Har du overhovedet set dig selv i spejlet, inden du sætter dig til bords? lød stemmen køligt og med den slags foragt, som kun kan trækkes op af en moderne, dansk mand, der lige har fået ny parfume. Morgenkåben er såvis formløs, og hvad er det dér, du har fået sat op på hovedet? Er det virkelig så svært at tage sig bare en smule sammen for sin mands skyld?
Bodil stivnede midt i bevægelsen, suppeskeen svævende over tallerkenen. Hendes blik gled over på Henrik, der sad bøjet over sin dyre smartphone henne ved spisebordet, uden engang at orke at løfte øjnene. På ham sad en helt nystrøget skjorte i moderigtig støvrosa, håret var smurt bagud med lidt for meget gelé, og fra halsen spredtes den prikkende duft af hans seneste, ikke-særligt-billige herreduft.
Henrik havde været en anden person de sidste måneder. Tredive års ægteskab og en søn, der nu for længst boede i Aarhus med kone og børn, var blevet til to fremmede mennesker i samme lejlighed. Pludselig var Henrik begyndt at dyrke fitness, skiftede garderobe, holdt øje med sit kalorieindtag og havde låst telefonen med et kodeord så langt, at selv NemID var blevet misundelig. Og det værste: han kritiserede Bodil hele tiden småting, madlavning, måden hun talte på, ja, selv åndedrættet mødte kritik.
Jeg er lige kommet hjem fra apoteket, sagde Bodil og prøvede at lade være at lyde som en, der lige havde slugt et grantræ. Jeg har haft vagt hele dagen, slæbt varer hjem og gik direkte i køkkenet for at lave aftensmad til dig. Synes du, jeg burde have klædt mig om til cocktailkjole og lagt makeup, bare for at servere supperester for dig?
Åh, nu er vi allerede i gang med offerrollen, Henrik lagde demonstrativt telefonen og kneb næsen sammen. Alle kvinder arbejder, men mange formår jo alligevel at se ordentlige ud. I min afdeling tripper damerne rundt på høje hæle og de er på din alder! Du er gået helt i frue-mode. Jeg skammer mig, hver gang vi skal ud sammen.
Bodil satte tallerkenen foran ham uden et ord og satte sig overfor. Hun nægtede at græde tårerne var løbet tør for længst, mens hun lyttede til Henrik, der snakkede i skjul om natten med ukendte på sin mobil.
Hvis du virkelig skammer dig sådan over mig, hvorfor sidder du så her? spurgte hun stille.
Henrik smøgede sig tilfreds med et smil og gaflede sort rugbrød ned, hans nystrøgede skjorte krøllede en smule under albuen. Han svælgede i følelsen af overlegenhed. Sine 55 år bar han som et trofæ afdelingsleder i logistik, succesfuld, livskraftig. En ægte københavnsk alfa.
Måske gør jeg det heller ikke så længe, sagde han og sendte en skefuld suppe ned. Tror du virkelig, jeg er uønsket? Jeg er da ikke blevet gammel, der er damer nok, der lægger mærke til mig. For eksempel Freja, henne fra marketing hun er 26, og hun ser på mig, som du aldrig har gjort. Ikke engang, da vi var unge.
Bodil mærkede et kuldegys løbe ned ad ryggen. Noget andet var at mistænke utroskab, noget helt andet var at få det serveret direkte på køkkenbordet.
Så hvad holder dig her? spurgte Bodil og mødte hans blik, hendes stemme svingende, men fast.
Henrik tolkede det som frygt det havde han brug for. Hun var vel bange for at ende alene; hvem skulle have hende nu? En kvinde med triste øjne, gammel, almindelig.
Jeg bliver af vane, Bodil. Og ud af medlidenhed, sagde han, skubbede tallerkenen væk og smilede med den slags overbærenhed, som egentlig hører bedst til på bænken foran Magasin. Men der er grænser. Hvis du ikke begynder at tage dig sammen Hvis du ikke stopper det der evindelige utilfredse ansigt og gør lidt mere ud af dig selv, så pakker jeg mine ting og flytter ind hos en, der værdsætter mig. Freja venter bare på, jeg siger ja. Enten gør du dig umage eller også skrider jeg til unge, smukke arme.
Med et lille manér strøg han skjortekraven og marcherede i stuen og tændte fjernsynet alt for højt. Han forestillede sig, at Bodil snart ville komme rumlende, tigge om tilgivelse, love permanent mekka i fitnesscenter og at hun ville trygle ham om at blive.
Men køkkenet var tyst.
Bodil sad stille og betragtede sin gradvist gråere suppe. Hans ultimatum rungede i hovedet. Hun skulle altså hoppe, når han bød, sluge ydmygelser og trippe på tåspidserne rundt om ham, alt sammen for ikke at blive byttet ud med en 26-årig ungpige på Hejrevej.
