Kvinden sagde medfølelse til den anden kvinde, at hun var alene, og at der ikke var nogen til at hjælpe hende. Hun fortalte, at hendes lille folkepension forsvandt på husleje og medicin, og der ikke var meget tilbage til mad. En veninde betalte derfor for madvarerne til den fattige bedstemor.
En dag ringede min barndomsveninde og spurgte, om alt var i orden hjemme hos os. Det viste sig, at hendes ven helt tilfældigt havde set min mormor i et supermarked, selvom hun slet ikke bor i nærheden.
Min mormor, Ingelise, har faktisk overraskende meget krudt i sig, når man tænker på hendes alder. Hun har tidligere undervist på gymnasiet i matematik og er nu pensionist. Hendes tidligere elever hilser stadig pænt på hende i Brugsen og taler med respekt om Hende Der Lærte Dem At Skælde Ud Over Brødpinde. Men i supermarkedet havde min ven altså mødt en helt anden version af Ingelise: En trist, grå dame fra Netto ikke den sædvanlige energibombe med spøgende bemærkninger om folks regningevner.
Ingelise fortalte den kvinde, der lyttede så forstående, at hun var alene og havde brug for hjælp. Hun forklarede, at hendes pension var væk, nærmest inden hun kunne nå at blinke, når der var betalt leje og købt panodil og så var der ærligt talt ikke meget tilbage til klassisk dansk rugbrød. Veninden købte derfor nogle dagligvarer til den rare gamle dame.
Min veninde kom ud fra butikken sammen med en ældre kvinde og gik venligt hen til hende. Men damen sagde hurtigt Du skal ikke blande dig og forsvandt i hast. Jeg tænkte, det hele måtte være en misforståelse. Min venindes mormor har nemlig penge nok, og vi hjælper gerne, hvis det kniber. Men det viste sig, den gamle kvinde bare gerne ville købe sig lidt mad.
Senere på aftenen tog jeg hjem til Ingelise. Jeg var ikke diskret, men spurgte hende direkte. Da jeg fik svaret, vidste jeg faktisk ikke, hvordan jeg nu skulle opføre mig overfor hende.
Det hele viste sig at være en strategi. Hun går simpelthen så langt væk hjemmefra som muligt helt ud i Valby eller Ishøj, for der møder hun da næppe nogen, hun kender. Og hvem ser hun så? Selvfølgelig sin bedste veninde! Min mormor siger, at hendes ekspeditioner lykkes statistisk set seks ud af ti gange. Varerne, hun får, afleverer hun på vej hjem til kirken i stedet for at beholde dem selv så det er næsten som, at alle de flinke danskere kommer til at støtte dem i nød.
Jeg forstår simpelthen ikke den slags mærkelige påfund, når man er gået på pension. Hvis man keder sig, kunne man jo anskaffe sig en hund eller måske en god, gammeldags marsvin. Ærgerligt! Min veninde har lovet mig ikke at nævne det for nogenMen da jeg så min mormor stå der i døren, gav hun mig et stort smil, mere gavtyv end bedstemor, og sagde: Det er ikke alle, der kan lave lidt ballade for en god sag! Og så blinkede hun, tog sin lille indkøbspose, og lagde en ekstra kiks på bordet til mig.
Du forstår det måske først, når du selv bliver gammel, sagde hun stille. Verden ændrer sig, men man må aldrig holde op med at tro på, at små overraskelser kan glæde nogen, selv hvis man må tage omveje for at skabe dem.
Den aften stod jeg længe i entréen, mens hun nynnede Brorson fra køkkenet. Jeg tænkte på alle de skjulte veje, vi vælger og hvordan de, uden vi ser det, måske fører os hen til hinanden alligevel.
