Mælkebøtte-marmelade
Den bløde og snedækkede vinter var forbi; ikke en eneste rigtig frostnat havde der været i år, og selvom sneen glimtede venligt, var folk ved at være trætte af kulden og de tunge vinterfrakker. De længtes efter friske, grønne blade, farver, og solen mod kinden.
I den lille by i Danmark kom foråret endelig. Gitte elsker forår; hun glæder sig altid til at se naturen vågne. Da hun kiggede ud fra tredje sal af den grå etageejendom, tænkte hun:
Når de varme forårsdage kommer, føles det som om byen vågner af en lang dvale. Selv de store biler lyder anderledes, og torvet er fyldt med stemmer. Folk i farvestrålende jakker og frakker haster afsted; fuglene vækker os tidligere end vækkeuret. Der er noget særligt ved foråret sommeren bliver endnu bedre…
Gitte har boet i denne femetagers boligblok i årevis, og nu bor hun alene med sit barnebarn, Amalie, som går i fjerde klasse. Amalies forældre begge læger rejste sidste år til Sydafrika på arbejde. Datteren sagde:
Mor, nu overlader vi Amalie til dig, det er bedst hun skal ikke med os, vi ved jo, at du passer på hende.
Selvfølgelig! Med hende bliver pensionisttilværelsen jo festligere. Rejs I bare Amalie og jeg klarer os, svarede Gitte.
Hurra, mormor! Nu får vi mere tid sammen, og vi kan gå i parken, når det passer os. Mor og far har altid så travlt, grinede Amalie.
Efter at have sendt Amalie afsted til skole, fodret hende med rundstykker og ost, begyndte Gitte på dagens huslige sysler. Timerne forsvandt, før hun vidste af det.
Jeg skal lige ud i Brugsen, og så er Amalie hjemme igen tænkte hun og fandt indkøbsnettet frem.
Ude foran opgangen sad allerede to naboer på bænken de havde lagt varme puder, for bænken var stadig kold. Fru Hansen uden alder, måske over halvfjerds boede alene i stuen og ville aldrig røbe sin rigtige fødselsdag. Fru Rasmussen var også ældre, 75 år, klog og læseglad, og snakkede altid højt; hendes livsglæde var i kontrast til Fru Hansen, som altid var lidt mut og sur.
Når sneen smelter og solen skinner, er den bænk aldrig tom. Fru Hansen og Fru Rasmussen er stamgæster; de sidder der morgen til aften går kun hjem for at spise frokost og ved alt om alle.
Gitte satte sig tit hos dem, og sammen diskuterede de, hvad der stod i aviserne eller var på fjernsynet. Fru Hansen fortalte gerne om sit blodtryk.
Godmorgen, damer hilste Gitte med et smil I er på vagt, ser jeg.
Ja, Gitte, vi er på plads ellers får vi vel skældud, lo Fru Rasmussen. Mon du skal i Brugsen? hun nikkede mod Gittes net.
Rigtigt, jeg har lovet Amalie en lille sød ting for hendes gode karakterer svarede Gitte og gik.
Dagen gik som alle andre; Amalie blev hentet fra skole, fik frokost, og kastede sig over lektierne, mens Gitte ordnede småting og derefter så tv.
Mormor, jeg går til dans nu! lød det pludselig.
Amalie stod klar med sin taske og mobilen i hånden. Hun havde danset i seks år, optrådt til alle slags arrangementer, og Gitte var stolt af sit barnebarn.
Du skal bare gå, min skat sagde Gitte blidt og fulgte hende til døren.
Gitte satte sig derefter alene på bænken ved opgangen ventede på Amalie.
Er her stille, spurgte naboen fra anden sal, Erik Bjerre, og satte sig.
Man kan da ikke savne selskab sådan en dag; det er forår og vejret er vidunderligt, svarede Gitte.
Solen varmer, fuglene synger, det hele bliver grønt mælkebøtterne er som små sole overalt, sagde Erik med et smil, og Gitte nikkede.
I det samme kom Amalie styrtende og kastede sig om Gittes hals:
Vov, vov!
Åh, din lømmel, du skræmte mig! grinede Gitte.
Tiden er ikke inde til den slags snak, sagde Erik, og klappede Gitte venskabeligt på ryggen.
Kom, min vildbasse, jeg har revet gulerødder og drysset med sukker du må være træt efter dans, og dine yndlingsfrikadeller er klar, lokkede Gitte.
Erik rejste sig også fra bænken.
