Ville ikke, men gjorde det alligevel
Jeg har aldrig røget, men alligevel overbeviste jeg mig selv om, at det var godt for nerverne. Jeg stod i gården foran min mormors gamle hus i udkanten af Horsens og så ud over den stille landevej. Tankerne var tunge og mørke, og bekymringer havde fyldt min hverdag den sidste tid.
Mit navn er Malene Rasmussen, og jeg bor alene i mormors hus. Mine forældre bor ude på landet, omkring syv kilometer væk. Jeg havde længe ønsket mig at prøve at bo selv jeg er jo trods alt treogtyve år og arbejder på det lokale posthus.
Det var min veninde Rikke, der lærte mig at ryge eller prøvede på det. Hun sagde, det hjalp med at slappe af. Men jeg smed cigaretten, før jeg havde røget færdig.
Det er ikke mig, det her med røg, tænkte jeg. Rikke kan godt sidde og ryge hele tiden, men jeg kan ikke se, det hjælper.
Netop da kørte Lars, den nye betjent, forbi mit hus. Han var lige flyttet til fra Kolding, og jeg havde hørt om ham gennem mine kolleger på posthuset. Da han var ude af syne, gik jeg indenfor, for det var ved at blive mørkt og jeg havde pludselig sat mig for noget, der både var vigtigt og farligt.
På posthuset var der dagen i forvejen ikke meget aktivitet, kun nogle lokale der kom ind af og til.
Der bliver travlt her i morgen, ingen tvivl, sagde Birthe Andersen, min erfarne kollega. Det er roligt nu, men pensionen kommer jo i morgen.
Birthe har arbejdet på posthuset siden hun var ung. Snart tredive år, jeg har været her alle i landsbyen kender mig. Jeg kan ikke forestille mig at lave andet.
Ja, Birthe, min mor siger altid, at posthuset ville gå i stå uden dig, grinede den unge Sofie. Det er dig, der holder sammen på det hele.
Åh, tag nu ikke fejl det går jo nok. Ingen er uundværlig jeg skal jo på pension snart.
Så kom Vigga, en stor kvinde på toogfyrre, ind med sved på panden. Hold op, der er varmt i dag! Jeg skulle lige have lavet et abonnement til min nabo, fru Gudrun. Hun elsker jo sine magasiner, og vi rejser til Grækenland i morgen tidligt afsted! Så hun spurgte, om jeg ikke kunne ordne det hendes abonnement udløber, og hun vil nødig undvære læsestof.
Du er modig, Vigga! Grækenland er langt væk og så oven i købet med fly, sagde Birthe, som om hun selv netop var hjemvendt derfra. Det bliver skønt med sol og strand.
Ja, jeg glæder mig skal nok lægge billeder ud med det samme, har købt ny bikini! sagde Vigga og vinkede farvel.
Hvor mange penge mon det koster med hele familien til Grækenland sukkede Sofie.
De har såmænd nok Viggas mand er jo landmand, konstaterede Birthe.
Jeg sagde ikke noget, men sad blot ved computeren, lyttede og tænkte.
Senere på dagen kom Lars ind på posthuset, hilste muntert på os.
Hej, har I fået brev til mig? spurgte han Sofie, men hans blik faldt pludselig på mig.
Vidste ikke, at der arbejdede så smukke kvinder her sagde han, lidt vemodigt.
Birthe nikkede forstående. Malene mistede for nylig sin kæreste.
Det var kun tre uger siden, min forlovede Mikkel blev fundet dræbt i Aalborg, hvor han havde rodet sig ind i et hemmeligt spillemiljø. Jeg anede intet om hans spillevaner, og politiet fandt aldrig nogen skyldige. Men en sen aften mødte der op to unge mænd i byen jeg havde set dem før med Mikkel.
Din kæreste skylder os en stor sum, sagde den ene Jan krævede toogfyrre tusinde kroner.
Han han er jo død, svarede jeg chokeret.
Ja, men gæld forsvinder ikke! snærede Jan. Så nu skal du betale. Du kender jo alle i landsbyen, arbejder på posthuset find pengene. Om to uger kommer vi igen. Rører du politiet, sker der ting, du ikke ønsker! Her, tag de her låsepinde du åbner ethvert hus.
