Hvor sætter du den vase? Jeg bad dig jo om at stille den ind i skabet, den passer overhovedet ikke til stellet, sagde Marianne kontrolleret, mens hun prøvede at skjule den vrede, der kogte indeni. Hun rettede nervøst på sit forklæde og så på sin mand, Anders, som stod med den store krystalskål og så forvirret ud.
Marianne, hvad betyder det? svarede Anders med det der undskyldende smil, som irriterede hende særlig meget i dag. Lise elskede jo den vase. Hun sagde altid, at salaten ser festlig ud i den. Og nu hvor vi skal sidde sammen allesammen for drengenes skyld, kunne vi måske prøve at gøre det hyggeligt for alle?
Marianne stod stille med kniven i hånden, halvt igennem en agurk. Hun tog en dyb indånding og talte til tre, så hun ikke skulle råbe.
Anders, sagde hun med lav og alvorlig stemme. Bare så jeg forstår det rigtigt: Vi har gæster i mit hus. Jeg, din ægte hustru, har ordnet mad i to dage har marineret kød, bagt lagkage, gjort rent. Og nu vil du have, at jeg skal sætte den vase frem, fordi din ekskone kan lide den? Synes du virkelig, det er rimeligt?
Anders satte sig tungt på en stol, som om hele verdens byrde lå på hans skuldre.
Marianne, lad nu være. Det er tvillingernes fødselsdag. Tyve år. De vil gerne se både mor og far. Skulle jeg sige til Lise, hun ikke må komme? Hun er deres mor. Det er kun én aften. Vi spiser lidt, hygger lidt og tager hjem. Jeg vil bare have en fredelig aften du er jo så forstandig, det ved du.
»Forstandig kvinde.« Det udtryk vækkede altid irritation i Marianne. Det betød “praktisk, nem kvinde”. Én, der holder ud, bider det i sig og lader som ingenting, mens andre tramper henover hende.
De havde været gift i fem år. Marianne havde accepteret Anders med hans fortid, børnepenge, og evige ture til tvillingerne, Jonas og Mads, som dengang var umulige teenagere. Hun havde aldrig blandet sig i deres samvær. Drengene var ofte hos dem, og det fungerede. Men Lise… Lise var noget for sig. Højlydt, dominerende, og sikker på at Anders stadig var hendes, bare lånt ud til Marianne for en tid.
Jeg har intet imod drengene. At du inviterer Lise, det havde jeg nok aldrig gjort, men ok, det er deres fødselsdag. Men skal jeg nu også dække bordet efter hendes smag? Skal jeg tage den kjole på hun kan lide, eller lave mit hår som hende?
Nu overdriver du, Anders rejste sig. Ok, jeg fjerner vasen. Vær nu ikke tvær. Drengene og Lise kommer om en time. Hendes bil er på værksted, så de tager hende med. Kom, lad os prøve at hygge os, bare i dag.
Han kyssede hende hurtigt på kinden og smuttede på badeværelset for at barbere sig. Marianne stod alene i køkkenet, midt i skåle og gryder. Duften af flæskesteg og stuvet champignon hang i luften, men hun havde ingen appetit. Det føltes som at stå for en middag over sit eget selvværd.
En time senere lød latter og stemmer ude i entreen.
Hvor er vores far? den stemme ville hun kunne genkende overalt. Lise, i et strålende rødt kjole, alt for stramt, håret lakeret. Anders! Vi er her!
Marianne tog forklædet af, rettede håret og gik ud for at modtage gæsterne.
Der var trængsel i entreen. Jonas og Mads, nu voksne unge mænd, tog overtøj af. Lise, som en dronning blandt sine riddere, havde favnen fuld af gaver og syltede agurker.
Hej Marianne, sagde hun uden at se ordentligt på hende, allerede på jagt efter Anders. Anders, hjælp lige med tasken, der er syltede rødbeder og agurker i.
Anders kom springende, strålende og smånervøs.
Hej drenge! Hjertelig tillykke! han gav dem et kram. Hej Lise. Hvorfor syltede ting? Vi har masser af mad.