Hun så hen mod vinduet aftenen krøb frem over Frederiksberg, og køkkenet virkede ekstra hjemligt. De havde ikke købt den lejlighed på dyre lån eller sparet sammen i årevis. For ti år siden havde hendes forældre solgt deres gamle hus på Fyn for at flytte tættere på sygehuset, fordi farens hjerte var svagt. De havde foræret det meste af provenuet til deres eneste datter et dokument blev underskrevet ved notar: pengene var givet, lejligheden købt, og ifølge dansk lov var den udelukkende Bodils. Henrik havde ingen opsparing nogensinde haft han levede hellere på stor fod og troede altid, det kunne gå. Han havde bare skrevet sig ind på adressen og levet lykkelig som storbybaron.
Og nu truede samme mand, udelukkende på hendes domæne, hende med at forlade hende til fordel for en brunstig marketingspige.
Noget indeni hende sprang. Yrende fornærmelser og skuffelse forvandledes til klarhed hun var ikke bange for at miste ham. Det føltes langt værre at leve i konstant fortrydelse, at rydde op efter skjorter, der stank af fremmed parfume. Alene i hendes lejlighed var frihed ikke frygt.
Bodil rejste sig roligt, hældte den kolde suppe i vasken, vaskede op, tørrede hænderne i viskestykket og gik ind til Henrik.
Han lå henslængt på sofaen, et selvsikkert lille smil, mens TV Avisen buldrede. Han ventede, hun ville grådkvalt trygle om nåde.
Jeg har truffet mine beslutninger, sagde Bodil og blev stående ved armlænet.
Åh skal du så til frisør eller i fitness i morgen, smirkede han.
Nej. Jeg besluttede mig for at gøre livet lettere for dig. En så fantastisk, eftertragtet mand burde ikke være stavnsbundet til en træt, dansk midaldrende frue. Du skal være fri til at imponere unge blikke. Tag du bare afsted til Freja.
Hans smil forsvandt lynhurtigt, og han satte sig forbløffet op.
Mener du det der?! Er det nu du viser, hvem der bestemmer?! Jeg går altså og jeg kommer ikke tilbage! Du vil sidde her og fortryde for evigt, når du ser, hvad du har mistet!
Nej, sagde Bodil stille. Jeg er enig. Vores ægteskab er gået i sig selv. Det er på tide, at du går videre.
Henrik følte vreden boble. Planen bristede. Hun skulle jo have bedt ham blive ikke jage ham ud!
Fint! Så flytter jeg i morgen! Din stolthed kan varme dig om natten! Tror du virkelig, jeg ikke klarer mig?
Jeg er ikke i tvivl, svarede Bodil, vendte sig og gik mod soveværelset. Husk at få pakket. Jeg skal i teatret med Hanne efter arbejde i morgen, så jeg håber, du har fået dine ting med dig til aften.
Henrik gispede, men sagde intet. Han var overbevist om, at hun ville græde sig i søvn og kravle til korset næste morgen. Han lagde sig demonstrativt på sofaen for at markere sin fornærmelse.
Morgenen forløb i isnende tavshed. Bodil drak sin kaffe, klædte sig på og gik ikke så meget som et blik ind i stuen. Henrik vågnede til lyden af døren, irriteret. Men vent du bare, tænkte han hun ringer sikkert, når hun ser, jeg er væk.
På jobbet smsede han med Freja. Hun beundrede ham, bød på kaffe og kommentarer om hans Hugo Boss-jakkesæt. Hun havde en lille studiebolig i Brønshøj og beklagede sig over mormoragtig udlejer og larmende underboer. Henrik havde lavet en illusion om, at hans ægteskab bare var en formalitet, og at han var en fri fugl lige om lidt.
Klokken nærmede sig halv seks. Henrik pakkede sine ting, snørrede slipset og gik hen til Freja.
Smukke, hviskede han, armene nonchalant over hendes skrivebord jeg har forladt konen. Nu kan vi være sammen så meget du vil! Jeg kommer hjem til dig i aften med bagage vi fejrer vores nye eventyr på café i weekenden!
Frejas glæde flakkede, blev hurtigt erstattet af tankefuldhed.
Henrik, det lyder da spændende. Men altså jeg har jo en étværelses med sovesofa. Havde egentlig håbet, vi kunne bo hos dig. Eller du kunne finde noget lækkert til os du er jo leder!
Henrik blev et øjeblik i tvivl dyr lejlighed havde han ikke på budgettet. Hans penge gik til jakkesæt, bilen og fitness. Han kunne jo bare bo hos Freja i et par uger Bodil ville sikkert, på magisk vis, hive ham hjem igen, så snart hun mærkede hans fravær. Han skulle bare lige have tiden til at gå.
Det er kun midlertidigt, sol vi kommer hinanden ved, og pengene kan vi finde senere. Jeg pakker lige, så kommer jeg til dig klokken otte.
I højt humør kørte han hjem, forestillede sig Bodils sammenbrud, tårer og bøn om at komme tilbage.
