Jeg ved ikke, måske er jeg den eneste, der oplever dette problem. På det seneste er jeg begyndt at fordele maden lige mellem mig og min mand. Jeg kan bare ikke se en anden løsning. Hvis jeg ikke gør det fra starten, spiser min mand hele min portion også. Resultatet er, at jeg står tilbage uden noget altså, jeg er sulten.
Lad mig forklare. Min mand og jeg har været gift i tre år. Vi har ikke planer om børn endnu; det har vi tid til senere. Begge arbejder vi og har omtrent samme løn. Da vi blev gift, tænkte jeg ikke nærmere over hans usædvanlige vane. Nå ja, mænd kan jo godt lide mad så værsgod!
Men efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til, at de varer vi købte sammen, eller de retter jeg lavede det meste blev spist af min mand. Jeg fik kun en smule af det, der var blevet lavet eller købt ind. Sådan fortsatte det i et helt år.
For eksempel stegte jeg kylling i ovnen og stod tilbage med næsten ingenting selv. Jeg holder ellers også meget af kyllingelår og schnitzler. Det er altså ikke nogen forkælelse bare at få det tørre bryst eller et par vinger. Det samme sker med chokolader og småkager. Hvis jeg når at spise én eller to, er jeg heldig. For både mig og min mand retfærdigt. Han har allerede spist sin del med det samme.
I starten forsøgte jeg diskret at påpege: Jeg kan altså også godt lide kylling og chokolade. Min mand jokede bare:
Du laver så god mad, jeg når slet ikke at opdage, at jeg har spist det hele. Undskyld, jeg vidste ikke, du også ville have du må sige til.
Jeg følte mig ikke fornærmet, men det var ikke rart. Det som virkelig fik bægeret til at flyde over var dette: Det var min fødselsdag. Dagen før lavede jeg et par salater og stegte vores yndlingskylling. Så skulle jeg ikke stå og lave mad hele dagen, men bare varme maden og fejre med min mand.
Min mand er altid først hjemme fra arbejde, og jeg tænkte aldrig over, at han ville spise det hele. Men han havde spist op af alle salaterne der var kun en skefuld tilbage af hver. Jeg sad tilbage med et enkelt kyllingelår.
Jeg var bare så sulten. Kunne ikke vente, sagde han.
Også kagen måtte vi dele halvdelen til mig, halvdelen til ham. Der knækkede filmen for mig. Jeg kunne bare ikke mere. Den gode stemning, jeg havde haft på vej hjem, var helt væk.
Nu er det nok, skat. Jeg har været tålmodig længe, men nu må det stoppe. Lad os gøre det sådan fremover: Når vi handler, deler vi alt i to. Kyllingen deles på midten, så du får halvdelen og jeg får halvdelen. Chokolader og småkager hver får sin pose. Frugt og alt det andet også ligeligt. Du bestemmer selv, om du vil spise det hele med det samme, eller strække det ud over flere dage. Jeg er træt af at være sulten og kun få resterne, du efterlader. Du spørger mig jo aldrig, om jeg vil have noget gemt. Kort sagt: enten deler vi alt ligeligt, eller også køber jeg min egen mad, og du køber din.
Min mand protesterede ikke, og vi blev enige om det. Nu deler vi alle vores indkøb lige, så både jeg og min mand får det samme. På den måde føler ingen sig snydt, og der er ro omkring måltiderne. Jeg har lært, at selv de mindste ting i hverdagen kræver åben kommunikation og respekt. Ligeværd og omtanke holder hverdagsfreden også ved spisebordet.
