At glemme helt var ikke muligt
Hver dag tog Peder metroen og derefter bussen hjem fra arbejde. Turen frem og tilbage tog over en time. Hans bil stod ofte bare stille, for selvom han boede i København, var trafikken morgen og aften så slem, at metroen var hurtigere.
For to år siden ændrede hans familie sig; han og hans kone gik stille og roligt fra hinanden uden drama. Datteren, Freja, blev boende med sin mor; hun var sytten dengang. Peder kunne ikke lide konflikter og havde længe bemærket, at hans kone blev mere og mere fjern og irritabel, gik ofte ud og kom sent hjem med undskyldningen om, at hun var sammen med veninder.
Da Peder spurgte:
– Hvorfor kommer du så sent hjem? Normale koner er hjemme på det her tidspunkt.
– Det rager ikke dig, svarede hun koldt. De normale koner er bondekoner. Jeg er anderledes, jeg er klog og har brug for mere plads, jeg kommer ikke fra landet som dig. Du blev aldrig andet.
– Men hvorfor valgte du så at gifte dig med en bondeknægt?
– Jeg valgte det mindste af to onder, sagde hun, og ville ikke forklare mere.
Snart havde hun sendt skilsmissepapirerne og Peder måtte flytte ud og finde en lejlighed til leje. Han vænnede sig til det og havde ikke planer om at gifte sig igen endnu. Men han holdt øjnene åbne.
Peder plejede at sidde med næsen i telefonen i metroen, scrolle nyheder, læse jokes og se små videoer. Men så dukkede et billede op, og han stivnede. Han bladrede tilbage og så nærmere på skærmen: der stod:
– Folkefolkets healer, Marie, urtemedicin.
Fra telefonen så hans første kærlighed på ham uforløst og håbløs, men aldrig glemt. Han huskede denne pige fra sin klasse. Hun var lidt mystisk, men smuk.
Han var så optaget, at han næsten missede sit stop. Han skyndte sig ud, gik hjem uden at tage bussen. Da han kom ind i sin lejlighed, tog han jakken af og satte sig på skamlen i gangen uden at tænde lys. Han blev ved med at stirre på skærmen, rejste sig, og noterede hendes telefonnummer, og så gik mobilen død for batteri.
Mens telefonen ladede, prøvede han at spise, men havde ingen appetit. Han endte med at ligge på sofaen, og minderne væltede ind.
Marie havde allerede skilt sig ud fra første skoledag. En stille, beskeden pige med en lang fletning, altid pæn i hjemmesyet, lang kjole, helt anderledes end de andre. I den lille by udenfor Aarhus vidste alle næsten alt om hinanden, men ingen kendte rigtigt Marie. Hun boede sammen med sin bedstemor og bedstefar i et hus ved skovkanten, et hus som mindede om et gammelt bindingsværkshus med udskårne vinduer.
Lige fra Peder først så Marie, blev han forelsket barnligt men ægte, syntes han selv. Alt ved hende var anderledes. Hun gik altid med tørklæde og havde en lille rygsæk med broderi; senere forstod han, at den var hjemmelavet.
I stedet for hej, sagde Marie høfligt: God helbredelse. Hun virkede som en figur fra et eventyr. Hun løb aldrig på gangene og råbte aldrig altid venlig og rolig.
En dag kom Marie ikke i skole, og Peder var med sammen med de andre børn ud for at se til hende, om hun var syg. De gik ud til huset, og bag svinget dukkede huset op som fra et eventyr.
– Se, der er samlet folk, sagde den rappe pigen Lærke.
De nærmede sig og opdagede, at der var begravelse Maries bedstemor var død. Marie stod med tørklæde og græd, bedstefaren så blot ned i jorden. Peder huskede det hele tydeligt, fordi det var første gang han var til en begravelse. Marie var tilbage i klassen få dage senere.
Årene gik og pigerne blev smukke i løbet af de ældre klasser, begyndte at gå op i makeup og tøj. Men Marie gik altid med rank ryg, uden pynt eller makeup, med en blid rødme i kinderne. Hun lod sig ikke påvirke af snak eller sladder, men holdt sig ordentlig.
Drengene begyndte at flirte med pigerne, og Peder besluttede at kurtisere Marie. Hun reagerede ikke i starten, men i slutningen af 9. klasse sagde han:
– Må jeg følge dig hjem fra skole?
Marie så alvorligt på ham og svarede stille:
– Jeg er allerede lovet bort, Peder. Sådan er skikken i min familie.
Peder blev trist, vidste ikke hvad han skulle tro, og fandt senere ud af, at hendes bedsteforældre var danskere fra Højskolebevægelsen og familien holdt på gamle skikke. Hendes forældre var døde tidligt, så bedsteforældrene havde opfostret hende.
Marie fik altid topkarakterer. Hun bar aldrig smykker, som de andre piger. Selvom visse klassekammerater hviskede om hende, lod hun det passere, opførte sig altid ordentligt.
