Der siges ofte, at mænd sætter udseendet højest hos kvinder. Det betyder åbenbart, at den ideelle kvinde skal være høj, langbenet, blond, altid smilende og glad. Men er det virkelig sådan? Naturligvis er det udseendet, der først får ens opmærksomhed, men jeg tror efterhånden ikke længere, at det er det vigtigste.
Jeg havde engang en god ven, han hedder Søren. Vi arbejdede sammen i samme firma i København. En dag fik vi en ny kollega. Hun lignede nærmest Helena Christensen på en prik. Lange ben, blændende hvidt smil og en fantastisk figur. Søren var naturligvis straks solgt.
Senere lagde jeg mærke til, at interessen var gensidig. En dag dukkede hun op på kontoret med en kæmpestor taske. Selvfølgelig tilbød Søren straks at hjælpe hende med at bære den hjem. Hun takkede ja, og Søren følte sig heldig han tænkte, at det måske kunne føre til noget. Men en time senere ringede han til mig, lettere panikslagen og helt rundt på gulvet.
Som det skulle vise sig, blev han fuldstændig chokeret, da han trådte ind i den nærmest modelagtige kvindes lejlighed på Østerbro. Der stank mildest talt, som om noget var dødt. Skraldespanden var tydeligvis ikke tømt i ugevis. Overalt lå der rod, madrester og fordærvet mad spredt ud både på gulvet og sengen. På spisebordet kravlede der endda små maddiker omkring.
Søren var tæt på at kaste op. For hende var det dog tilsyneladende bare helt normalt. Hun virkede ikke spor berørt. Søren sagde senere til mig, at han var blevet kureret for illusionen om, at skønhed er alt. Det vigtigste ved en kvinde er i hans øjne nu, at hun har sans for orden og passer sit hjem.
