Vi bliver nødt til at bo hos dig et stykke tid, for vi har ikke råd til at leje en lejlighed! sagde min veninde til mig.
Jeg har altid været en meget aktiv kvinde. Selvom jeg nu er 65 år gammel, har jeg stadig formået at rejse omkring og møde mange spændende mennesker. Med både glæde og vemod tænker jeg tilbage på min ungdoms tid. Dengang kunne man holde ferie hvor som helst! Man kunne tage til kysten, tage på teltur med venner og klassekammerater, eller sejle på danske fjorde og søer. Alt det kunne lade sig gøre for ganske få kroner.
Men desværre hører alt dette nu fortiden til. Jeg har altid elsket at stifte bekendtskab med forskellige folk. Jeg mødte mennesker på stranden og endda på teatret. Mange af mine bekendtskaber udviklede sig til langvarige venskaber.
En sommer mødte jeg engang en kvinde ved navn Birgitte. Vi boede på samme pensionat ved Vesterhavet. Da ferien sluttede, skiltes vi som veninder. Årene gik, og vi skrev af og til breve til hinanden.
Så, en dag modtog jeg et telegram det var ikke underskrevet. Der stod blot: Toget kommer klokken tre om natten. Mød mig!
Jeg kunne slet ikke forstå, hvem der havde sendt telegrammet. Selvfølgelig tog min mand og jeg ingen steder hen. Men klokken fire om morgenen ringede det på vores dør. Jeg åbnede, og blev stum af overraskelse. På trappen stod Birgitte, to teenagepiger, en gammel bedstemor og en mand. De havde en kæmpe bunke bagage med sig. Min mand og jeg stod nærmest målløse, men til sidst lukkede vi dem ind i vores lejlighed. Birgitte sagde:
Hvorfor mødte du os ikke? Jeg sendte jo telegrammet! Og det var altså ikke gratis at sende!
Undskyld, men vi vidste jo ikke, hvem der havde sendt det.
Jamen, du har jo givet mig din adresse. Nu er jeg her.
Jeg troede, vi bare skulle skrive breve, det var alt!
Birgitte fortalte, at den ene datter netop havde afsluttet skolen og skulle begynde på universitetet i København. Resten af familien var kommet for at støtte hende i den nye begyndelse.
Vi bliver nødt til at bo hos dig! Vi har ikke penge til hverken lejlighed eller hotel!
Jeg var virkelig rystet. Vi var jo ikke engang i familie. Hvorfor skulle vi lade dem bo hos os? Vi kom til at servere mad for dem tre gange om dagen. De havde lidt mad med, men lavede aldrig noget selv. De spiste bare vores. Og jeg måtte klare alt for dem.
Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere, og efter tre dage bad jeg Birgitte og hendes familie om at flytte ud. Det var mig ligegyldigt, hvorhen de drog.
Det udviklede sig hurtigt til et skænderi. Birgitte begyndte at smadre tallerkener og råbte hysterisk.
Jeg var dybt chokeret over hendes opførsel. Til sidst begyndte hun og familien at pakke sammen. De formåede endda at stjæle min morgenkåbe, flere håndklæder og på mirakuløs vis også min store stegegryde. Hvordan de bar den ud, aner jeg ikke, men gryden var bare væk!
Sådan endte mit venskab. Heldigvis! Jeg har aldrig hørt fra hende siden, og heller aldrig set hende igen. Hvordan kan man dog være så fræk!
Nu er jeg meget mere forsigtig, når jeg møder nye folk.
