Jeg ved med sikkerhed, at vi ikke skal forsørge min svoger og hans familie eller betale for en lejlighed til dem. Allerede fra starten vil jeg gerne sige, at den treværelses lejlighed, vi bor i, er min egen. Jeg købte den, inden jeg blev gift, og dengang var den i en elendig forfatning hoveddøren stod blot lænet op ad karmen, som om den hvilede på gamle danske minder om stormfulde nætter. Men det var prisen, der betydede noget, og jeg gjorde resten i mit eget tempo. Det er dog ikke egentlig det, jeg vil fortælle om.
Da jeg mødte min mand, havde jeg allerede fået lavet to værelser og sat lidt møbler ind. Lejligheden var blevet ganske hyggelig, og bløde, danske skygger gled henover væggene om aftenen.
Min mand var flot, ordentlig og boede i et lejet værelse i Valby. Efter nogle måneder flyttede han ind hos mig. Efter brylluppet indrettede vi børneværelse i det ene rum, og snart fik jeg både en dreng og en pige.
Alt gled i smør indtil en diset, kold efterårsnat, hvor idyllen blev sprængt af min svigermor. Hun trådte ind med sine kufferter, tårerne løb ned ad kinderne som regndråber i København:
Må jeg blive hos jer lidt? Min søn har taget en veninde med hjem i min lejlighed. Jeg håber, de finder lykken og bliver gamle sammen, men indtil da… Jeg skal nok hjælpe til, hente børnene fra skole og børnehave, lave middag. Jeg har ingen andre end dig!
Hun græd, så jeg lod hende blive og gav hende det største værelse. Svigermor, der havde været folkepensionist i flere år, tog sig af børnene, men gik aldrig hjem, for hendes yngste søn havde flyttet sammen med sin nye hustru i hendes etværelseslejlighed. Sammen havde de to børn: et fælles og et fra hustruens tidligere ægteskab.
For længe siden havde min svoger giftet sig med sin barndomskæreste straks efter gymnasiet. Svigerforældrene solgte dengang deres ejerlejlighed på Østerbro, købte en lille etværelses til dem selv og en toværelses til sønnen. Senere blev svigerfar syg og gik bort i efterårsmørket.
Svogeren og hans første kone fik to børn før skilsmissen, og han lod lejligheden blive hos familien. Nu bor hans ekskone der med sin nye mand og tre børn. Efter skilsmissen vendte svogeren hjem til sin mor i Vanløse:
Mor, jeg bliver hos dig. Nu er jeg fri, og mine drømme svæver som måger over Amager. Det skal nok gå, jeg finder en lejlighed en dag. Men intet blev, som han drømte. Kort efter tog han sin nye kæreste med hjem til sin mor.
Hver weekend kom svigermor forbi med både sine egne og svogers børn fra begge ægteskaber. Et sandt virvar, som kun en dansk familie kan lave det i fleecetrøjer.
Efter et år sagde jeg til min svigermor, at hun måtte finde en løsning. Hun begyndte straks at græde og blev næsten hysterisk.
Jeg måtte tale med min svoger om, at det var tid for ham at forlade sin mors bolig. Men han nægtede han sagde, at han havde børn og kun en beskeden indkomst, så han kunne ikke betale leje ikke engang for en lille bolig ude i Brønshøj. Hvad skulle jeg gøre?
Mit forhold til min svigermor blev mere og mere anspændt. Jeg havde ikke længere lyst til at tage hjem efter arbejde. Til sidst sagde jeg til min mand, at han måtte hjælpe sin mor med at finde en bolig, eller også ville jeg gå.
Min besked slog min mand ud han anede ikke, hvor han skulle gøre af sin mor, men han ville heller aldrig smide hende ud i regnen.
Jeg foreslog, at hun lejede en mindre bolig vi har råd til at hjælpe med indskuddet og huslejen. Men svigermor nægtede kategorisk at bo til leje og sagde, at vi skulle leje en toværelses til svogeren og hans familie, så hun kunne flytte hjem til os igen.
Det var dristigt, syntes jeg, og svarede, at hvis hun ikke var flyttet om en uge, ville jeg sætte hendes ting ud foran døren på Frederiksberg Allé. Hvilke andre valg har jeg?
Jeg synes bestemt ikke, vi behøver forsørge min svogers familie eller give dem tag over hovedet!
