte han efter mig, at jeg var nærig, at jeg sagtens kunne have betalt for det hele, og at han havde spildt sin tid.
Tja, sådan gik det med den romance. Velkommen til mit danske kærlighedsliv, hvor romantik nogle gange kun rækker til mandariner og småkager til 29 kroner.
