Ikke bare naboer
I en lille dansk landsby, hvor gaderne om sommeren bugnede af grønt og om efteråret blev dækket af gyldne blade, boede to familier side om side. De var altid på god fod med hinanden og hjalp gerne til, når der var brug for det. Deres børn var blevet voksne og flyttet til København.
Men en dag døde Kirstens kone, og han blev alene. Tidligt en kølig og fugtig morgen, hvor solen kun netop begyndte at stå op, løb han over til sine naboer, Poul og Grethe, og bankede hårdt på vinduet.
– Hvad sker der? udbrød Poul, mens han hurtigt fik trukket bukserne på og løb ud på trappen, efterfulgt af Grethe, der halvt sovende svøbte et uldtørklæde rundt om skuldrene.
– Min Anna, min Anna… hulker Kirsten og sætter sig på trappetrinene. Luften var rå og kold, selvom det stadig var tidligt på efteråret…
– Hvad med Anna? spurgte Poul forvirret. – Måske skal vi ringe efter en ambulance?
– Nej… min Anna er død, hviskede Kirsten.
Naboerne samlede Kirsten op, indtil hans søn og svigerdatter kom hjem fra byen. De forlod ham ikke et øjeblik. Grethe sørgede for, at han fik ro og gav ham beroligende medicin. Efter Annas begravelse gjorde de alt for, at Kirsten ikke skulle sidde alene de inviterede ham jævnligt på frokost eller aftensmad. Om aftenerne spillede Poul skak med ham.
Et halvt år gik. Kirsten vænnede sig til stilheden og lærte at tage vare på sig selv: lave mad, vaske tøj og holde hjemmet pænt. Hans søn og familie kom forbi af og til.
En lun august aften sad Kirsten i Pouls have de sad altid der og flyttede skakbrikker langsomt, mens de snakkede stille sammen. Pludselig faldt Poul om, og Kirsten nåede knap at tage ham ved armen.
– Poul, hvad laver du? råbte Kirsten og ruskede ham, men Poul reagerede ikke. Grethe! råbte han, lige som hun kom omkring hjørnet med en stor skål friske agurker fra køkkenhaven.
Ved synet tabte Grethe skålen. Hun løb hen til Poul. Men Poul døde straks. Lægen sagde senere, det sandsynligvis var hjertet.
– Hvordan kan det dog være? græd Grethe. Han havde aldrig klaget over hjertet…
Nu var det Kirsten, der hjalp Grethe, indtil hendes børn kom langvejs fra for at sørge for fars begravelse. Da de tog hjem igen, mærkede Grethe, hvordan stilheden virkelig lød gennem huset, og ensomheden sneg sig på. Om dagen kom Kirsten tit forbi og hjalp til, men om natten fik hun næsten ikke sovet for tankemylder.
Tiden gik. Grethe kom ovenpå igen. Hendes børn og børnebørn besøgte hende ind imellem. Kirsten og Grethe var begge pensionister han havde undervist i historie på den lokale folkeskole, mens hun havde arbejdet på landsbyens bibliotek i mange år.
Livets hjul standsede ikke. Endnu en efterårsmorgen trådte Kirsten ud på gårdspladsen med kosten og begyndte at feje de gule og brune ahornblade væk. Han gik over mod Grethes indgang og fejede videre, selvom vinden straks blæste nye blade til. Til sidst gik han ind til hende og fejede de par blade væk, der var derinde.
Grethe kiggede tit ud af vinduet og smilede.
– Kirsten, er det ikke nok nu? råbte hun ud gennem vinduet. Hele byen ved snart, du er den eneste mand, der kæmper mod efteråret.
Han så op og smilede bredt.
– Hvis alle bare lader bladene ligge, bliver verden et stort rod. Nogen må jo tage affære!
– Men efterårsblade er nu altså smukke… Se, hvor de glitrer, blev Grethe ved.
– Jaja, de er smukke, men også utroligt glatte. Man kan glide og slå sig, svarede Kirsten og fortsatte sit vigtige arbejde.
Han åbnede lågen og begyndte at feje stien op mod Grethes dør. Da han kom til trappen, åbnede hun døren og kom ud med to krus i hænderne.
– Nu må det være nok, kom og få lidt te med honning, sagde hun og satte krusene på havebordet ved døren, hvorefter hun satte sig. Kirsten satte sig også.
– Hvorfor med honning i dag? Normalt får vi jo citron, spurgte han undrende, da han smagte på teen.
– Fordi det er koldt i dag vi må varme os indefra, svarede hun med et smil.
– Alt for sødt, mumlede Kirsten. I vores alder skal man passe lidt på med det søde.
– Drik nu, sagde Grethe bestemt. Vi drikker jo ikke så sødt hver dag. En gang om ugen går nok.
– Ja ja, gav han sig.
– I går ringede mit barnebarn, Mikkel. Han spurgte, hvorfor jeg ikke kom til byen og boede hos dem.
– Og jeg svarede: Nej, jeg er nu ikke alene. Jeg har da en ven her, smilede hun.
Kirsten tog en slurk for ikke at vise sit smil.
– Det sagde du rigtigt, selvom ven næsten lyder for simpelt…
– Hvad lyder bedre?
