Jeg har altid troet, at han var én af de forkælede gyldne børn. Christian havde alt det, man kunne drømme om: en lejlighed for sig selv i Indre By, en stilren cykel, mærkevaretøj og de nyeste sneakers.
Jeg var altid den grå mus. Jeg skjulte, at mine forældre var alkoholikere, og at jeg havde arbejdet siden jeg var fjorten år gammel. I den tid lærte jeg at sy, så jeg lavede og reparerede tøj for vennerne.
Allerede i starten af første semester besluttede mine studiekammerater at holde en fest. Det overraskede mig mest af alt, at jeg faktisk også blev inviteret. Jeg havde så stor lyst til at vise dem alle, at jeg også betød noget.
Jeg havde ikke råd til en kjole, så jeg syede selv én om aftenen. Min nabo Inger lagde smukke fletninger i mit hår. Da jeg dukkede op til festen, var der ingen der kunne kende mig. Christian fik øje på mig og holdt øje med mig hele aftenen. Jeg prøvede at liste mig væk, men han nåede mig og tilbød mig et lift hjem på sin cykel.
Jeg fortalte ham adressen på huset ved siden af vores, for jeg skammede mig over at vise, hvor jeg egentlig boede. Siden den nat begyndte vi at ses, og langsomt blev vi glade for hinanden. Han virkede slet ikke arrogant mere, for han behandlede mig, som om vi var fuldstændig ligestillede.
Alt gik godt, indtil de andre fandt ud af, at jeg arbejdede som rengøringsassistent, og de begyndte at grine af mig. Jeg havde lyst til at synke ned i gulvet af skam. Jeg så ingen anden udvej end at flygte, så jeg gik op til studiekontoret og indgav en ansøgning om orlov.
Jeg tænkte, at de nok havde glemt mig efter et år, og at jeg måske kunne overflyttes til et andet universitet. Nu forstår jeg, hvor overilet og unødvendigt det hele var, men dengang føltes det som den eneste vej. Jeg fik nyt mobilnummer, hvilket satte punktum for forholdet til Christian, og to måneder senere opdagede jeg, at jeg var gravid.
Jeg havde ingen at dele nyheden med. Om dagen arbejdede jeg i et vaskeri, og om natten græd jeg mig i søvn. Mine forældre sad som sædvanligt sløve i sofaen og bad mig hele tiden om penge til øl og snaps. Det så min gudmor, og hun valgte at tage mig ind hos sig.
Da jeg fortalte hende hele min historie, føltes det, som om en sten lettede fra mit hjerte. Hun fulgte mig til fødeafdelingen, og hun var den første, jeg fortalte det til, da min søn blev født. Min søn var en lyshåret dreng med blå øjne, en lille engel. Jeg kunne slet ikke løsrive blikket fra ham.
Pludselig tikkede der en sms ind fra Christian. Han skrev, at han elskede os, og at han ønskede at være sammen med os begge. Dagen efter blev vi udskrevet, og jeg var nervøs for at se ham i øjnene. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg stod foran døren, med min søn i favnen, bange for at møde min kærestes blik.
Jeg forstår først nu, hvor dum jeg var dengang; jeg havde næsten smidt et helt år med lykke væk. Hvordan kunne jeg tro, jeg skulle klare livet alene uden kærligheden ved min side? For først da jeg så, med hvor stor kærlighed og ømhed Christian kiggede på vores dreng, og med hvor milde hænder han løftede ham op, indså jeg det vigtige i aldrig at skamme sig over sin baggrund. Det er ikke, hvor vi kommer fra, men hvor vi er på vej hen og hvem vi vælger at tage med på den rejse der former vores lykke.
