Mor, Freja har igen tygget på min farveblyant!
Majken stormede ind i køkkenet med en afgnavet grøn farveblyant i hånden, og efter hende fulgte familiens skyldige labrador, der logrende forsøgte at gøre sig usynlig. Sofie, der stod ved komfuret med kartoffelsuppen simrende og dellerne spruttende på panden, sukkede opgivende. Tredje blyant i dag.
Smid den ud, Majken, og tag en ny fra skuffen. Rune, har du fået lavet regnestykkerne?
Næsten! lød det svagt fra børneværelset.
Næsten betød, at Runes mobil lyste op under bordet, mens matematikbogen lå urørt foran ham. Sofie kendte proceduren, men hun havde hænderne fulde: Hun skulle redde deller fra at brænde på, røre i suppen, forhindre fireårige Asger i at kravle hen til hundens madskål og ikke glemme vasketøjet i maskinen.
…Toogtredive år. Tre børn. Én mand. Én svigermor. Én labrador. Og hende det eneste tandhjul, der stadig drejede rundt i familien.
Sofie blev sjældent syg. Ikke fordi hun var udødelig, men fordi hun ganske enkelt ikke havde tid. Hvem skulle sørge for mad? Børnene på rette sted til rette tid? Hvem gik tur med Freja? Svaret var ligetil. Ingen.
Sofie, er der snart aftensmad?
Gerda, Ottos mor, stod i døråbningen støttende på sin stok. Femogfirs, klar i hovedet og med en sund appetit.
I løbet af fem år kunne Sofie tælle på én hånd, hvor mange gange svigermor faktisk havde hjulpet til i huset.
Om ti minutter, Gerda.
Den gamle nikkede og stavrede ind i stuen. Enkelte sjældne aftener læste hun eventyr for Asger. Ofte var det Lille Claus og Store Claus eller Den grimme ælling repertoiret var smalt, men Asger lyttede tryllebundet. Resten af tiden sad Gerda med tv-serier og ventede på næste måltid.
…Klokken var halv seks, da hoveddøren blev åbnet med nøglen. Otto kom hjem med den udmattede mine af én, der havde gennemført en halvmaraton.
Mad klar?
Ikke engang et hej. Sofie pegede tavst på det dækkede bord. Otto vaskede hænder, satte sig på sin plads. Fjernbetjeningen sad klistret til hans hånd; tvet tændte automatisk.
Majken fik 12 i læsning i dag, forsøgte Sofie.
Jah.
Og Rune har brug for hjælp til projektet om naturen.
Jah.
Jah var det længste svar, man kunne få. Når maden var spist, bredte Otto sig på sofaen. Hans opgaver stoppede, når lønchecken var i hus.
Senere, da børnene sov, åbnede Sofie sin bærbare. Fjernarbejde for en webshop: ordrer, mails, bestillinger. Ikke mange penge, men dog hendes egne. Dertil kom lejeindtægten fra den lejlighed, hun havde udlejet i fire år.
Burde vi flytte? tænkte hun. Straks fulgte modsigelserne: Rune har gode kammerater, Majken er glad for børnehaven, og de mister lejens indtægt Sofie lukkede computeren. I morgen. Alt i morgen.
December bragte ikke kun julestress, men også influenza. Feberen steg til niogtredive på få timer. Kroppen smertede, halsen brændte, hovedet værkede. Sofie slæbte sig i seng.
Mor, du er syg, konstaterede Rune fra døråbningen.
Otto kom bagefter. Noget, der lignede bekymring, viste sig i hans ansigt dog mere for svigermorens helbred end for Sofie.
Du må ikke smitte Gerda. I hendes alder kan influenza være farlig.
Sofie lukkede øjnene. Selvfølgelig. Gerda først.
De næste tre døgn flød sammen i influenzarusen. Ingen hverken mand, svigermor eller børn bragte hende et glas vand. Tekanden stod i køkkenet, ti skridt væk, og de skridt måtte hun selv tage, støttende til væggen.
Alle bekymrede sig for Gerda. Gå ikke ind, mor er syg. På med mundbind når du går forbi soveværelset. Måske skal hun sove i gæsteværelset?
Hun det var Sofie. I sit eget hjem blev hun nu betragtet som smittekilden, mens den virkelig vigtige del af familien blev beskyttet.
En uge senere ramte virus resten af huset. Først Asger slatten, varm, pylret. Så Majken. Otto lagde sig dramatisk ind med halvfeber. Gerda blev sidst, men mest højlydt, syg.
