For cirka et år siden besluttede min kone, Rikke, og jeg, at vi havde brug for lidt afstand, simpelthen for ikke at gå hinanden på nerverne og for at undgå kedsomheden, som ofte sniger sig ind, når man tilbringer for meget tid sammen. Jeg tror egentlig bare, at vi hver især gerne vil have plads til vores egne interesser.
Rikke elsker at høre høj musik hun nægter konsekvent at tage høretelefoner på mens jeg foretrækker ro, når jeg læser en god bog. Eller jeg nyder at se tv-serier for mig selv. Indimellem tager jeg også arbejdet med hjem, hvor jeg må ringe til kunder og tale i telefon, og så kan jeg ende med at forstyrre hende. Så vi kom frem til, at det var bedst, hvis vi hver havde vores eget værelse. Heldigvis har vores lejlighed i Århus to værelser, og begge rum er fint møblerede. Jeg tænkte, det kunne være sjovt at nedskrive mine tanker om, hvordan det er at bo på denne måde.
At banke på døren, før man går ind, har vist sig at være en fantastisk løsning. Det føles nærmest luksuriøst jeg kan sidde i min egen stue, passe mit arbejde eller mine egne sysler, uden at nogen kommer og forstyrrer eller trænger sig på. Du kunne tro, det lyder lidt mærkeligt, at vi insisterer på så meget privatliv men det er der faktisk ikke noget mærkeligt i. Da jeg var dreng, havde jeg godt nok mit eget værelse, men døren stod altid på klem, og mine forældre blev ved med at stikke hovedet ind for at spørge, hvad jeg lavede. Om jeg så læste, sov, så fjernsyn eller legede, så kom de alligevel ind. Jeg fandt det altid en smule anstrengende.
Nu kan jeg i det mindste sige til Rikke, bag en lukket dør, at jeg har travlt. Og hvis ikke jeg har lyst til at snakke, så lukker jeg bare døren og fortsætter med, hvad jeg nu var i gang med. Hun gør det samme. Hun forstyrrer mig aldrig og jeg behøver ikke afbryde mine egne aktiviteter for hendes skyld. Hun passer sig selv, og det føles virkelig godt.
At have sit eget rum er et sandt privilegium. Når jeg træder ind på mit værelse, kan jeg gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg behøver ikke tage hensyn til nogen, jeg skal ikke bede om lov eller koordinere med nogen anden. Jeg indretter mit værelse på min helt egen måde, lægger mine ting, hvor jeg vil, og nyder orden eller rod, alt efter humør.
Der er kommet en eller anden form for spænding ind i forholdet. Vi har tydelige grænser mellem hendes og mit og jeg mærker, at jeg respekterer hendes rum. Når jeg vil ind til hende, spørger jeg altid pænt, om jeg må komme ind, og når hun siger ja, føles det som noget særligt. Det er ikke helt det samme, hvis bare kunne trave ind, når jeg har lyst for så forsvinder følelsen af forventning.
Det minder lidt om at lære en pige at kende, man endnu ikke helt har fået. Hver eneste gang man banker på døren, ved man ikke, om hun vil åbne eller ej, og lige dér er der noget spændende ved det hele.
Mange mænd oplever, at når man først er flyttet sammen, mister tingene lidt af deres gnist måske fordi man hele tiden er til rådighed for hinanden. Når man bor på denne måde, hver for sig, bevarer man lidt af spændingen, og det løser faktisk mange småproblemer i hverdagen.
Hvad har jeg taget med mig fra denne måde at bo på?
Det er ikke kun for de velhavende med store villaer nord for København, hvor alle har deres eget badeværelse og adskillige værelser, at den her livsstil er naturlig. For almindelige folk som os er det faktisk lidt af en gave.
Jeg ved, der stadig findes mange familier her i Danmark, hvor man kun har et eller to værelser, og alle sover sammen i ét rum ofte bor børnene i det andet værelse, og hvis der er tre, bruges det tredje typisk som stue. Jeg spørger mig selv, hvorfor? Både mænd og kvinder har brug for deres egne rum, for lidt plads til at trække sig også selv om man bor i en ganske almindelig lejlighed.
Mit vigtigste indblik er nok dette: At respektere hinandens privatliv betyder, at man også bevarer respekten og spændingen imellem sig. Personlig plads kan altså virkelig gøre en forskel og lidt savn skader bestemt ingen.