Jo, jo, nu kender jeg dine fade, Lise vendte øjne og sikrede sig, at Marianne hørte det. Marianne, du laver sikkert alt fedtfattigt og saltfrit igen? Drengene skal have ordentlig mad! Jeg har lagt agurker, tomater, svampe, og lavet rigtige sylte på svinekød, ikke den kyllingsgele du prøvede sidste gang.
Marianne mærkede farven stige i kinderne. Sidst havde Lise kritiseret hende for alt, fra mad til indretning.
Velkommen, Lise, sagde Marianne køligt. Der er nok mad, og jeg har lavet kalvesylte i dag klar og fin.
Nå, vi smager, fnøs Lise og marcherede ind i stuen uden at spørge, hvor hun måtte gå. Ej, har I stadig den sofa? Jeg sagde jo, farven er helt forkert. Og gardinerne… det bliver trist. Hos os var der altid lyst.
Anders slentrede efter hende med glasset.
Vi kan lide det sådan. Det er hyggeligt.
Hyggeligt? Det er det, når man føler sig glad. Her føles det som en kirkegård, dominerede Lise og slog sig ned på sofaen. Drenge, vask jeres hænder! Marianne, kom nu mændene er sultne.
Marianne knyttede sine hænder. »Rolig, hviskede hun til sig selv. Bare for Anders og drengene. Ikke ødelæg festen.«
Hun gik ind i køkkenet. Anders fulgte hurtigt efter.
Bliv nu ikke vred på hende, hviskede han, mens han rodede med tallerkener. Hun mener det ikke ondt. Hun er sådan. Jeg hjælper med salaterne.
Nej tak, jeg klarer det, svarede Marianne.
Middagen begyndte dårligt. Lise satte sig tæt op ad Anders, så deres albuer rørte hinanden. Drengene sad overfor. Marianne blev henvist til kanten af bordet, tæt ved døren, som om hun var serveringsdamen, der måske snart gik ud i køkkenet igen.
Skål for mine gutter! råbte Anders. Tyve år! Tiden er fløjet!
Ja, Anders, afbrød Lise næsten straks. Kan du huske, da du kørte mig til Rigshospitalet? Sne og glatte veje, bilen ville ikke starte og du løb rundt, kun i skjorten! Du råbte om hvem blev det? Ha, jeg grinede så meget!
Lise lo højlydt og lagde hånden på Anders’ skulder han smilede lidt for blødt.
Ja, det var tider… Vi var unge og tossede.
Og kan du huske, da Mads faldt i vandpyt med sit nye jakkesæt? På vej til din mors fødselsdag! Du tog ham op, han græd og vi vaskede ham i fontænen!
Historie efter historie fulgte, alt sammen fra dengang de var familie. »Kan du huske vores sommerhus på Fyn?«, »Kan du huske, da vi tapetserede?«, »Kan du huske, da du brækkede benet og jeg spiste din mad af skeen?«
Marianne sad og pillede i sin salat. Hun følte sig overflødig, som en del af interiøret. Drengene svarede sjældent, kiggede på mobilen. Anders blev blød af vin og gammel nostalgi, og glemte helt konen ved siden af sig.
Marianne, send lige brødet, sagde Lise, mens hun fortsatte snakken om dengang Anders lærte hende køre bil. Han råbte: »Bremse!« og jeg trykkede på speederen! Næsten ind i hækken! Du blev sikkert gråhåret på stedet, Anders!
Ja, det skete, lo Anders. Du har altid været fartglad.
»Du har altid været…«
Ordene ramte hårdt. Marianne så på Anders. Han opdagede ikke sin egen tone, og stirrede på Lise med en blidhed, hun ikke havde set i lang tid.
Salaten er da meget salt, udbrød Lise, og tog en stor bid. Marianne, er du forelsket? Det er kun forelskede der oversalter. Er du forelsket i din egen mand? Haha! Anders, smag min sylte dét er smag! Jeg har brugt masser af hvidløg.
Hun rakte over bordet og lagde en stor sylte på Anders’ tallerken, oven i Mariannes ret.
Lise, lad være, sagde Marianne lavt.
Hvad? Lise stivnede. Hvorfor er du så nervøs?
Jeg bad dig holde dig fra min mands tallerken. Og du kan tage din sylte der er mad nok her.