– Tja… måske partner i kampen mod efterårsløvet! sagde han og lo, og Grethe kunne ikke lade være med at le med.
En dag havde Kirsten allerede fejet bladene for Grethe, men i dag viste hun sig ikke i vinduet som ellers. Han blev lidt urolig hun plejede jo altid at hilse. Han gik op ad trappen og bankede på. Efter et øjeblik åbnede Grethe døren, lænet op ad væggen indhyllet i et ternet tæppe.
– Nå da, hvad sker der? Skal jeg hjælpe dig? sagde han og førte hende ind, lagde hende i lænestolen og svøbte tæppet tættere om hende.
Hun kiggede på ham, næsen rød og øjnene matte.
– Jeg tror, jeg er blevet forkølet…
– Hvem skal så lave te til mig nu? grinede Kirsten.
Han tog jakken af og hængte den op.
– Har du nogen medicin?
– Ja, lidt piller ligger derovre…
Kirsten kiggede på glasset.
– Er det alt? Jeg smutter lige på apoteket det går hurtigt.
– Det behøver du ikke, hviskede hun.
– Det skal jeg nu nok, svarede Kirsten bestemt og gik.
Han kom hurtigt tilbage med medicin og en fersk kylling fra Brugsen. Hun sad og blundede i stolen, men vågnede overrasket, da duften af suppe kom fra køkkenet.
– Gud, Kirsten, du kan også lave mad? smilede hun, selvom hun godt vidste, han klarede sig selv.
– Man skal kunne det meste, især i krisesituationer. Kom og få lidt varm suppe, sagde han og hjalp hende til bordet.
Hun smagte på det, lukkede øjnene og sagde:
– Det er vidunderligt… tusind tak…
– Det var så lidt, du skal bare blive rask. Ellers bliver det en kedelig kamp mod løvet, sagde han med skjult smil.
– Okay, partner, jeg skal nok komme mig, lovede hun.
En uge senere var Grethe på benene igen, og kunne smile. For første gang i lang tid gik hun med Kirsten hen i den lille park ved åen, som lå tæt på deres huse. Kirsten tog initiativet.
Bladene knaste under fødderne.
– Nu må du ikke sidde inde længere du skal ud og have lidt luft, sagde han, og hun gav ham ret.
Bladene knitrede, mens solen stadig gav lidt varme.
– Ved du hvad, Kirsten? Jeg synes faktisk, efteråret er en smuk tid, sagde Grethe.
– Ja, især hvis man har det gode selskab, svarede han.
Hun tog ham under armen, og de gik langsomt ad alléen dækket af blade og snakkede, mens de grinede sammen.
En dag efter gik Kirsten over til Grethe med en lidt underlig forespørgsel.
– Grethe, jeg har brug for hjælp…
– Hvad nu? spurgte hun.
– Jeg ledte efter en bog om kaktusser i min samling, men jeg kan ikke finde en…
– Kaktusser? Du har da ikke nogen planter, slet ingen kaktusser.
Kirsten så listigt på hende.
– Det har jeg nu… Han trak en lille kaktus op af posen. Jeg købte den til dig i dag…
– Og hvad skal jeg gøre med den? Jeg har da aldrig haft kaktusser, lo Grethe.
– Du er bibliotekar, du kan alt med bøgerne også finde en om kaktusser!
– Nå, nå, sagde hun, mens hun tog imod planten. Hvis den blomstrer, så skal du købe is til mig!
– Det er en aftale.
En uge senere kom vinteren, og sneen lagde sig som det første lag. Kirsten kom endnu engang forbi Grethe og skjulte noget bag ryggen.
– Hvad har du nu med? spurgte hun, og han blev pludselig lidt nervøs.
– Du, Grethe… jeg har tænkt over en ting. Jeg kommer jo her hver dag måske jeg bare skulle blive boende… Måske vi skulle… gifte os? Han rakte hende en buket røde roser, og hun rødmede en smule.
– Jamen Kirsten dog, har du tænkt på det længe?
– Ja, kunne ikke beslutte mig, om du ville sige ja… Hvad siger du så?
– Selvfølgelig siger jeg ja. Jeg er jo vant til dig nu du må ikke gå nogen steder! sagde hun og satte roserne i vand. Især når du kommer sådan anstigende med blomster.
Vinteren klarede de nu sammen, og snart kom foråret. En morgen udbrød Grethe:
– Kirsten, kom og se, din kaktus blomstrer du skylder mig is!
– Nej, hvor utroligt! Sagde han. Selvfølgelig vi går i Brugsen i dag og køber is. En aftale er en aftale.
De gik ud i solskinnet og diskuterede, om de skulle vælge gammeldags vaffelis eller is i bæger. Kirsten så op mod forårssolen og smilede.
– Hvorfor smiler du sådan? spurgte Grethe, mens hun sendte ham et varmt blik.
– For jeg synes, vi er et ret godt makkerpar.
– Ja, det må jeg give dig ret i, svarede hun stille.
De gik sammen, ikke længere bare naboer og kampfæller, men to mennesker, der havde fundet hinanden gennem gyldne blade, vinterens sne og forårets sol. For når man er to, er man aldrig alene, og det er det, der gør livet værd at leve.
