Svigerinden kom til dækket bord men denne gang ventede et tomt et
Kommer de igen nu på lørdag? Vi blev jo enige om, at denne weekend skulle være vores. Vi skulle en tur ud af byen, jeg er helt færdig efter ugen med månedsregnskab!
Signe stemme rungede skarpt i det lille køkken, og ekkoet forplantede sig i fliserne. Hun stod ved vasken og skyllede sæbe af tallerkenen, mens hun skævede over skulderen til sin mand, Henrik, der sad med blikket nede i koppen med halvkold te, og nervøst pillede ved kanten af den gamle damaskdug.
Sig, hvad skulle jeg sige? sukkede han, og prøvede at lyde forsonende. Lone ringede, sagde, at de sådan havde savnet os, hende, Søren og lille Malte. Vi har jo ikke set hinanden i et stykke tid, nevøen ville så gerne hen til sin onkel. Jeg kunne da ikke bare sige nej til min egen søster. De havde jo glædet sig.
Ikke set hinanden? Signe slukkede hårdt for vandet, så hanen peb. Hun tørrede hænderne og vendte sig om mod manden med armene over kors. Henrik, de var her for fjorten dage siden. Og i foråret var de også her, tre dage. Og hver gang er det på præcis samme måde. De kommer tomhændede, sætter sig til bords, æder sig gennem alt det, jeg har brugt halve weekender på at lave, efterlader en bunke beskidte tallerkner, og så er de væk igen.
Henrik smøg sig uroligt i stolen. Sådan nogle samtaler brød han sig ikke om. I hans familie hjalp man hinanden, tog imod familie til hver en tid, uanset egne planer eller træthed.
Du skal altså ikke begynde at tælle stykkerne på de andres tallerkener, mumlede han og skubbede koppen væk. Det er jo min søster. De har det stramt for tiden, Søren har fået lønnen skåret og Lone klager. Så lad dem da komme og hygge sig. Jeg skal nok tage i Brugsen selv og købe ind. Jeg lover, jeg vasker også op bagefter.
Signe trak bare på smilebåndet bittert. Det løfte havde hun hørt mange gange. Henrik gik ganske vist til supermarkedet, men bragte hjem brød, danskvand og den billigste leverpostej, overbevist om, at det da udgjorde et helt festmåltid. Den tunge post og grydepasseren faldt altid tilbage på hende. Og opvasken? Jamen, den tog aldrig skade; efter frokosten faldt Henrik stille i søvn på sofaen.
De havde nu været gift i seks år. Lejligheden havde Signe arvet fra sin mormor længe før hun mødte Henrik, og juridisk var det hendes egen. Henrik havde egentlig en god løn, men størstedelen røg i afdrag på bilen og lidt støtte til hans forældre. Signe var chefapotekeren i en af de store kæder, havde en god månedsløn, og det var hendes penge, husholdningen mest var båret af: mad, regninger, tøj og ferie.
Hun var imødekommende og alt andet end nærig. Først i ægteskabet glædede hun sig over at stå for mad og kager, stege og lørdagsboller, til gæstebud for mandens familie. Men snart gik det op for hende, at Lones besøg var blevet en ubeskeden vane. Lone højtråbende, selvsikker og med en urokkelig tro på egen ret til at forsynes uden at give tilbage så brorens hjem som sin private restaurant.
Fredag aften begyndte vanen tro med Signe, der gik gennem Føtex med den tunge indkøbsvogn. Hun tjekkede listen: Godt oksekød til bøffer Lone nægtede at spise kylling, “madholdets sidste udvalg”, kaldte hun det. Røget laks til smørrebrød, flere slags ost, friske grøntsager, der kostede en formue, og Maltes yndlingslagkage.
Signe så nedslået på bonen næsten seks tusinde kroner. De penge havde hun sat af til nye vinterstøvler, da de gamle var noget flossede. Men, støvlerne måtte vente til næste måned.
Hjemme slæbte hun to store net op på tredje sal uden elevator Henrik var stadig hos mekanikeren. Da hun trådte ind, hørte hun dæmpede stemmer fra soveværelset Henrik var åbenbart kommet hjem og telefonerede.
Henrik talte på højtaler, og Lones selvsikre stemme gjaldede ud:
Du skal altså booke nu, så vi får rabatten! Vi har længe ville på ferie til Mallorca. All-Inclusive og direkte ned til stranden. Søren fik udbetalingen i går, vi lagde det hele på én gang. Det var dyrt næsten tyve tusinde kroner! men man lever jo kun én gang.
Sikke noget, hvor er det flot, sagde Henrik velvilligt. Men jeg troede, I skulle spare op, når Søren har fået lønkuttet?