Da han kom op ad trappen, nynnede han en glad melodi, fandt nøglen frem og satte den i døren.
Den stoppede halvvejs.
Henrik prøvede igen men et nyt skinnende låsesystem sad stramt fast.
Han så forvirret på dør og nøgle og først nu bemærkede han tre store ternede IKEA-tasker i hjørnet. Oven på dem lå hans gamle læderkuffert, og i en klar affaldspose lå både sneakers og lædersko. Oven på tasken sad et hvidt stykke papir, tapet fast.
Med hjertet i halsen rev han papiret af.
»Dine ting er pakket. De nye låse kostede mig 5.000 kroner, kald det din afskedsgave. Skilsmissepapirerne sender jeg mandag. Udmeldelse fra lejligheden tager vi i retten, hvis du nægter. Held og lykke med Freja.«
Jorden forsvandt under ham. Ikke alene havde Bodil ikke bedt ham blive hun havde smidt ham ud som en glemt kat! Hun havde endda proppet hans dyre skjorter i de grimme IKEA-poser.
Han gik hen til døren og knaldede på den, holdt fingeren på ringeklokken.
Bodil! Luk op, for pokker! Hvad laver du?!
Bag døren lød skridt, låsen blev løst op men kun så meget som kæden tillod, og i revnen stod Bodil i teaterkjole, med håret elegant sat og et helt fremmed, sikkert udtryk.
Henrik, du må ikke vække naboerne, sagde hun roligt.
Er du sindssyg? Hvilke tasker?! Hvordan kan du det er også min lejlighed! Jeg er skrevet ind her! Du har ingen ret!
Hun løftede bare et øjenbryn.
Du må da kende reglerne på din alder. At være skrevet ind betyder ikke, du ejer lejligheden. Den er købt for mine forældres penge, givet via gavebrev og tinglyst til mig. Og som du selv sagde du ville flytte. Jeg har hjulpet dig lidt. Dine vægte ligger nederst i tasken.
Du kan ikke gøre det mod mig! Vi har været gift i tredive år! Jeg har lagt penge i det her hjem! Vi har renoveret sammen!
Vedligeholdelse giver ikke ejerskab så nemt er det, svarede Bodil og slap døren. Du gav et ultimatum. Jeg udførte det praktiske. Tag nu til Freja. Jeg skal op i morgen.
Hun smækkede døren i. Henrik stod chokeret på trappen.
Bodil, vent nu! Hvor skal jeg gå hen midt om natten med alle de her poser?!
Det vedrører ikke mig længere. Farvel.
Klikket fra låsen lød, lyset gik ud i entreen.
Henrik blev stående på trappereposen. Tavsheden var massiv. Han satte sig træt ned på kufferten og skjulte hovedet i hænderne. Hans perfekte Københavnertilværelse smuldrede for øjnene af ham. Nu var han bare en mand med IKEA-poser og ingen adresse.
Han famlede efter telefonen og ringede til Freja. Musik skinnede igennem i den anden ende.
Hej Henrik, er du på vej? lød hun gladt.
Freja det gik lidt galt. Bodil skiftede låse, smed mine ting i poser. Jeg.. kommer til dig nu, ok? Med alle mine ting.
Frejas stemning blev kold på et sekund.
Vent hvad med jeres fælles lejlighed? Du sagde jo, den ville blive delt, og du ville have råd til en fin lejlighed?
Den er kun i hendes navn hendes forældre gav pengene. Jeg får intet. Men jeg tjener da godt, vi finder nok ud af det! Kan jeg ikke bare komme i aften?
Stilhed, et suk.
Henrik, jeg har tænkt over det mit kollegieværelse er for småt til flytning med poser. Jeg vil have en mand, der fikser problemer, ikke én, der flytter dem hjem til mig. Så vi taler sammen, når du har din egen bolig. Hej.
Oplysningen forsvandt i korte, iskolde bib.
Henrik stirrede tomt ned i sin blanke, døde smartphone. Den beundrende unge kvinde forsvandt som dug for solen, da det gik op for hende, at den succesrige afdelingsleder ikke havde andet end sit jakkesæt. Det ømme blikkes pris var komfort og illusioner ikke virkelighed.
Han så sig rundt i trappeopgangen: grå vægge, beskidt vindue, skraldelugt og tre IKEA-tasker med et livs indhold. Ingen sted at tage hen, ikke penge til hotel næste løn først om en uge, kreditkortet tømt på fitnessabonnement og gaver til Freja.
Han fandt mobilen igen og begyndte at google billige hostels.
Bag den stålgrå dør, i sin lune, trygge, 100% egne lejlighed på det fredelige Frederiksberg, sad Bodil over en kop dampende urtete. Hun slappede af ved køkkenbordet, lyttede til byens sagte lyde og smilede for sig selv. For første gang i lang tid føltes luften fri og let. En ny start lå forude med nydelse, selvrespekt og uden frygt eller ydmygelser.
