Klokken var omkring otte om morgenen, og hele familien var samlet hos notarens kontor i København, helt spækket af forventning fordi de troede, at en velhavende slægtning havde efterladt dem en stor arv. Men notareren lod vente på sig, så stemningen var tæt og elektrisk. Den ældste datter, Cecilie, var tydeligt på nåle for at høre, om hun mon stod i testamentet, og hun kunne nærmest ikke sidde stille. Kom nu, moster, vis lidt respekt. Du burde sørge, det er jo trods alt vores far, vi har mistet, sagde Mark.
Lad lige være med det dér moster. Jeg er altså ikke så gammel bare brug mit fornavn, svarede hun, lidt stødt. Det er altså lidt sjovt, at du tror, at mascara og botox kan holde dig ung, skød Mark tilbage, og rullede med øjnene.
Til sidst kom notareren endelig og trådte ind på kontoret. Han kiggede sig stille rundt, hev en mappe frem fra reolen bag sig og spurgte: Er I klar til, at jeg læser testamentet op?. Alle nikkede ivrigt, og med et skævt smil begyndte han at læse den sidste vilje fra Robert.
Jeg efterlader min arv til jer alle sammen. Men og her er et men I får den ikke bare foræret. Jeg har besluttet, at I skal på en rigtig skattejagt, præcis som min mor plejede at arrangere for mine søskende og mig, da vi var børn. I skal starte rejsen i min barndoms landsby på Fyn. Familien havde aldrig mange penge, men vi havde det godt sammen. Jeg, som storebror, arvede engang en kiste fra min mor, og i den gemmer jeres skatte sig. Den, der er mest omhyggelig, vinder nøglen. Den er gemt et sted i huset nem bliver den ikke at finde. Jeg ønsker jer held og lykke! I nogle minutter var der helt stille, alle prøvede at fatte, at den gamle havde arrangeret en leg selv i døden.
Så brød Cecilie, den ældste datter, tavsheden: Min mand, børnene og jeg tager af sted til landsbyen nu. Er der nogen, der vil med og lede efter nøglen?
Mark og jeg dropper både kiste og nøgle. Jeg kender vores far godt nok til at vide, at der måske ligger mere bag det hele. Vi behøver ikke pengene, svarede Emilie, Roberts yngste datter.
Cecilie og hendes mand samt et par andre slægtninge satte kursen mod landsbyen på Fyn. De løb rundt og lavede lidt af hvert: kravlede op i laden for at tjekke efter spor, rodede i høet og kravlede over stakittet. Beboerne i landsbyen fulgte dem lidt smånysgerrigt med øjnene. I deres søgen blev Cecilies flotte designerkjole forvandlet til en forvasket klud.
Til sidst fandt de faktisk nøglen og fik åbnet kisten, og alle stod målløse. Indeni var der kun en seddel og masser af gammeldags bolcher.
Alle mine opsparinger er gået til velgørende formål, og I får præcist det, I fortjener. Tak fordi I bragte glæde til min barndoms landsby, stod der på sedlen, underskrevet af vores kære gamle far.
