Jeg voksede op i en stor familie på landet, som nummer to af ti børn. Allerede som barn blev jeg kastet ud i et hav af pligter: madlavning, tøjvask, pasning af mine yngre søskende, grave i køkkenhaven og sørge for vores kvægdet sidste var i øvrigt ret upopulært blandt både børn og køer. Jeg var konstant udkørt og faldt ofte i søvn, før hovedet ramte min slidte hovedpude.
Da jeg ramte de 18, begyndte mine forældre naturligvis at pushe på for at få mig gift. Ifølge dem var jeg blevet en “mund for meget” og burde snart lægge mit loftbrød et andet sted. De spurgte ikke rigtig om min mening, men arrangerede gladeligt et bryllup med en 27-årig fyr ved navn Mikkel, der boede inde i Odense sammen med sin lammede bedstemor.
Efter brylluppet rykkede jeg med til Odense og måtte hurtigt konstatere, at mit liv ikke havde ændret sig stortfør plejede jeg bare mine søskende, nu plejede jeg hans bedstemor. Mikkel var forsørgeren, javist, men han havde et umiskendeligt talent for at skælde ud og kalde mig navne, tilsyneladende for sportens skyld. Seks måneder senere døde bedstemor, og så var det bare mig og Mikkel.
Kort efter fik vi en datter, Freja, og en søn, Asger. Freja krammede mig tit, men Asger overtog lynhurtigt sin fars evne til at vrisse ad mig. Midt i det hele fandt jeg dog lidt trøst: jeg opdagede på TV, at man kunne lave sin egne stearinlys derhjemme, og det tændte noget i mig (pun intented). Jeg besluttede mig for at åbne en lille lys-virksomhed og brugte mine sparsomt opsparede kroner på udstyr. Mikkel mente selvfølgelig, at jeg havde tabt sutten, men mine stearinlys blev et hit, og der begyndte at trille penge ind.
Tiden gik, ungerne blev voksne, Freja blev ved med at vise mig lidt kærlighed, mens Asger og hans far stadig nød at gøre nar af mig. Men mit stearinlys-imperium voksede, og jeg begyndte at lægge lidt til side. Da Mikkel på et tidspunkt grinede hånligt af mig, fordi jeg havde købt mig en helt almindelig, afdæmpet kjole, gik det op for mig, at nu var det nok.
På det tidspunkt var børnene over 30, jeg nærmede mig de 50, og jeg orkede ganske enkelt ikke mere. Jeg hævede mine opsparinger, lejede en lille lejlighed, søgte skilsmisse fra Mikkel og fortsatte med at lave lys i fred og ro. Der lå ikke nogen surhed bag beslutningen, bare et stille ønske om et liv uden konstant brok og dramabare en lidt mere hyggelig tilværelse, hvor man kan tænde lys uden at nogen blæser dem ud.