Lone grinede højt og velnæret:
Ej, Henrik, du er sjov. Selvfølgelig sparer vi! Vi handler kun det nødvendige nu. Ingen caféer, ingen dyre ting. Søren får spaghetti og frikadeller hver aften. Men i weekenden er vi jo hos jer! Signe dækker altid så flot op, der er alt muligt gode sager: fisk, steg, avancerede salater. Vi spiser os propfyldte i weekenden, så kan vi spise skyr indtil onsdag. Det er SÅ bekvemt! Det sparer et hav af penge. Du må også sige til hende, hun skal købe ekstra laks, Malte elsker det. Men vi ses i morgen klokken et vi glæder os, og vi kommer sultne!
Der blev lagt på. Henrik brummede og lagde telefonen.
Signe stod i entreen. Hendes fingre smertede under vægten af poserne, men det var intet mod den kulde, der skød op gennem kroppen en bølge af såret vrede blandet med noget hun kun kunne kalde foragt.
Var det dét? Var det sandheden? Sparing med mad hjemme for ti-tusinder på ferie og hun, Signe, sprang vinterskoene over for at servere røget laks for de benhårde gratister, som ganske bevidst lagde weekenderne hos hende for at tømme hendes køleskab.
Signe gik stille ud i køkkenet, tændte lyset og betragtede sit hyggelige, skinnende rum. Kiggede på varerne. Så løsnede noget sig i hende; hun var rolig. Ingen scene, ingen råben kun klarhed.
Hun pakkede varerne ud. Oksekødet til bøfferne gemte hun i fryserens bageste hjørne. Dyre oste og laks, den gode pølse, blev lagt i en mørk kasse nederst bag gryder. Lagkagen delte hun i to: en halvdel ind i kassen, den anden under låg.
Ved køkkenbordet: intet. Alt stod tomt og skinnende rent, vasken uden opvask.
Resten af aftenen gik som normalt. Signe lavede bare grød og varmede en rest frikadeller fra i går. Henrik spiste uden kommentar og forsvandt ind til fjernsynet. Om familiens snarlige besøg talte han ikke han regnede vel med, at hun underforstået havde skaffet alt.
Lørdag morgen kom sjældent stille. Signe vågnede sent, trak vejret dybt og snøvlende, gik i bad og lavede sig en ekstra stærk kaffe med et stykke ost, nød stilheden og satte sig med en bog ved vinduet.
Henrik dukkede op, så overrasket sig om i det duftløse køkken.
Signe, laver du ikke mad? Lone og dem kommer snart. Er der noget galt med ovnen? spurgte han og kiggede ned i den tomme gryde.
Ovnen virker jeg holder bare fri i dag, sagde Signe køligt uden at se op fra bogen.
Henrik slog blikket op og ned, forstod ikke helt.
Hvad skal vi så servere?
Ved ikke, Henrik. Lav en portion grød, hvis du har lyst. Der er lidt frikadeller i køleren. Og butikken ligger overfor, din pung er i entreen.
Henrik udbrød et nervøst grin sikkert overbevist om at hun lavede sjov.
Signe, lad nu være med at være sur. Jeg sagde jo, jeg nok skulle vaske op. Hvor er varerne fra i går? Du kom jo med tunge poser?
De varer er indkøbt til næste uge. Og det er ikke meningen, folk skal spare hjemme for at spise op for mig inden en ferie i Mallorca, svarede hun og løftede øjnene. Isen i hendes stemme lod ingen indsigelser passere. Jeg hørte i går din samtale med Lone, ord for ord. Nu er det slut med at føre gratis folkebord her i huset.
Henriks ansigt blev rødplettet, han nåede knap at samle sig før det ringede på døren. Gæsterne helt præcist til middag.
Henrik fór ud i entreen. Ind væltede latter, vinterjakker og billigt parfume.
Ej, endelig, Signe da! Køen var utrolig! råbte Lone. Hvor er vores hjemmesko? Malte, nu skal du ikke fedte op ad væggen!
Lone kom fluks ind i køkkenet i sin farvestrålende træningsdragt, håret sat op i en løs knold. Bag hende trådte Søren, solid og mut, og Malte, der sad klistret til mobilskærmen.
Lone sendte et blik rundt: ingen duft, ingen madparade, kun en vase servietter midt på rent bord.
Signe, hvad det dufter da ikke? undrede hun sig højlydt, kiggede vantro rundt. Vi har jo ikke spist morgenmad, gemt appetitten til dine gode bøffer!
Signe lukkede langsomt bogen, lagde den fra sig og vendte sig mod dem.
Hej Lone. Hej Søren. Nej, vi har ikke spist, og det har vi heller ikke tænkt os. Her er ikke noget frokostbord.
Lone blinkede nervøst. Hun så på Henrik, der stod og trippede akavet.
Hvad mener du? Henrik sagde, I glædede jer! Vi er kommet, vi er gæster! Klokken er et, Malte skal spise på faste tidspunkter!
