I går
Hvorfor stiller du salatskålen der? Nu blokerer du for pålægget! Og flyt lige glassene lidt, Ole kommer snart, han skal jo have masser af albuerum når han taler, ellers bliver han utilpas.
Viktor flakkede rundt om det runde spisebord, rykkede nervøst med krystalglassene og tabte næsten gaflerne. Solveig sukkede tungt og tørrede hænderne i sit forklæde. Hun havde stået ved komfuret fra tidlig morgen, fødderne var ømme, og ryggen gjorde det samme dernede, hvor det altid gnavede. Men hun havde ikke tid til at klage. I dag kom den stjerne-gæst Viktors lillebror, Ole.
Viktor, ro på, bad hun og forsøgte at lyde rolig. Bordet ser flot ud. Kan du ikke bare svare mig: Har du husket rugbrød? Sidst brokkede Ole sig over, at vi kun havde hvedebrød; han passer jo på livvidden, siger han.
Ja, ja, jeg købte frisk, økologisk rugbrød fra Emmerys, han får det præcis som han vil have det, Viktor fløj hen til brødbakken. Solveig, og kødet? Er det færdigt? Du ved, ham får man ikke til at spise frikadeller han går på fine restauranter.
Solveig strammede læberne. Naturligvis vidste hun det. Ole, evighedsbachelor, fri kunstner, der i virkeligheden levede af småjob og mors hjælp, opførte sig som gourmet. Hver gang han kom, blev det en eksamen, hun aldrig bestod.
Jeg har lavet langtidsstegt skinke i honning-senneps marinade, sagde hun tydeligt. Godt dansk svinekød, fra torvet, det kostede næsten firehundrede kroner for under et kilo. Hvis han ikke kan lide det, så gider jeg ikke mere.
Åh, du starter bare straks, Viktor rynkede på næsen. Han har jo ikke været her i halve år, han savner os. Det bliver bare hyggeligt. Han er inde i en svær fase, leder efter sig selv.
Søger penge, ja ikke sig selv, tænkte Solveig, men sagde ikke noget. Viktor dyrkede sin lillebror anede ikke, at hans geniale bror ikke havde andet end charme og kritik.
Det ringede akkurat klokken syv. Solveig smed forklædet, ordnede håret i spejlet i gangen og trak på den rutinerede gæste-smil. Viktor stod allerede i døren, spændt som en nypoleret kobberkedel.
Ole! Endelig!
Ole lignede altid sig selv: dyrt åbent frakke, smart tørklæde hængende nonchalant over skulderen, skægstubbe og den dér kropsholdning, der viste, han syntes, han var lidt mere. Både til kram og med broderlig klappen men uden varme.
Solveig lod blikket glide over hans hænder. Tomme. Ingen pakke, ingen lagkage, ingen blomst, ikke engang noget til børnene, som heldigvis var hos mormor. Han kom hjem til et bord, der bugnede med mad, og havde ikke taget noget med. Gæster forstår sig ikke på gavekultur mere, tænkte hun.
Hej Solveig, nikkede han mens han gående ind, har I tapetseret om? Farven minder om hospital. Nå, så længe I kan lide det.
Hej Ole, sagde hun neutralt. Gå ind, vask hænder. Fik nye hjemmesko til dig.
Jeg bruger ikke andres hjemmesko. Får fodsvamp. Går i sokker håber, gulvet er rent?
Irritationen steg. Hun havde vasket gulvet to gange.
Det er skinnende rent, Ole. Sæt dig bare.
De satte sig. Bordet var dækket som til fest: dug, servietter, flere slags pålæg, salater, hjemmelavede syltede svampe og rød kaviar. Det duftede af de ovnbagte retter.
Ole lænede sig dovent tilbage og betragtede retterne, mens Viktor åbnede en flaske dyr, dansk brandy, indkøbt bare for Ole.
Skål for at vi er samlet! Viktor skænkede op.
Ole tog glasset, snusede, kiggede mod lyset.
Ahr, dansk brandy? Jeg foretrækker faktisk fransk cognac, den har mere elegance. Denne smager af sprit. Men, man må nøjes, som man siger
Han drak uden nydelse, greb straks gaflen og tog den dyreste spegepølse.
Smag nu på salaten, Ole, Solveig satte salatskålen foran ham. Den er med rejer og avocado, nyt opskrift.
Ole undersøgte rejen med nøjagtighed.
Var de frosne?
Selvfølgelig, vi bor jo ikke ved Nordsøen, undrede Solveig. De store fra Brugsen.
Tyggegummi, dommen faldt, mens han slap rejen tilbage. Du har kogt dem for længe. Rejer skal kun have to minutter. Avocadoen er heller ikke moden. Knaser.
Viktor frøs med salatske i hånden.
Synes nu det smager glimrende! sagde han forsigtigt.
Velsmag skal trænes, formanede Ole. Hvis du bare spiser discount, lærer du aldrig gastronomi. Jeg var på restaurant sidste uge, serverede carpaccio af kammusling. Fantastisk tekstur! Har du i det mindste rørt mayonnaise selv?
