Nå, ved du hvad, min mand og jeg har været gift i næsten syv år nu, og vi havde faktisk kendt hinanden længe inden det. Gennem årene har vi begge knoklet og været gode til at lægge lidt til side, så vi til sidst kunne bygge vores eget hus som vi virkelig har hygget os med at bygge helt fra bunden sammen.
Før vi flyttede ind i huset, boede vi i min mands lejlighed i København. Den var blevet sat rigtig lækkert i stand lige op til brylluppet, og selvom årene er gået, står lejligheden altså stadig virkelig flot.
Da vi flyttede over i huset, var det sådan set ikke til diskussion, om vi skulle leje lejligheden ud mest fordi vi ikke ville risikere at den blev slidt op af andre. Så den fik lov at stå tom.
For et halvt år siden fik vi så ret heldigt, faktisk endnu en lejlighed fra mine forældre, midt i Odense. Vi overvejede ikke engang at sælge den, for vi havde allerede dækket udgifterne til huset, så der var ingen hast.
Min mand og jeg blev hurtigt enige om, at vi på et tidspunkt ville give den en lille kosmetisk opfriskning og smide lidt nyere møbler ind, så vi kunne leje den ud til nogle ordentlige lejere uden at det behøvede at blive alt for fancy.
Nå, men begge lejligheder stod der altså bare. Det fangede selvfølgelig min svigerindes opmærksomhed, da vi sad og spiste hos familien i weekenden.
Hun gik faktisk i gang med at gøre lidt grin med, at vi bare har to lejligheder stående ubrugte. Den ene kan man vel forstå, men to det syntes hun var helt tosset, især fordi der altid er nogen i familien, der kunne bruge lidt ekstra.
Det viste sig, at hun og hendes mand stod midt i forsøget på at købe et hus et sted i Aarhus, men de var kun nået halvvejs, for de gad ikke springe ud i et kæmpe lån, da de begge kun har almindelige jobs.
Samtalen begyndte at trække lidt tænder ud, synes jeg. Svigerinden lagde det ligesom ud, at hun mente, vi skulle sælge en af vores lejligheder, og så hjælpe hende og hendes mand økonomisk med resten af beløbet stående på en konto med renter. Bevares, de havde selvfølgelig tænkt sig at betale pengene tilbage men det ville jo altså tage en del år.
Så kunne jeg simpelthen se min mand begynde at blive lidt utilpas. Vi hjælper altid vores familie, både med praktiske ting og økonomisk, men det her det var alligevel for meget.
Så jeg tænkte, det var bedst, jeg selv sagde noget. Jeg forklarede hende roligt, at det jo var en ret stor ting. De ville få deres hus, men vi ville faktisk sidde tilbage uden noget som helst måske kun en lille opsparing på kontoen, men ikke noget sted selv at flytte tilbage til.
Og ærligt talt, ingen ved jo, hvornår de penge ville være tilbagebetalt. Jeg sagde, at selvom vi selvfølgelig er familie, så må man altså gå lidt mere forsigtigt til så store, økonomiske beslutninger.
Det var tydeligt, det blev lidt mærkeligt stemning omkring bordet og min svigerinde blev ret fornærmet. Min mand skyndte sig også at snakke om noget andet. Men sådan er det jo, indimellem må man altså sige tingene, som de er.
