Vi bliver nødt til at bo hos dig et stykke tid, for vi har ikke råd til at leje vores egen lejlighed! sagde min veninde til mig.
Jeg er en meget aktiv mand. Selvom jeg nu er 65 år gammel, formår jeg stadig at besøge forskellige steder og møde spændende mennesker. Med både glæde og vemod tænker jeg tilbage på min ungdom. Dengang kunne man holde sommerferie præcis, hvor man havde lyst! Man kunne tage til Vesterhavet. Man kunne tage på telttur med venner og bekendte. Man kunne sejle ud på hvilken som helst å eller fjord. Og det hele kunne lade sig gøre for få penge.
Men de tider er forbi nu.
Jeg har altid haft en forkærlighed for at lære nye mennesker at kende. Jeg mødte folk på stranden, i teatret og mange af de bekendtskaber udviklede sig til venskaber, der varede mange år.
En dag mødte jeg en kvinde ved navn Rigmor. Vi boede på samme pensionat under ferien, og vi skiltes som gode venner. Tiden gik, og af og til sendte vi hinanden breve og julekort. Men en dag modtog jeg et telegram uden afsender. Der stod blot: Toget ankommer klokken tre om natten. Vent på mig på stationen!
Jeg anede ikke, hvem der havde sendt det. Selvfølgelig tog min kone og jeg ingen steder hen. Men klokken fire om morgenen ringede det på døren. Jeg åbnede forsigtigt og blev helt paf. På dørtrinnet stod Rigmor, to teenagedøtre, en ældre dame og en mand. De havde slæbt alverden med sig af kufferter og poser. Min kone og jeg stod helt målløse. Men til sidst lukkede vi de uventede gæster ind, og Rigmor udbrød:
Hvorfor hentede du os ikke på stationen? Jeg sendte dig jo et telegram! Og taxaen herind kostede en formue!
Undskyld, men jeg havde jo ingen anelse om, hvem der havde sendt telegrammet!
Nå, men jeg havde din adresse, og nu er vi her.
Jeg troede da bare, vi skulle nøjes med at skrive sammen, ikke andet!
Rigmor forklarede, at den ene af pigerne lige var blevet student og ville begynde på universitetet. Hele familien var med for at støtte hende.
Vi bliver nødt til at bo hos jer! Vi har simpelthen ikke råd til at leje noget selv. Og I bor jo tæt på centrum!
Jeg var helt overrasket. Vi var jo ikke rigtig i familie. Hvorfor skulle vi dog huse hele flokken? Vi blev nødt til at servere mad for dem tre gange om dagen. Nok havde de taget lidt mad med, men de lavede ikke selv mad. Jeg endte med at servicere dem alle sammen.
Efter tre dage kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg bad Rigmor og hendes slægtninge om at flytte. Det var mig lige meget, hvor de tog hen. Der opstod et vældigt postyr. Rigmor begyndte at slå med tallerkenerne og skreg helt ustyrligt.
Jeg var fuldstændig rystet over hendes opførsel. Til sidst gik de. Men ikke nok med det de lykkedes ovenikøbet at stjæle min morgenkåbe, nogle håndklæder og på en eller anden måde også min store gryde med stuvet kål. Jeg ved stadig ikke, hvordan de fik den ud, men væk var den!
Sådan døde vores venskab. Og heldigvis for det! Jeg har hverken set eller hørt fra hende siden. I dag er jeg langt mere forsigtig, når jeg møder nye mennesker.