Solveig rødmede. Købemayo, selvfølgelig hun manglede bare tid.
Det er købemayo, svarede hun tørt.
Tænkte nok, sukkede Ole som om han var ramt af en skæbne. Konserves, eddike, stivelse. Ren gift. Nå, lad mig prøve dit kød. Forhåbentlig er det bedre.
Hun lagde et stort stykke, øste sauce over og gav ham rosmarinkartofler. Duften var lækker. Men Ole spiste som dommer.
Han tyggede, kiggede mod loftet. Begge ventede. Viktor håbefuld, Solveig med voksende vrede.
Tørt, dømte Ole. Og sauce for meget honning, for sødt. Kød skal være kød. Dette er dessert. Marineringen du har ikke haft det længe nok, man skulle bruge kiwi eller mineralvand et døgn.
Jeg marinerede i natten over, i krydderier og sennep, sagde Solveig lavt. Alle har altid været glade.
“Alle” ja, dine kollegaer, måske. Jeg taler objektivt. Kan da spises hvis man er sulten, men det er ingen nydelse.
Han skubbede stort set urørt kød til side og greb svampene.
Er svampene hjemmelavet eller fra dåse?
Selv samlet, selv syltet.
Han tog en, rynkede på næsen.
For meget eddike. Du får mavesmerter. Og salt. Må være forelsket, så saltet er, han grinede. Viktor, pas på blodtrykket med denne diæt.
Viktor fnisede nervøst.
Synes nu de passer fint til en snaps. Skænk lige op.
De drak. Ole rødmede, løste tørklædet, men beholdt frakken på som tegn på, at han kun er på besøg i korte momenter.
Ingen god kaviar? Den her er så grov. Fandt I dem på tilbud?
Ole, det er keta, og den koster firehundrede kroner for en lille bøtte, Solveig kunne ikke skjule stemmen. Vi købte den til dig, vi spiser ikke selv, sparer op.
At spare på mad er at spare på livet, Ole svælgede mad med dyb mine. Man er hvad man spiser. Jeg vil aldrig spise billigt pålæg. Hellere sulten. Men I fylder bare fryseren med tilbud, og forstår ikke, hvorfor I ikke trives.
Solveig kiggede på Viktor. Han sad øjnene fæstnet i tallerkenen og prøvede at tygge uden at sige noget særligt. Hans tavshed gjorde mere ondt end Oles ord. Nu var han strudsen i sandet igen, for at undgå konfrontationen med sin elskede lillebror.
Viktor, mener du også, kødet er tørt?
Han blev forvirret.
Nej, Solveig, virkelig, det er lækkert. Ole har bare mere sarte smagsløg
Åh, så mine er grove? Og jeg laver farlig mad?
Nu må du ikke hidse dig op, Ole løftede brynene. Jeg giver dig bare konstruktiv kritik. Til vækst. Man skal udvikle sig. Tak burde du sige. Du er bare blevet vant til at Viktor spiser alt og roser, så du slapper af. En kvinde bør forbedre sig.
Tak, vil du have tak? Solveig rejste sig. Stolen skrabede mod gulvet.
Solveig, hvor skal du hen? Viktor prøvede at dæmpe.
Henter dessert. Ole sætter jo pris på kage.
Hun gik ud. Napoleon-kagen hun havde bagt til klokken to om natten stod på køkkenbordet: tolv tynde lag, hjemmelavet creme, vanilje Hun stirrede på kagen, på den tomme affaldsspand.
Hænderne rystede. Alle gamle fornærmelser skyllede op. Hvor mange gange havde han spist, drukket, lånt penge og altid kritiseret? Og Viktor havde altid forsvaret ham. Han er sensitiv, kunstnerisk. Solveig skulle bare være stærk.
Hun valgte ikke at røre kagen. I stedet tog hun et stort fad og gik ind i stuen.
Er der dessert? Ole lysnede op. Håber ikke det er en roulade fra Netto?
Solveig begyndte roligt og systematisk at samle retterne sammen: først kødet, så salaten, derefter pålægget.
Hvad laver du? udbrød Ole, da maden forsvandt. Jeg er ikke færdig!
Hvorfor spise? smilede Solveig køligt. Det hele er jo uspiseligt. Tørt kød, giftig mayo, tyggegummi-rejer, grov kaviar. Jeg vil ikke risikere din sundhed, du må undskylde.
Viktor sprang op.
Solveig! Stop! Det her er latterligt! Sæt maden tilbage!
Nej, Viktor, det er ikke latterligt. Latterligt er, at manden kommer tomhændet, spiser for flere tusinde kroner og kritiserer alt.
Jeg har ikke svinet nogen til! Jeg sagde bare min mening! Vi har ytringsfrihed!
Ja, og jeg bestemmer hvem der skal have mad i mit hjem. Du sagde, du hellere ville sulte end spise dårligt så lad gå, vær sulten.
Hun bar fadet ud. Stilheden sænkede sig.
Er du tosset? hviskede Viktor, da han kom ud til hende i køkkenet. Du ydmyger mig foran min bror! Giv ham maden tilbage! Undskyld!