Stilheden blev nærmest fysisk. Drengene fjernede blikket fra mobilen. Anders blinkede forvirret.
Marianne, hvad sker der? mumlede han. Den er jo god…
God, siger du? Marianne rejste sig langsomt. Stolen knirkede mod gulvet. Nå, det er altså Lises mad du foretrækker? Du hygger dig med minderne fra dengang? Du kan lide at en anden kvinde bestemmer i vores hjem, kritiserer mig, maden og møblerne?
Ej nu, fnøs Lise. Du er så følsom. Prøver bare at hjælpe.
Jeg har ikke brug for din hjælp, så hun Lise direkte i øjnene. Og jeg har ikke brug for dit selskab. Jeg har taget det for Anders og drengene, men I klarer jo det hele selv familie, historier, »vores gamle bil«, »vores sommerhus«. Jeg er bare personalet, skal servere og tie stille.
Hold nu op, prøvede Anders, du tager fejl, vi snakkede bare…
Så snak videre. Jeg går.
Marianne forlod stuen. I ryggen lød Lises hviskende stemme:
Hysterisk kvinde. Sagde jeg ikke til dig, Anders, hun passer ikke til dig. Alt for mange meninger.
Inde i soveværelset rystede hendes hænder, men tankerne var klare. Hun pakkede sin lille weekendtaske med makeup, undertøj, pyjamas og tablet. Skiftede fra selskabskjole til komfortable jeans og sweater.
Hun bestilte en taxa. Syv minutter til den kommer.
Hun tog overtøj på og gik ud. Fra stuen lød latter og stemmer. Hun var glemt. De troede nok, hun snart kom tilbage.
Marianne stak hovedet ind:
Jeg går, sagde hun klart og højt.
Alle blev stille. Anders kiggede spørgende med et glas i hånden.
Skal du ud og handle? Mangler vi noget?
Nej, Anders. Jeg tager på hotel. Jeg fejrer også noget i aften min frihed fra grovhed og manglende respekt. I hygger jer. Køleskabet er fuldt, kagen er på altanen. Opvaskemaskinen står i køkkenet, tabletterne under vasken. Måske kan Lise vise, hvordan man vasker op, ikke kun spiser sylte.
Er du blevet sindssyg? Anders rejste sig op glasset væltede, snapsen flød ud. Et hotel? På denne tid! Gæsterne er her!
Det er dine gæster, Anders. Ikke mine. Farvel. Tillykke drenge.
Hun gik og lukkede døren, mens Anders råbte og Lise mukkede.
I taxaen kiggede hun ud på København der gled forbi. Hun ringede til det bedste spa-hotel i byen.
God aften. Har I en suite eller juniorsuite? Perfekt. Jeg er der om tyve minutter. Giv venligst en flaske cava og frugtfad på værelset. Og gerne morgentid til massage.
På hotellet var der ro og duft af parfume. Ingen lugt af stegt løg, intet bestik der klirrede, ingen andres stemmer. Værelset var stille, sengetøjet hvidt og sprødt.
Marianne tog et bad, vaskede hele aftenen af sig. Trak i den bløde morgenkåbe, hældte et glas bobler op og gik ud på altanen. København lyste op storslået og ligeglad.
Mobilen havde vibreret allerede i taxaen, men hun satte den på lydløs. Nu så hun på skærmen. Femten ubesvarede opkald fra Anders. Tre beskeder.
»Hvad laver du?«
»Kom hjem, det er pinligt!«
»Marianne, det er ikke sjovt, Lise er chokeret«
Hun smilede og slukkede telefonen helt. Tog en slurk bobler. For første gang i mange år var hun helt fri. Ingen tanke på hvad gæsterne synes. Ikke bekymret for om tvet larmer, om Anders er fornærmet. Hun var alene, og det var skønt.
Morgenen var lys. Hun strakte sig og bestilte morgenmad på værelset eggs benedict, croissanter og kaffe. Hun var til massage og svømmede bagefter i poolen. Hun forlængede opholdet med en dag mere. Hjem ville hun ikke.
Hun tændte først mobilen sent næste dag. Nu var der flere beskeder tonen anderledes.