Efter de gik, låste jeg hurtigt døren og sad rystende i mørket. Natten efter besluttede jeg at bryde ind hos Vigga, mens familien var på ferie. Hun havde ingen hund, kun portene var lukket, men jeg klatrede over hegnet.
Jeg fumlede med låsen, som Jan havde forklaret, og kom ind. Mit hjerte dundrede jeg vidste, jeg brød loven, og det føltes forfærdeligt.
Herregud, hvad bilder jeg mig ind tænkte jeg, bare fordi Mikkel roede sig ud i noget nu må jeg tage straffen og forbryde mig.
Jeg vidste, at jeg burde gå til politiet, men frygten for Jan og hans ven sad i mig. Jeg fandt kun lidt omkring femten hundrede kroner, et guldarmbånd og Viggas ring. Laptoppen på skrivebordet kom også med i tasken.
Så sneg jeg mig ud ingen lys i vinduerne, kun et par hunde der gøede i natten. Ingen havde set mig, men jeg var rystende bange.
Hjemme stak jeg tasken væk i mormors gamle kiste inde i viktualierummet. Den nat fik jeg ikke lukket et øje. Dagen efter gik jeg på arbejde med hovedpine og mødte Lars, der kom hen til mig i frokoststuen.
Hej, Malene jeg skal også spise her, du ser nervøs ud, sagde han og smilte. Jeg var straks sikker på, han vidste, hvad jeg havde gjort.
Venter du på mig? hviskede jeg nervøst.
Ja, det gør jeg faktisk, sagde han og grinte. Jeg slap vejrtrækningen han tog ikke det for alvorligt. Fra den dag spiste vi sammen til frokost og gik tit hjem sammen snart overnattede han hos mig.
Rygterne i byen gik hurtigt:
Malene har fået kæreste, og det skulle have været min datter! Lars var jo hendes store håb, fnyste Karina. Men han er tydeligvis vild med Malene det var så det, sagde de andre.
Nogen syntes, jeg gik for hurtigt videre efter Mikkels død, men ikke alle var enige:
Skal hun da vente resten af livet med at være lykkelig?
Dagen, hvor Jan skulle komme igen, nærmede sig. Jeg var bange: ville de finde Lars hos mig? Jeg var nødt til at fortælle ham sandheden, og to dage før sagde jeg:
Lars, jeg har noget at sige, begyndte jeg.
Det ved jeg godt, Malene jeg elsker dig også sagde han muntert.
Nej, det er ikke det
Lars hørte alvoren i min stemme. Han kunne knap tro, at den kvinde han elskede kunne ende i sådan en situation, men han forstod omstændighederne.
Du skal stå til ansvar, Malene. Hvor er tingene nu? Du skulle have kommet til mig med det samme
Jeg hentede tasken fra kisten og gav ham den. Han forsikrede mig om, at han ville hjælpe mig hele vejen.
To dage senere, sent om aftenen, bankede det på døren. Jeg åbnede med rystende hænder; Jan og hans ven stod der og krævede penge.
Jeg har ikke skaffet pengene, men jeg vil finde en vej, I må give mig mere tid, bad jeg.
Jan greb mig hårdt i skulderen, snerrede: Du får ikke mere tid enten penge eller Han rev hårdt i min bluse, men pludselig faldt hans ven bag ham, og straks efter lå både Jan og hans ven på gulvet Lars sprang frem og satte håndjern på, mens en anden politiassistent rejste Jans kammerat.
Nu er det slut, sagde Lars stille. De skal nok få, hvad de fortjener. Kom på stationen i morgen.
På politistationen fortalte jeg alt til efterforskeren. Vigga kom hjem fra ferie, og fik alt tilbage efter opgørelse. Lars bad dog om, at min del i sagen blev holdt diskret. Hvordan det end lykkedes, så fandt byens folk aldrig ud af, hvad der virkelig var sket. Man mente, det var Jan og hans ven, der havde ryddet hos Vigga og de havde desuden dræbt Mikkel. De blev dømt, og kom i fængsel længe.
Lars friede til mig, og vi blev gift. Hans kærlighed lindrede mine sår og efterhånden lagde jeg skammen bag mig. Nu opdrager vi sammen vores lille datter, Mille.
Mit liv tog en ny retning, og jeg har lært, at uanset hvor dybt man synker, kan man finde styrke og kærlighed til at rejse sig igen når man tør fortælle sandheden og bede om hjælp.
