Hvorfor har du besluttet dig for at blive skilt? spurgte svigermor hende, som om hun havde ret til svaret. Mette havde aldrig haft intention om at bo sammen med sin svigerfamilie. Det var hendes mand, Anders, der havde overbevist hende. Hans mor kunne ikke slippe sin lille dreng på 34 år fri. Af ren medfølelse gik Mette med til det.
Vi har bare forskellige syn på livet. Sådan kan det gå. Vi er ikke de første, og vi bliver nok heller ikke de sidste, svarede Mette, selvom hun havde lyst til at sige sandheden uden filter.
Hvad var grunden? Svigermor ringede hver dag til Anders via Facetime, for at sikre sig at Mette nu kunne klare alle pligterne. Det var de dage, hvor svigermor ikke kunne kigge forbi selv. Til brylluppet holdt svigermor en tale:
hvor er jeg glad for, at min søn langt om længe er blevet gift. Selvfølgelig kunne han have fundet et bedre valg, men sådan er det nu engang. Tag det ikke ilde op, Mette.
Måske skulle Mette have forladt festen allerede den dag. Svigermor havde længe håbet på, at Mette ville forlade Anders, og hun gjorde alt, hvad hun kunne for at skubbe hende væk. Anders forsvarede aldrig sin hustru. Og da de engang kørte forbi svigermors hjem, og hun ikke ville lade Mette komme ind, sagde Anders intet. Svigermor krævede at tale alene med sin søn. Mette blev stående udenfor i en time.
Hvorfor blev hun, spørger hun stadig sig selv. Men nu var det nok. Kom nu, begynd ikke at få kuldegysninger. Forskellige meninger, det er kun i film. Lad os nu høre, hvad du ikke kan lide ved min søn. Jeg indrømmer, du er ikke den svigerdatter, jeg ønskede mig til Anders. Men nu, hvor tingene er, som de er, slipper jeg dig ikke så let. Sig, hvad der er galt.
Mette smilede stille. Hun havde aldrig behøvet svigermors tilladelse. Hun var kun trådt ind i det hjem for Anders’ skyld. Årsagen til skilsmissen var enkel. Svigermor. Jeg går nu, sagde Mette roligt.
Det kan du godt glemme! snerrede svigermor.
Det rager mig ikke det mindste. Du betyder intet for mig, svarede Mette.
Giv mig halvdelen af værdien for ringen tilbage! råbte svigermor.
Undskyld, hvad sagde du?
Jeg vil have halvdelen af prisen for ringen tilbage. Den, Anders købte til dig.
Mette grinede bare. Tal om ringen? Er det seriøst det eneste, din søn har kunnet præstere at købe gennem sit liv? Du kan få den, jeg vil ikke have den.
Sådan gik de fra hinanden. Mette forsøgte bagefter at forstå, hvordan hun overhovedet gik med til at gifte sig med en mand som Anders. Hans mors sande jeg havde hun jo set allerede før brylluppet. Hvorfor blev hun? Kun Gud ved det.
Jeg skal giftes, sagde Mettes kollega Lise en dag.
Nå, med hvem?
Du bliver nok overrasket…
Det kan ikke passe, mumlede Mette, mens mistanken voksede.
Med Anders. Din eksmand.
Mener du det?! Du ved udmærket, hvorfor vi gik fra hinanden!
Jo, men sådan er det jo forskelligt for os alle, sagde Lise. Anders er så betænksom, og hans mor hjælper os meget. Måske lidt for meget, men pyt.
Pyt for dig, ikke for mig. Jeg er bare glad for, at det kapitel er ovre.
For resten, se lige ringen, Anders gav mig. Her!
Mette vidste, hvad hun ville se. Den samme ring, som hendes eksmand havde givet hende. Tænk, han havde ikke engang købt en ny. Ikke overraskende.
Og se, der står Altid sammen indgraveret i den. Jeg ville ønske, man bare kunne viske det ud…
Nogle gange lærer livet en, at det vigtigste er at sætte grænser og tage ansvar for sin egen lykke selv når det kræver mod at gå imod andres forventninger.