»Marianne, hvor er du? Jeg er bekymret.«
»Drengene gik straks efter du tog afsted. De sagde vi var til grin.«
»Lise tog hjem i går aftes. Vi skændtes.«
»Vil du ikke tage telefonen?«
Marianne ringede til Anders.
Marianne! Er du ok? Hvor er du? hans stemme rystede.
Jeg er på hotel, Anders. Slapper af.
Undskyld, stønnede han. Jeg er en idiot.
Fortæl, sagde Marianne tørt. Hvordan gik »familie-genforeningen«?
Frygteligt. Drengene gik da du smuttede. Jonas sagde: »I er sindssyge, mor er skrap, far er svag. Marianne er faktisk ok og I skubbede hende ud.« De tog hjem uden at smage kagen.
Marianne mærkede glæde over drengene.
Og så?
Så begyndte Lise at råbe. Kaldte drengene utaknemmelige. Sagde du havde manipuleret dem. Ville diktere hele aftenen. Jeg bad hende hjælpe, siden hun var så meget vært. Hun råbte op, smadrede endda en tallerken fra din mors stel.
Lise knuste tallerkenen? Mariannes stemme blev kold.
Ja… Hun fægter altid med arme. Jeg kunne ikke mere, Marianne. Jeg bad hende tage hjem det endte skævt. Hun skældte mig ud: min gamle løn, min mor, at jeg havde ødelagt alt for hende. Jeg smed hende ud.
Anders var stille, åndede tungt i røret.
Jeg sidder alene, med beskidte tallerkener. Har ikke ryddet. Kan ikke. Kom hjem igen. Jeg forstår nu. Jeg lover ingen ekskoner her mere.
Du har ikke ryddet op? spurgte Marianne.
Nej. Alt roder som før.
Fint. Du har til i morgen tidlig. Lejligheden skal skinne. Ikke et spor af Lise ikke sylte, ikke agurker, ikke hendes parfume. Hvis jeg ser bare en rest eller dufter hende så søger jeg skilsmisse. Forstået?
Forstået, Marianne. Alt skal væk. Bare kom hjem. Jeg elsker dig. Ville bare gøre det rigtigt…
»Rigtigt« gør du kun ved at tænke dig om ikke ved altid at please alle, sagde Marianne. Jeg kommer i morgen til frokost. Og hvis du nogensinde lader nogen kritisere mig i mit eget hjem igen, så er det ikke hotellet, jeg tager til. Det er for altid.
Hun lagde på. Aftenlys glimtede over byen. Hun drak sin lune kaffe. Hun havde lidt ondt af Anders konfliktsky og forvirret i sin iver for at please. Men hun havde mere ondt af sig selv hun, som havde taget det så længe.
Nu var det slut. En tur på hotellet havde ændret noget i hende. Hun så pludselig, at hun havde ret til at være midtpunkt ikke forstandig, ikke nem, men vigtig i sit eget liv.
Næste dag, da hun kom hjem, duftede der af citron og rengøringsmiddel. Vinduerne stod åbne. Anders, med rødsprængte øjne og våde hænder, tog imod i entreen.
Alt er rent, sagde han og lignede én der havde fået skæld ud. Selv gardinerne rensede jeg duften sad jo i dem.
Marianne gik ind i køkkenet. Perfekt rent. Ingen syltede agurker. Vasen var væk.
Hvor er vasen? spurgte hun.
Smidt ud, mumlede Anders. Og sylten. Vil aldrig se det igen.
Marianne så på ham, så træt ud.
Fint. Sæt vand over. Lad os spise min kage hvis du da ikke har smidt den ud også.
Anders sukkede lettet, trak hende ind til sig.
Jeg smagte et stykke i nat, indrømmede han. Du er den bedste, Marianne. Undskyld min dumhed.
Jeg tilgiver dig. Men det var sidste gang, Anders. Sidste gang.
De sad ved bordet og drak te. Marianne så på sin mand og vidste: nogle gange må man gå sin vej bare et par dage for at gøre sig selv synlig. Et tomt sæde siger mere end hundrede ord.
For hun fortjente at være hovedperson. Også i sit eget liv.
