Min mands tante har efterladt ham en lejlighed i arv ikke ligefrem Amalienborg, men den ligger da centralt i København og har plads til én optimistisk bachelor. Vi har tre børn: Vores ældste datter, Amalie, er 19 og har travlt med at studere formentlig også med at lære, hvordan man overlever på billig pasta. Vores ældste søn, Magnus, er 12, og så har vi lille William på 5, der stadig tror, at voksne har styr på livet.
Hjemme bor vi i en rummelig lejlighed med tre soveværelser, så ingen behøver dele dyne hvilket er et mirakel i sig selv med børn i huset.
Selvfølgelig skal man kunne skændes om noget, ellers bliver forholdet alt for dansk-hygget så vi røg i totterne over arve-lejligheden. Mit forslag var, at Amalie kunne flytte ind, hun er jo snart voksen og burde efterhånden kunne lave mere end toast. Min mand Henrik synes dog, det ville være urimeligt overfor drengene og vil hellere sælge lejligheden og dele pengene lige mellem børnene så kan de selv vælge, hvad de vil købe, en dag de finder ud af, hvad livet koster i danske kroner.
Men helt ærligt, hvad kan børn købe for lidt penge, når boliger koster flere millioner og studielivet spiser ens SU? Jeg mener, det må da være bedre at give ét barn tag over hovedet, og så må vi tænke kreativt, når drengene bliver større. Hellere en fugl i hånden end ti på taget, sagde min mormor altid, og hun vidste, hvordan man strikkede sig ud af alle problemer.
Henrik er skråsikker: Hvis Amalie får lejligheden, bliver det starten på tredje verdenskrig hjemme hos os, og drengene kommer til at stikke grillpølser i hendes sko. Jeg tror nu, de er for små til at forstå hele balladen, og vi har stadig tid til at udtænke en plan for deres fremtid måske bliver det bare en køjeseng på loftet, hvem ved?
Vi har naturligvis ikke nævnt alt det her for Amalie, hun har rigeligt med bøger og café-latte på studieåret, og desuden trænger lejligheden til en solid omgang renovering, før den overhovedet kan fungere som mere end opbevaringsrum for flyttekasser og Ikea-møbler. Vi mangler også pengene til det, så indtil videre bliver den bare boende hos os.
Så står jeg her med mit danske dilemma: Hvem har egentlig ret mig eller Henrik? Skal jeg insistere på min sag, eller ville det være mere fornuftigt at lade min mand få sin vilje? Hvis nu der er en læser, som kan se en genial tredje mulighed, så sig endelig til. Måske findes der en snedig løsning, som vi danskere bare ikke har tænkt på endnu og kan vi få den serveret med en kop kaffe og en remoulade-mad, er vi næsten lykkelige.
