Jeg har nogle venner, jeg kalder for økonomiske. De sparer på alt mad, tøj og andet. Det er ikke fordi, de mangler penge; faktisk har de altid nok, og de kunne sagtens tillade sig lidt mere.
Jeg besøger dem kun når der er en særlig anledning, ellers nøjes vi med at ringe til hinanden. For en måned siden blev jeg inviteret til fødselsdag hos dem. Jeg gik derhen og kom hjem sulten.
Den morgen lagde jeg den gave, jeg havde købt, ned i tasken og gik på arbejde. Festen skulle begynde klokken fire. Til frokost drak jeg kun en kop kaffe og spiste et par småkager, da jeg jo var inviteret til fest senere.
Da det blev tid, tog jeg over til mine venner. Jeg gav dem gaven, ønskede tillykke og sagde mest for sjov at jeg var sulten som en ulv, fordi jeg havde sparet appetitten til festen. Min ven grinede og sagde, alt var klart.
Der var seks gæster udover værtsparret. Da jeg trådte ind i stuen, lagde jeg straks mærke til, at der ikke var dækket op til bord, men istedet et buffet-arrangement. Ingen stole kun en lille sofa at sidde på. Det havde været dejligt med et rigtigt måltid efter arbejde, i stedet for at sidde og klemme os sammen otte personer på en lille sofa. Nå, buffet var buffet. Min veninde havde stillet et lille rundt bord frem med mad på. Og jeg fortrød, at jeg kun havde fået to småkager til frokost.
På bordet (jeg talte endda stykkerne, uden skam) stod der flere små tallerkener. Der var otte skiver røgede pølser (som jeg elsker), otte skiver kød, otte skiver ost. Friske tomater og agurk, også kun otte skiver hver. Alt var skåret meget tyndt, men pænt arrangeret. Der var også to små salater i bitte skåle. Frugt var der også præcist til otte personer. Hele det rige bord blev fuldendt med en enkelt flaske vin. Kort sagt: Spis og drik, kære gæster!
Jeg sad og gnavede på min bid af pølse med ost, og jeg var sulten! Jeg havde faktisk ikke engang lyst til vin, for jeg frygtede, det ville gøre sulten værre. Så siger min ven: Jeg henter noget varmt. Jeg tænkte, nu kommer der endelig noget ordentligt. Værtinden kom ind med et varmt måltid.
På tallerkenen lå der en lille ovnbagt kartoffel og en kyllingeunderlår et af hver! Jeg kunne ikke lade være med at grine. Kagen derimod, var heldigvis i normal størrelse. Alt i alt hyggede vi os, men efter halvanden time gik jeg hjem stadig sulten.
På vejen stoppede jeg i supermarkedet og købte lidt madvarer. Hjemme lavede jeg et ordentligt måltid til mig selv. Sådan fik mine venner da i det mindste sparet på gæsterne.
Man må jo spørge sig selv: Hvorfor invitere folk til fødselsdag, hvis man hverken kan eller vil give dem rigtig dansk gæstfrihed?
