Vi bestiller lilla tapet, sagde min kone Augusta. Kan du ikke se, det passer slet ikke til gulvet? Det ville være bedre med beige Min mor kan ikke fordrage beige, det ved du da. Men din mor elsker gratis istandsættelse, svarede Augusta med et lille smil.
Min mor havde engang luftet tanken om, at det kunne være dejligt, hvis vi friskede hendes lejlighed op. Augusta sagde ikke noget dengang. Men jeg kunne nu godt lide idéen, det var jo trods alt min mor. Augusta var ikke begejstret, men hun sagde heller ikke noget højt.
Jeg tænkte, det måtte blive, som det blev. Hvis jeg skulle gøre det, måtte jeg jo gøre det. Lad hende få det, som hun vil. Min mor gjorde det ret tydeligt, at hun kun interesserede sig for resultatet ikke noget tak. Bare en ønskeliste. Augusta, det er ikke gratis, det er renovering, udført af hendes egen søn, sagde jeg til hende. Selvfølgelig er det det.
Selvfølgelig er det det. Min mor kunne godt lide at få ting foræret, det havde jeg opdaget for længst. Hvis hun ikke brød sig om noget, ja, så lavede vi det bare om. Augusta havde ret. Da vi endelig var færdige med den store renovering, vendte min mor tilbage. Hun så sig omkring i lejligheden og sagde:
Det ser ikke godt ud. Tapetet er ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Og køkkenet dur ikke. Hvad er det for nogle skabe? Det hele er så dårligt lavet, at jeg næsten mangler ord. Jeg har mest lyst til at slæbe jer i retten. Og mod hvem? Din egen søn, som har betalt det hele? Åh, hold nu op, Augusta. Det var bare for sjov.
Min mor var bestemt ikke i sit bedste lune. Hun havde nok regnet med, vi ville gå all in med dyre materialer, men måtte tage til takke med noget mere almindeligt. Alt var nyt og fint, men næppe så eksklusivt, som hun havde drømt om. Derfor kunne hun ikke rigtig lide det. Augusta og jeg har ikke de store midler vi gjorde, hvad vi kunne, men hun sagde end ikke tak. Augusta, jeg tror ikke, mor bryder sig synderligt om vores istandsættelse, sagde jeg en dag ved morgenbordet. Selvfølgelig gør hun ikke det! Kan din mor egentlig lide noget som helst? Hun ville have haft noget mere luksus Hør, vi har jo ikke råd til mere. Kunne vi ikke bare tage et lån?, blandede min mor sig pludselig.
Augusta var sikker på, at min mor ikke hørte, hvad vi sagde. For sin mors skyld kunne hun sikkert godt have taget et lån eller spurgt en ven. Hun ville endda betale det hele tilbage til tiden. Måske lægge lidt oveni. Men Augusta følte, det var at gå for vidt. Jeg nåede hende i forkøbet: Mor, hvad er det for noget snak om lån? Du ved da, hvad jeg mener om dem. Især bare for at lave noget ved lejligheden. Det hele er flot lavet, med god smag. Hvad mere vil du have? I det mindste kunne vi få lavet køkkenet om. Og så gik hun ud af stuen. Augusta, det virker, som om hun ikke har nogen skam i livet længere, sagde jeg træt. Du ved, hun har et besværligt temperament, svarede Augusta.
Der var mange mennesker i Silvan den søndag. Augusta gik med en dug, jeg stod med nogle vandrørsdele. Det føltes ikke som meget, men beløbet på dankortet voksede hurtigt. Man tænkte, om det nogensinde ville stoppe.
Pludselig stoppede Augusta op. Du sagde, at der ikke var flere penge til renovering. Du har ret, vi måtte låne lidt af min onkel. Nu er det nok! Hun lagde dugen tilbage på hylden: Hvem vil have den, kan bare købe den. Jeg har gjort mere end rigeligt for din mor. Og lån oveni? Nu får det være nok. Lad nu være med at skændes med mig! Augusta satte kursen mod døren. Jeg fulgte efter. Jo, hun havde ret, selv for ens egen mor må der være grænser.
Dagens begivenheder fik mig til at indse, at lige meget hvor meget man gør for andre, må man ikke glemme egne grænser. Der er ting, man gør af kærlighed men man må også passe på ikke at glemme sig selv.