Hun blev smukkere år for år, og i 10. klasse var hun klassens rose. Drengene beundrede hende, men ingen drillede eller mobbede hende.
Efter gymnasiet skiltes klassekammeraterne, og Peder flyttede til København for at læse på universitetet. Han hørte kun, at Marie var gift, og kom sjældent hjem. Om sommeren var han på rejse med arbejdet.
Marie blev gift med ham hun var lovet til, og flyttede til et landsbyhus, hvor hun passede gården, malede, syede og tog sig af familien. Hun fik en søn, og derefter så ingen fra skolen hende igen.
– Så Marie arbejder altså med urter nu, tænkte Peder, mens han lå på sofaen. Hun er blevet endnu smukkere.
Han faldt langt om længe i søvn. Næste morgen ringede vækkeuret og han tog på arbejde. Fortiden slap ham dog ikke, for Marie fyldte hans tanker.
– Ja, den første kærlighed glemmer man aldrig, tænkte han.
Den første kærlighed forbliver i hjertet
Et par dage gik som i en tåge, så kunne han ikke holde det ud længere og skrev til hende:
– Hej, Marie.
– God helbredelse, svarede hun stadig lige høfligt. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Marie, det er Peder, din gamle klassekammerat. Kan du huske, vi sad sammen i skole? Jeg så dig på nettet og ville bare sige hej.
– Jo, jeg husker dig tydeligt, Peder. Du var den flittigste dreng.
– Marie, står der dit nummer her må jeg ringe til dig?
– Selvfølgelig, det må du gerne.
Efter arbejde ringede han. De talte kort og udvekslede historier.
– Jeg bor i København og arbejder, svarede han kort. Fortæl mig om dig, Marie, hvordan går det, har du en stor familie? Hvordan bor du nu?
– Jeg bor i mit gamle familiehus, der hvor jeg gik i skole. Jeg vendte hjem, da min mand døde en ulykke i skoven. Bedstefar døde også for længe siden.
– Undskyld, Marie, det vidste jeg ikke
– Det er helt okay, det ligger langt tilbage. Og du kunne jo ikke vide, vi ved så lidt om hinandens liv. Ringer du kun, fordi jeg er urtemager? Jeg giver nogle råd
– Nej, jeg ringer bare fordi jeg så dig, og det hele væltede op. Jeg savner vores by, har ikke været der siden min mor døde.
De talte lidt om gamle dage, sluttede af og der blev ro. Arbejde, hjem, men efter ugen kunne han ikke lade være, han ringede igen.
– Hej, Marie.
– God helbredelse, Peder savner du, eller er du syg?
– Jeg savner, Marie må jeg besøge dig? spurgte han forsigtigt, hjertet bankede hurtigt.
– Kom bare, sagde hun så uventet. Kom når du vil.
– Jeg har ferie om en uge! jublede han.
– Det er fint, du kender adressen, sagde hun med et smil.
Hele ugen forberedte Peder sig, købte gaver til Marie og spekulerede over, hvordan hun var nu. Da ugen var gået, kørte han tidligt fra København ud til sin gamle by. Seks timer i bil, men han nød turen.
Byen dukkede pludselig op da han drejede af motorvejen. Han blev overrasket der var sket meget. Nye huse, endnu en fabrik og flere supermarkeder og caféer. Han holdt foran butikken.
– Jeg troede vores by var gået i stå som de fleste småbyer, men den blomstrer, sagde han højt til sig selv.
– Vi har jo ikke længere en landsby, det er nu en lille by, sagde en ældre mand stolt og du har vist ikke været her længe?
– Nej, meget længe, svarede Peder.
– Vi har en god borgmester, og så blomstrer byen.
Marie ventede på Peder ude i haven, hun havde ringet efter ham da han nærmede sig. Hun så bilen komme rundt om hjørnet, og hjertet slog hurtigt. Ingen vidste, at Marie havde båret en stille kærlighed til Peder siden skoledagene. Hun havde gemt hemmeligheden, og hvis han ikke havde kontaktet hende, ville den være gået med hende i graven.
Genforeningen var glad. De sad længe i havepavillonen. Huset var blevet gammelt, men stadig hyggeligt og varmt.
– Marie, jeg kom for at tale med dig om noget, hun så lidt bange ud.
– Okay, hvad da? spurgte hun spændt.
– Jeg har elsket dig hele mit liv vil du ikke besvare min kærlighed nu? sagde han bestemt.
Marie sprang op og omfavnede ham.
– Peder, jeg har elsket dig lige så længe.
Peder brugte hele sin ferie hos Marie, og før han tog tilbage til København, lovede han:
– Jeg får ordnet alt på jobbet, arbejder hjemmefra og vender tilbage. Jeg flytter aldrig mere herfra. Her er jeg vokset op, og her hører jeg til, sagde han med et smil.
Og med dét lærte han, at nogle ting aldrig forsvinder den første kærlighed bliver altid i hjertet, og man kan finde glæden igen, hvis man tør følge det.