Hvis han har faste tider, burde I have givet ham mad hjemmefra eller taget et smørrebrød på vejen, sagde Signe med et lille smil.
Søren brummede utilfreds, satte sig tungt.
Er det en joke? Vi krydser hele byen for at sidde ved et tomt bord? Signe, kom nu ind med mad. Vi er sultne.
Ordet “sultne” kom som et stik, men Signe rynkede ikke et øjenbryn. Hun satte hænderne i bordet, så direkte på Lone.
Der er ingen mad, Søren. Og ingen laks. Jeg hørte såmænd jeres “spareplaner” i går aftes. Jeg ved godt, hvordan I bruger mit hjem til at spise jer mætte, mens I hellere vil bruge pengene på ferie.
Nu blev Lone bleg, så rød. Hun kastede bebrejdende blikke på Henrik:
Har du snakket om det foran hende?! hvæsede hun.
Henrik sank, og svarede knapt hørbart:
Jeg vidste ikke, Signe stod dér jeg troede, hun var i køkkenet
Nå! Lone kastede sig over Signe. Hvad så? Ja, vi skal på ferie! Ja, vi sparer, men vi er familie! I har heller ikke børn at bruge penge på, men vi har, og så skal man da hjælpe hinanden. Din mad har aldrig ruineret dig. I skulle skamme jer!
Signe rettede ryggen.
For det første, Lone, står ingen i mit hjem i gæld til nogen. Denne lejlighed har du ikke hjulpet mig til. Den er min. For det andet er min pung ikke et sponsorat for jeres drømmeferie. I løbet af tre måneder har I spist for næsten ti tusinde kroner her. De penge vil jeg hellere bruge på mig selv end på nogen, der bag min ryg ler af, hvordan de udnytter min venlighed.
Du sidder og tæller stykker, mit barn har spist?! prøvede Lone at græde.
Søren rejste sig truende:
Hey, pas lige på, hvem du taler til, du er ikke alene hér. Vi besøger min bror!
Rolig, Søren, brød Henrik nu ind. Han stillede sig foran Signe. Ingen taler sådan til Signe i hendes hjem.
I hendes hjem? spyttede Lone. Hvem er du så en gæst? Er du slet ikke mand mere? Få din kone til at lave noget mad til familien!
Henrik så for første gang sin søster, som hun virkelig var. Højlydt, fordringsfuld, og ligeglad med folk omkring sig. En skam bredte sig i ham; over alt det, han havde ladet passere, hans dovenskab ved indkøb, Signes slid.
Min kone skylder ingen noget, Lone. Hun serverer ikke mere for jer. Signe har ret. I kommer kun for at spise op. I har aldrig spurgt, om vi havde brug for noget, aldrig taget en kage med. Ingenting.
Nå, så nu vælger du hende fremfor din søster? råbte Lone. Min fod sætter aldrig mere i det hus! Jeg fortæller det alt sammen til mor, hun skal vide hvilken tøffelhelten du er!
Sig det, du vil, svarede Signe køligt. Udgangen er dér. Hent pølser til Malte i supermarkedet det er billigt.
Lone hev sin søn i ærmet, næsten så mobilen gled fra ham.
Vi går, Søren! De ønsker os ikke! Spar jeres penge æd maden selv!
De dæmpede sig ikke, da de forlod lejligheden, og døren smækkede så nøglerne klirrede på knagen.
En underlig, fri stilhed bredte sig. Signe sagde ikke straks noget. Hun bemærkede, at skuldrene sank, og et væld af lettelse skyllede igennem hende som at smide stramme sko efter for mange timer.
Henrik kom tøvende, rakte ud efter hendes skulder.
Undskyld mig, Signe… Jeg har været så blind. Jeg troede bare, det var hyggeligt familiesamvær… Først nu ser jeg, hvordan de har udnyttet dig.
Signe så på ham, ægte anger i øjnene. Hun vidste det havde kostet ham at sige fra, men det havde han gjort. Han havde valgt dem.
Det vigtigste er, at du forstår det nu, sagde hun sagte. Jeg er aldrig imod din familie. Men jeg kræver respekt. De er velkomne med en kage, et smil og en undskyldning. Indtil da: Lukket.
Lukket, nikkede Henrik. Så kom et skævt smil. Nu vi har hele dagen og ingen gæster Skal vi bestille pizza? Eller sushi? Jeg betaler. Og du slipper for opvask!
Signe begyndte at le. Oprigtigt, for første gang længe.
Lad os få pizza. Og find den film, vi aldrig får set.
Mens Henrik bestilte, åbnede Signe køleskabet, tog den gemte halvdel af chokoladekagen ud, skar sig et stort stykke, hældte en frisk kop kaffe op og satte sig til det rene bord. Nu ventede en rolig, skøn weekend. Den var deres.
