Onsdag, 5. juni
Nogle gange føles det, som om fortiden bare ikke vil give slip på mig. Jeg er 37 år og har været skilt i ti år nu. Min eksmand, Morten, var utro mod mig dengang det kunne jeg aldrig tilgive ham for. Nu bor han sammen med hende, han forlod mig for.
Da hun ventede hans barn, blev de gift og fik en dreng sammen. Efter det har jeg gjort alt for at undgå kontakt. Jeg har ingen idé om, hvordan deres liv har udspillet sig, og det har egentlig passet mig fint.
Økonomisk klarer jeg mig godt min løn dækker mere end rigeligt, og jeg har for nylig solgt det hus i Hellerup, jeg fik af min mormor. For en uge siden stod Morten pludselig foran min dør. Vi har ikke set hinanden i årevis. Jeg kunne knap nok genkende ham, og det første, der slog mig, var overraskelsen over at se ham igen. Jeg nåede næsten ikke engang at sige noget, før han begyndte at fortælle.
Hans søn med den nye kone, Mia, har fået konstateret kræft, og behandlingen er dyr de står og mangler penge. De har ikke råd, og han var kommet for at bede mig om hjælp. Han havde hørt om hus-salget, det vidste han selvfølgelig. Så han kom, fordi tiden var perfekt for ham. Sådan går det vist ofte for ham.
Jeg har arven stående, men har ikke besluttet mig for, hvad jeg vil bruge pengene på. Overvejer at købe en god Volvo, men først skal jeg tage kørekort og med mit job i København har jeg ikke meget tid. Men beløbet er betydeligt, så jeg har ikke travlt med at købe noget. Jeg tænkte ved mig selv, om han nogensinde ville have hjulpet mig, hvis jeg havde været syg. Svaret er nok nej.
Tror du overhovedet, du forstår, hvor desperate vi er? sagde han. Men tidligere har han aldrig tænkt på mine følelser. Hans nye kone heller ikke. Det er jo dem, han valgte frem for mig uden et blink. Da vi blev skilt, delte vi tingene lige; han sagde, han skulle bruge det hele til sin nye familie. Han ville endda have mig til at betale for lejligheden men heldigvis ejede jeg den allerede inden vores ægteskab. Det reddede mig. Han var rasende uheldig, syntes han. Men nu står han her og forlanger penge. Pludselig findes følelserne.
Han sagde, jeg måtte se alle lægepapirer, hvis jeg ville have beviser. Men jeg har ikke brug for beviser. Jeg har ikke lyst til overhovedet at tænke på det. Han lovede heldigt nok, at de ville betale pengene tilbage, når krisen var ovre; at sønnen også ville have brug for rehabilitering og ja, det koster også. Men jeg tvivler på, jeg ville se en krone igen.
Hvorfor går du ikke til banken? spurgte jeg ham.
Jeg sagde det hele direkte: Han råbte, tilbød at falde på knæ for mig men sådan vil jeg ikke have det. Han behøver ikke at ydmyge sig; jeg har bare ingen lyst til ham eller hans liv længere. Han svigtede mig, og nu vil han have min hjælp. Nej, tak. Han ville komme tilbage, sagde han, når jeg havde tænkt mig om. Men der er intet at overveje.
Nogle vil sikkert sige, jeg er kold eller samvittighedsløs. Men det er mine penge, min sikkerhed, og jeg vil selv bestemme. Efter han gik, havde jeg faktisk lidt dårlig samvittighed men jeg håber, det bliver den lektie, de begge har brug for. Det føles barskt, men jeg kan ikke give af mig selv til dem mere og jeg håber, jeg kan finde ro med den beslutning.