Solveig stillede fadet, vendte sig mod Viktor. Øjnene var kølige, beslutsomme.
Ydmyger jeg? Men når du sad og nikkede mens han talte grimt om mig, ydmygede du ikke dig selv? Er du mand eller vadmel, Viktor? Han inhalerede kaviar har du nogensinde købt det for min skyld? Nej. Vi gemmer de bedste ting til gæster og de tramper bare på os.
Han er min bror! Blod er tykkere end vand!
Og jeg er din kone. Ti år har jeg vasket og lavet mad for dig. Jeg sad ved komfuret hele natten, til hvilken nytte? For at høre, at jeg ikke kan lave mad? Hvis du ikke stopper din kritik, får du Napoleon på hovedet. Jeg mener det.
Viktor bakkede. Han havde aldrig set sin kone sådan før. Solveig plejede at være mild, ideel, nem. Nu blev hun en furi, de ikke skulle bide skeer med.
Ole stak hovedet ind, utilpas.
Sådan gæstfrihed har jeg aldrig oplevet. Jeg kommer med alt, og I brokker jer over brød?
Kommer du med alt? Hvor ofte har du medbragt noget som helst? Kun for at spise og kritisere.
Jeg er på røven. Det er midlertidigt!
Det har det været i 20 år. Men frakke og tørklæde er dyrt, og du går til receptioner, men fem tusind fra bror går hurtigt i glemmebogen.
Hold op, Solveig! Du blander penge ind!
Det er vores penge, penge til familien. Dem vi sparer for dig, gourmet!
Ole tog til hjertet.
Nu er det nok. Jeg bliver ikke her ét minut mere. Viktor, jeg troede ikke du ville gifte dig så lavt. Jeg kommer ikke her igen!
Han forsvandt ud i gangen. Viktor fulgte.
Ole, vent! Hun har nok PMS eller en hård dag. Hun roer sig nok!
Nej, bror, sagde Ole tragisk mens han hurtigt tog skoene på. Det kan ikke tilgives. Skriv ikke før hun undskylder.
Døren smækkede.
Viktor kiggede på døren, som om porten til paradis var lukket. Han gik ind i køkkenet, hvor Solveig rolig lagde maden i bøtter.
Er du tilfreds? Du har skændtes med min eneste bror.
Jeg har befriet os fra en snylter, hun vendte sig ikke. Sæt dig og spis. Eller er det også tørt?
Han satte sig, tog sig til hovedet.
Hvordan kunne du? Han var jo gæst
Gæster opfører sig som gæster ikke som sundhedsmyndigheder. Lyt nu, Viktor. Jeg laver aldrig mere mad til ham. Hvis du vil se ham, gør det et andet sted, og for dine egne penge. Min tid og penge går ikke på ham igen.
Du er blevet hård, mumlede han.
Nej, jeg er blevet retfærdig. Spis nu eller skal jeg tage det væk?
Viktor så på den flotte skinke, maven mumlede. Han skar forsigtigt et stykke, smagte.
Kødet var mørt og saftigt, saucen sød og spicy. Perfekt.
Smager det? Solveig bemærkede hans glæde.
Virkelig godt. Tak, Solveig.
Ja. Og din bror er bare misundelig, og vil hævde sig ved at kritisere andre. Forstå det dog.
Viktor tænkte. For første gang gik det op for ham, at konen havde ret. Han huskede Oles tomme hænder og arrogant tone, og sin egen ubekvemme følelse.
Skal vi smage kagen? spurgte han.
Solveig smilede, for første gang ægte.
Ja, lad os. Med te og lidt timian, du elsker det.
Hun skar Napoleon-kagen i store stykker. De sad sammen i køkkenet, drak te, spiste kage, og stemningen lettede.
Ved du, sagde Viktor, han gav ikke mor noget på hendes fødselsdag. Sagde han selv var gaven.
Ser du nu? Solveig nikkede. Nu ser du tingene klart.
Viktors mobil skinnede, besked fra Ole: *Kunne da have fået et par stykker med, gik jo sulten. Sæt lige femtusind ind i erstatning.*
Viktor læste det højt. Solveig hævede brynene.
Og hvad svarer du?
Viktor kiggede på sin kone, på den hyggelige lejlighed, den gode te, den lækre kage. Så tastede han: *Tag på restaurant, du er jo gourmet. Har ikke penge.* og blokerede.
Hvad skrev du? spurgte Solveig.
Sagde vi går i seng.
Solveig lod som hun troede det, selvom hun havde set skærmen. Hun lagde armene om ham.
Du er god, Viktor. Heller sent end aldrig.
Den aften forstod de begge noget vigtigt. Nogle gange for at passe på sin familie, må man lukke døren for dem, der kun bruger og aldrig giver selv hvis de er familie. Og kødet det var faktisk fantastisk, uanset hvad kendere siger, når lommerne er tomme.
Livet lærer os, at sandt fællesskab bygger på respekt og taknemmelighed, ikke kritik og forventning. I et dansk hjem er hygge ikke noget, man får gratis det er noget, man skaber sammen.