Du fik mig sulten med al den snak om mad. Må hellere gå ind og spise. I kommer vel ud igen senere? Måske vi kan gå en tur? sagde han.
Måske, hvis jeg når det har travlt i dag…
Men om aftenen satte Gitte sig alligevel på bænken. Erik ventede, og nu var de gamle damer borte.
Fru Hansen og Fru Rasmussen er lige gået hjem for at spise, sagde Erik glad.
Efter denne aften mødtes Gitte og Erik ofte de gik endda i parken på den anden side af vejen og delte aviser, diskuterede opskrifter og historier.
Erik havde ikke haft det let; han mistede sin kone tidligt, og har altid selv måttet tage sig af sin datter, Lykke. Han arbejdede på to jobs, så Lykke ikke skulle mangle noget men det betød, at han næsten aldrig så hende. Han gik på arbejde, mens hun stadig sov, og kom hjem efter hun var lagt i seng.
Lykke voksede op, blev gift og flyttede til Aarhus, fik en søn og kontakten ebbede hurtigt ud. Når hun kom på besøg var der ingen særlig glæde eller varme. Hun blev skilt efter femten års ægteskab, og opdragede sønnen alene.
Gitte, min datter kommer og besøger mig om to dage. Hun ringede i morges. Ved ikke helt hvorfor vi har jo ikke talt sammen i årevis, sagde Erik til Gitte, de var for længst på fornavn og kunne tale om alt.
Måske savner hun dig nu, hvor hun selv er blevet ældre. Man vil gerne være tættere på familien, svarede Gitte.
Måske, men jeg tvivler…
Lykke kom. Stadig lige skarp og lukket om sig selv Erik ventede nervøst på samtalen, og den kom hurtigt:
Far, jeg skal tale med dig om noget, startede Lykke. Lad os sælge din lejlighed, og du flytter ind hos os. Du får mere selskab det vil være bedre for dig, sagde hun beslutsomt, som om planen allerede var lagt.
Men Erik følte sig skubbet ud; han havde ikke lyst til at forlade sit hjem for at bo under opsyn hos sin kolde datter. Han sagde nej, med henvisning til, at han havde det bedst alene.
Men Lykke gav ikke op. Hun fandt ud af, at Erik var gode venner med Gitte og gik straks over til hende. Hun satte sig i køkkenet, hvor Gitte satte te over og fandt småkager og hjemmelavet syltetøj.
Fortæl, Lykke, sagde Gitte venligt.
Jeg ser, at du og min far er tætte. Kunne du ikke overtale ham til at sælge lejligheden? Hvorfor skal én mand sidde på så mange kvadratmeter, kan han ikke tænke lidt på os andre? sagde hun skarpt.
Gitte blev rystet over Lykkes kolde og beregnende tone og sagde nej. Da blev Lykke rød og vred, og råbte så naboerne må have hørt hende:
Nå, det er klart du vil vel selv have fat i lejligheden til din barnebarn. Sidder på bænken og hygger dig med ham, går ture, snakker om mælkebøtter og sundhed… I er bare to gamle tosser. Har I søgt om at blive gift? Glem det, du får ikke noget og så gik hun sin vej med et smæld.
Gitte var flov; hun frygtede at naboerne havde hørt. Snart rejste Lykke, og Gitte undgik Erik gik på omveje, og skyndte sig hjem hvis hun så ham.
Men man kan ikke løbe fra livet; det sætter tingene på plads. På vej hjem fra Brugsen, sad Erik foran opgangen og ventede, holdt en buket mælkebøtter, og var ved at flette en krans.
Gitte, bliv lige bad han kom og sæt dig. Undskyld min datter. Jeg ved hun var hos dig hun kan være grov. Vi har talt sammen, og jeg hjælper min barnebarn, som jeg skal … Men sådan kan man ikke være, som hun er. Nu er hun rejst, sagde hun ikke har en far mere … han tav, rakte kransen tag den, og du skal smage min mælkebøtte-marmelade det er både sundt og lækkert, og de er gode i salat også, smilede han.
Efter denne snak, lavede de sammen en frisk salat, og Gitte drak te med mælkebøtte-marmelade hun var begejstret. Om aftenen gik de i parken igen.
Jeg har det nyeste af vores yndlingsmagasin skal vi ikke læse lidt sammen på bænken under lindetræet? spurgte Erik.
Gitte satte sig ved siden af, lo, og samtalen tog fart. Alt omkring dem gled i baggrunden; de havde det godt sammen.
Tak fordi du læser med, støtter og følger mig. Held og lykke til dig i livet!
