Du er storebroren, så du skal hjælpe din lillesøster. Du har to lejligheder, giv hende den ene!
Det var ikke engang så lang tid siden, vi fejrede min svigerindes fødselsdag. Signe havde aldrig haft varme følelser for mig, og det var gensidigt vi holdt hinanden på afstand. Hele familien var samlet til festen: bedsteforældre, niecer, nevøer og selvfølgelig fødselaren selv. Alle så sig forpligtet til at lykønske min mand, Lars, i anledning af hans søsters fødselsdag og udtrykte stor beundring for hans gavmildhed.
Vi tog imod tillykkerne, men vi forstod ingenting. Vi stod med en kuvert i hånden en gave på 800 kroner. Efter min mening var det en fin gave til sådan en begivenhed, men særlig gavmildt var det nu heller ikke. Mysteriet blev opklaret, da min svigermor trådte frem og begyndte at tale til Signe.
Lars, din søster har fødselsdag i dag. Hun er stadig alene og har ingen kæreste, så som storebror må du tage ansvar og sørge for hendes tryghed. Du ejer jo nu to lejligheder, så én af dem må du give til Signe.
Storfamiliens bifald rungede gennem stuen, og jeg var lige ved at falde ned af stolen af ren forbløffelse. Men det stoppede ikke der.
Storebror, du giver mig den i den nye ejendom! Hvornår kan jeg flytte ind? Signe smilede, som om det hele var afgjort.
Men sagen skulle afklares. Lars og jeg har faktisk to lejligheder. Jeg har arvet den ene fra min mormor; vi har lavet nogle småreparationer og nu lejer vi den ud. De penge vi får ind, går til afdrag på lånet til den nye lejlighed, hvor vi selv bor. Min mand har rent juridisk ingen rettigheder over arvelejligheden, og jeg har planlagt, at den skal tilfalde vores barn, ikke min svigerinde.
Det kan du godt glemme, Signe. Den lejlighed vi lejer ud, er min, og den du drømmer om, bor vi jo selv i.
Min pige, du er gift med min søn, så alt hvad I ejer, er fælles, og Lars bør forvalte det, lød det stramt fra min svigermor.
Jeg har intet imod at hjælpe, men min ejendom skal ikke bruges! Lars, har du noget at sige?
Skat, vi skal nok tjene flere penge og købe en ekstra lejlighed, den kan vi give til Signe i dag er hendes dag.
Er det alvorligt ment? spurgte jeg overrasket. Hvis det virkelig bliver nødvendigt, så kan du give din søster del i vores fælles bolig, men kun efter at vi har været igennem en skilsmisse!
Skammer du dig ikke over at tale sådan til din mand? Hvis du vil skilles, så får du det! Lars mor smed ordene ud i luften. Og min dreng, du burde pakke dine ting og flytte hjem til din mor igen. Og dig, du er ubehagelig og grisk, sagde hun til mig.
Efter de ord forlod jeg det vanvittige hus, for jeg nægter at være blandt folk, der uden videre mener, de kan beslutte over min ejendom.
