Jeg har haft dårligt syn siden barndommen og har derfor altid gået med briller. Da jeg blev ældre, skiftede jeg til kontaktlinser, men der var stadig tidspunkter, hvor jeg gik tur med min hund uden at have dem på, eller jeg gik i supermarkedet og glemte mine briller derhjemme. Præcis sådan skete det også den skæbnesvangre aften. Jeg skyndte mig ned i Føtex, løb ud af lejligheden fra femte sal (vi har ikke nogen elevator), og først da jeg stod ude i opgangen, gik det op for mig, at brillerne lå på køkkenbordet. Jeg gad bare ikke hente dem, så jeg gik af sted uden.
Jeg stod ved hylden med fiskekonserves og plagede kassedamen med spørgsmål om, hvilken slags fisk det egentlig var, og hvad den lå i men da hun gik i gang med at tage en ny kunde, vendte jeg mig i stedet mod en pige, der lige stod i nærheden. Jeg betragtede hende et øjeblik og syntes, der var noget bekendt over hende. En sjov knold, rodet sat op, der nærmest lignede små horn, et stort rødt tørklæde og en lang sort frakke …
Kan du mon sige mig, hvor makrellen i tomat står?
Vi havde haft parallelklasser. Jeg kunne tydeligt huske hende, fordi hun altid gik klædt temmelig anderledes, og lærerne skældte hende ofte ud over hendes malede negle.
Det her er nok makrel for dig, sagde hun lidt formelt. Ellers andet?
Undskyld, men jeg har glemt mine briller derhjemme, så jeg kan faktisk ikke se ret meget.
Vi gik lidt rundt sammen i butikken, snakkede om nogle af vores gamle lærere, og hun nikkede og grinede af et par af historierne. Da vi havde betalt, foreslog jeg, at vi kunne stå udenfor lidt og trække frisk, kølig efterårsluft eller måske tage en kop te eller kaffe og snakke videre. Hun fortalte, at hun arbejdede på en dyreklinik, og jeg blev faktisk lidt overrasket over hendes valg af job. Vi udvekslede numre og talte om at mødes en anden dag.
Hjemme igen, med brillerne på, læste jeg hendes besked, der tikkede ind fem minutter efter vi skiltes.
Undskyld jeg løj tidligere. Jeg var ikke din klassekammerat. Jeg gik i A-klassen på en anden skole. Men hvis det ikke gør noget, vil jeg stadig meget gerne drikke en kaffe med dig en dag. Jeg giver.
Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg mødtes med hende igen og jeg kunne knap tage øjnene fra hende, for hun var noget så smuk. Meget smukkere end hende, jeg troede hun var.
Vi begyndte at ses fast, og nu går vi på dates sammen. Hun driller mig indimellem og spørger, om mit syn egentlig er så dårligt, eller om jeg bare flirtede, men vi ved godt begge to, det er for sjov. Skæbnen kan virkelig nogle gange blande sig, præcis når man mindst venter det.
Nogle gange skal man bare følge med, selv hvis man ser verden lidt uklart. Man ved aldrig, hvornår noget uventet og godt kan ske, hvis man tør kaste sig ud i det og tage livet, som det kommer.