Sofie, stadig halvsvimmel, rejste sig. Hun lavede hønsekødssuppe, hentede medicin, tog temperatur, vaskede tøj, gjorde rent sin vante rute, blot på usikre ben.
Otto, kan du tage Asger en times tid? Jeg skal på apoteket.
Otto rullede med øjnene, men gik med til det. Præcis én time Sofie tog tid så satte han Asger ind til hende igen.
Jeg er træt. Jeg har altså også feber.
36,8. Sofie tjekkede.
Foråret blev ikke mere nådigt. Ny omgang virus; syge børn, søvnløse nætter. Asger græd, Majken nægtede medicin, Gerda krævede speciel mad. Og midt i det hele: den fysisk raske Otto.
Otto, vil du hjælpe med børnene?
Sofie, jeg hjalp sidst men da havde jeg friweekend. Nu går jeg jo på arbejde og er træt.
Han trak på skuldrene. Et lille tegn, der forklarede det meste. Når han kom hjem, satte han sig ved bordet og ventede på mad. Syge børn, kaos og en udmattet kone ikke hans hovedpine.
En aften, da børnene var lagt, gik Sofie hen til Otto, der var optaget af fodbold i tv.
Hvorfor hjælper du mig aldrig? Hvorfor, Otto?
Otto svarede ikke. Skruede blot op for lyden. Sofie stirrede et øjeblik på hans nakke alt blev lysende klart.
Dagen efter tog hun store tasker ned fra skabet. Børnene og hundens ting blev pakket. Rune dukkede op i dørkarmen:
Mor, skal vi flytte?
Vi skal til mormor Lisa.
Hvor længe?
Vi får se.
Majken sprang glad rundt mormor Lisa lavede altid hendes yndlingsboller. Asger fattede ingenting, men holdt trygt om sin bløde kanin.
I sidste sekund huskede Sofie Freja selvfølgelig skulle hunden også med.
Otto lå på sofaen. Taskerne, børnene i overtøj, det hele intet fik ham til at løfte blikket. Da døren smækkede bag dem, skiftede han sikkert bare kanal.
Lisa modtog dem uden spørgsmål. Gav mad, kram og et varmt tæppe. Otteoghalvtreds år, lærer af hjertet hun forstod straks.
Bliv så længe du har brug for.
På tredjedagen begyndte Otto at ringe.
Sofie, kom nu hjem! Her roder overalt. Vi mangler mad. Gerda brokker sig konstant.
Intet jeg savner jer. Intet jeg har det hårdt uden jer. Kun de huslige gener, der pressede ham.
Otto, du ønsker ikke en kone, men en hushjælp.
Hvad? Hvad snakker du om…
Har du overhovedet spurgt børnene, om de savner dig?
Stilhed. Lang, tung.
Jeg tjener jo pengene, kom det til sidst. Hvad mere vil du have?
Sofie lagde på. Det var forbi og det føltes både mærkeligt og lettende.
To uger senere flyttede lejerne fra Sofies lejlighed. Flytningen gik på en dag. Ny skole til Rune, ny børnehave til Majken det løste sig langt lettere end hun havde frygtet.
…Den sidste samtale blev enden. Alle usagte skuffelser, de indestængte ord, de søvnløse nætter alene med syge børn alt væltede ud.
Jeg har været gratis hushjælp i tolv år! skreg hun i røret. Ikke én eneste gang ikke én har du spurgt, hvordan jeg havde det! Nu er det nok!
Hun blokerede hans nummer. Og gik til statsamtet.
Retssagen varede tyve minutter. Otto modsagde ikke; underskrev børnebidraget, nikkede til dommeren og forlod lokalet måske forstod han noget. Måske var han bare træt.
…Om aftenen sad Sofie i køkkenet i sin gamle-nye lejlighed. Rune læste i værelset. Majken sad fordybet over farverne. Asger byggede med klodser på gulvet.
Ro. Et trygt hjemmeliv. Freja lå ved hendes fødder, hovedet hvilende på poterne.
Der var stadig mad at lave, tøj at vaske og arbejde at passe men nu kun for dem, der ønskede fællesskabet. Dem, der var familie. Børnenes opdragelse ville hun nu tage seriøst, så de ikke blev som deres far.
Mor, nu smiler du meget mere, sagde Majken med et lille grin, mens hun så op fra papiret.
Sofie smilede endnu bredere. Majken havde fuldstændig ret.
Nogle gange skal man turde gå sin egen vej, før hverdagen kan blive til et rigtigt hjem.
