Lige nu har jeg allerede to sønner. De er som små storme, vælter gennem lejligheden i et virvar af latter og kaos, splitter alting ad og samler det igen, men inderst inde er de varme og hjertelige. De kan slås, hyle, falde og så, i næste sekund, give hinanden et kram, som om skænderierne kun var en sky, der blæste forbi i vinden. Når andre voksne ser på mine drenge, ser de mest det vilde rod, peger fingre, og sender mig formanende blikke fyldt med råd om børneopdragelse. Men jeg tror, drenge skal have lov til at være vilde. Kun med frihed kan de vokse ind i sig selv og lære verden at kende.
De fleste bemærker, at Sigurd er rolig næsten blid som en brise over Limfjorden mens Asger, min yngste, er klodset og fuld af energi. Folk sukker og siger, at han sikkert vil skabe ballade, når han bliver voksen, måske endda holde sin bror tilbage. Jeg smiler bare og nikker, lytter uden egentlig at høre efter. Måske har de ret, måske ikke. Men jeg ved, at de to elsker hinanden. De er som to sider af samme øre, kan ikke være uden hinanden, kan ikke brydes op. De spurgte engang, om vi kunne få en hund. Men jeg frygter hunde de snuser til for mange hemmeligheder. Hvis vi skulle have et kæledyr, blev det nok en skildpadde. Sådan en kan man stole på: langsom, tålmodig, altid parat til at gemme sig i sit skjold.
Førhen havde min mand og jeg aldrig forestillet os, hvordan livet ville tage en drejning, da vi fik vores næste søn, Asger. Da vi hørte, han var syg ved fødslen, blev hele verden tonet i blågrå farver et øjeblik. Ingen havde sagt noget. Alt var gået fint, alle tal på lægens skærm var som de skulle være.
Efter den skæbnesvangre scanning svøbte tanken om abort sig om min bevidsthed som tåge over marker, men kun kort som i en drøm vendte jeg tilbage til virkeligheden og besluttede at føde. Kun min mand, Rasmus, blev stående ved min side; selv mine egne forældre vendte sig bort som træer for vinden. Rasmus vidste heller ikke, hvad der var bedst, men han holdt mig fast og sagde: Hun skal føde. Færdig, slut! Så langsomt gled min familie tilbage mod mig som skibe, der nærmer sig kysten igen, og da lille Asger endelig blev født, var vi alle forbløffede over, hvor hurtigt han lærte alting. Hans storebror Sigurd rakte ham legetøj og bøger, og Asger fandt straks på navne og historier til dem. Det var som om hver dag var et nyt eventyr, hvor alt kunne ske, og vi begyndte at håbe, at alt virkelig ville gå godt og det gjorde det.
